When one idiot suddenly become five

Jin-Kyong, hvis navn er en sammensætning af diamant og klarhed, har det meget godt i Seoul, hvor hun går i skole med sine veninder og shopper. Lige indtil den dag hvor hendes storebror Jonghyun bliver kendt med 4 af sine venner og Jin-Kyong står efterladt alene tilbage - ensom, forelsket og frustreret.

7Likes
8Kommentarer
1705Visninger

2. Lucifer

Hun bankede forsigtigt på døren og åbnede den så. Der var stille omkring hende og intet lys var tændt. Hendes tanker kørte i ring. Hvad nu hvis hun var det forkerte sted? Hvad nu hvis Jonghyun havde snydt hende. Fortalt hende at de skulle mødes her, men ikke selv var her. Hvad nu hvis de sad og grinede af hende? Hun slog sig selv let i panden for at glemme de negative tanker, men kunne alligevel ikke slippe dem helt. Så hørte hun sagte noget musik og skyndte sig imod den. Den strømmede ud fra en dør. I striben ved dørkarmen kunne hun se lys, men det var også alt. Endnu engang forsigtigt tog hun i døren og endte så med at vælte ind af døren, ind i et lokale fuldt oplyst, med høj musik og et stort spejl på endevæggen. Hun så sig selv falde i slowmotion i spejlet inden hun ramte gulvet og blev liggende. Det var den værst mulige entré hun nogensinde havde lavet. Hun hørte nogle stole skramle og så blev der pludselig mørkt over hende, da nogen skyggede for loftslyset. ”Hvad laver du dernede Jin-Kyong?” Hun svarede ikke mandestemmen som havde spurgt. Så tog nogen fat i hende og trak hende op. 5 fyre stod og smilede til hende. Hun selv havde lyst til at gemme hovedet i hænderne og forsvinde langt væk. Men det var for sent nu. Key spurgte igen. Hun sukkede. ”Jeg faldt…” Hun hørte nogen grine og lukkede øjnene. Hold op, hold op, hold op. ”Har i ikke andre ting at tage jer til end at grine af mig?” Hun sendte Jonghyun et skarpt blik. Han smilede til hende. ”Det kan du da ikke mene? Du er da meget sjovere at grine af..” Hun sukkede og rejste sig og børstede automatisk støv af tøjet. Han var blevet meget værre efter han var begyndt at være sammen med de resterende 4. Som om at det var sjovt at have en lillesøster han kunne drille, kunne koste rundt med. I de første par dage havde hun ellers savnet ham. Savnet ham noget så inderligt og håbet på at alting ville være blevet meget bedre. Men det blev aldrig bedre. Det var faktisk kun blevet værre. Hun var altid nødt til at snige sig ind af alle bagvejene, hvis han ville have fat på hende, for var der noget hun ikke skulle, så var det at fanges på et paparrazzi-kamera. ”Anyway, jeg kom bare for at sige at mor har inviteret jer alle til middag.” Med de ord vendte hun om for at gå ud af døren igen. ”Sig tak til hende, vi kommer.” Stemmen som udtalte ordene fik hende til at fryse til is et øjeblik. Hun vidste at hvis hun først gjorde det tydeligt at han påvirkede hende, fik hun aldrig fred. Men hun kunne ikke lade være. Hver eneste gang han talte decideret til hende, fik hun kuldegysninger, hjertebanken og koldsved. Og det værste af det hele var, at det aldrig nogensinde lod til at stoppe. ”Hey, må jeg ikke lige tale med dig?” Pinligt, tænkte hun i sit stille sind. Minho gik med hende ud af døren og satte sig på en tom kasse. Hun hørte de andre larme inde bag døren, og hun vidste allerede hvad snakken gik på. Men der var ingen snak, hun ville bare have svar på et enkelt spørgsmål. Noget så ubetydeligt og simpelt som hun aldrig havde troet det. Men hun var nødt til at have et svar. ”Har du set mig før?” Minho gav sig tid til at tænke. Jin-Kyong kunne mærke hvordan sommerfugle begyndte at flakse i hendes mave. Hun kendte allerede svaret, for selvfølgelig havde han ikke set hende før. Og hvis han havde, så var det da bare hjemme, der havde han ikke lagt mærke til hende. Men det svar, hun fik, var så uventet at hun var nødt til at støtte sig til væggen for ikke at falde om af bar overraskelse. ”Ja, det har jeg faktisk. Jeg mødte dig i byen en nat..” Han smilede til hende. ”Jeg smutter ind til de andre igen, spørg hvis der er noget mere du vil vide. Sig til din mor at vi kommer, okay?” Jin-Kyong nikkede i tavshed for hun havde mistet alle ordene. I byen. Hvem havde hun mødt i byen? En nat? En nat..? En nat! Pludselig stod det hele klart for hende. Den forfærdelige nat hvor hun havde været så fuld sammen med He-Ran og Mi-Cha. Det kunne ikke passe. Hvorfor havde de mødt hinanden der? Hvad havde hun sagt? Hvad havde hun gjort? Hun hastede ud af bygningen og løb ned af gaden, mens hun desperat forsøgte at sende He-Ran en besked. Men hun var nødt til at stoppe op 500 meter fra bygningen for at kunne få skrevet en ordentlig besked. Der gik 2 sekunder. Der gik 10 sekunder. Der gik 30 sekunder. Der gik 60 sekunder. Der gik 90 sekunder. Der gik 120 sekunder. Så tikkede et svar ind fra He-Ran. ’Jeg har travlt med eksamen, det burde du også have! Kan ikke mødes nu, vi snakkes senere søde.’ Jin-Kyong læste beskeden igennem et par gange. Eksamen?! Hun rystede forvirret på hovedet og satte så igen i løb. Det var så åndssvagt det her. Hun vidste at hun skulle have læst op til sine eksaminer. Det havde hun vidst i flere måneder. Men så var Jonghyun blevet musiker. Så skulle de have debut. Og så havde hun rendt ærinder. Hun sukkede så godt hun kunne, mens hun stakåndet hev efter vejret. Da hun endelig trådte ind af hoveddøren smed hun sine sko og løb ind for at finde sin mor. ”Mor? Hvor er du?!” Hun lød tydeligt frustreret og hendes mor trådte frem fra stuen. ”Hvad i alverden er der med dig Jin-Kyong?” Hendes mor kiggede bekymret på hende, men hun affærdigede spørgsmålet med en viftende hånd. ”De kommer i aften, jeg smutter op på værelset!” Med de ord løb hun op på værelset og smed sig i sengen for at få luft. Hvilke eksaminer havde de overhovedet at skulle op i? Hun anede det ikke. Hun var simpelthen tom. Hun knyttede en næve for at holde et frustreret skrig tilbage. Hæsligt, hæsligt, hæsligt. Hvordan skulle hun nogensinde overleve?

 

A/N:

Neh, beklager virkelig meget at jeg ikke har fået skrevet videre. Jeg er en major skriveblokade for tiden + studier og en nærtforestående eksamen, men jeg vil gøre alt for at kunne gøre det bedre! Dette kapitel bliver muligvis længere, da jeg synes de har en lidt halvfesen længde, men nu er der da lidt. (-: Endnu engang, undskyld!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...