When one idiot suddenly become five

Jin-Kyong, hvis navn er en sammensætning af diamant og klarhed, har det meget godt i Seoul, hvor hun går i skole med sine veninder og shopper. Lige indtil den dag hvor hendes storebror Jonghyun bliver kendt med 4 af sine venner og Jin-Kyong står efterladt alene tilbage - ensom, forelsket og frustreret.

7Likes
8Kommentarer
1591Visninger

1. Start

Jin-Kyong kiggede ud over byen. Det var mørkt og byen så smukkere ud end hun havde troet var muligt. I denne stille, mørke nat hørte hun pludselig et sten på ruden. Hun smilede. Endelig. Hun åbnede vinduet og så He-Ran og Mi-Cha grine og vinke til hende. Jin-Kyong smed sin natkjole på gulvet, kun for at blotte den sexede club-kjole hun havde på indenunder. I nat skulle hun have det sjovt sammen med sine veninder. Hun greb sine højeste stiletter og svingede sig ud gennem vinduet og ud på taget, som skrånede svagt. Forsigtigt kravlede hun hen til det store træ som stod på hjørnet. Hun fik fat i en gren og svang sig elegant videre og endte nede på jorden. Det var tydeligt at hun havde prøvet det før. Hun smilede da hun tog stiletter på og elegant gik hen for at give sine veninder et knus.

"Hey smukke!" He-Ran lignede som altid en gudinde og Mi-Cha strålede om kap med lysene i byen. Jin-Kyong tog sine veninder i hænderne og samme bevægede de sig ned af gaderne. Natklubberne var åbne overalt og flere steder stødte de ind i fyre der var synligt interesserede. Men der var ingenting der faldt i pigernes smag. Mi-Cha grinede da en af fyrene rakte hende en blomst, hun plukkede bladene af den og gav ham så sit baby-face. Så smed hun stilken fra sig og grinende gik de tre piger ned af gaden. Det var nu eller aldrig. Jin-Kyong havde aldrig været sådan rigtig fuld før, men i dag ville hun være det. I nat skulle hun have det rigtig sjovt. He-Ran trak dem ind i den klub hun kom mest i. Der var mennesker af alle størrelser. Piger smukkere end de tre. Fyre som lignede mandlige modeller. Der var de piger som kun kom for at drikke, der var luderne, der var fyrerne som var på drengetur. Alle typer. He-Ran fandt et hjørne til de tre piger og de satte sig og begyndte at drikke. Jin-Kyong mærkede humøret stige. I nat var en god nat, selvfølgelig var det det. Det var natten hvor hun skulle være fuld. Hun begyndte at synge og trak Mi-Cha med ud på dansegulvet. Jo mere hun fik at drikke, jo vildere gik det for sig. Så mærkede hun kærligheden i hende og hun kyssede Mi-Cha på kinden.

"Åh, jeg elsker dig bare så højt, Mi-Chi!" Mi-Cha grinede.

"Du har fået for meget at drikke, søde." Men Jin-Kyong rystede på hovedet. Var der noget hun ikke havde, så var det at få for meget at drikke. Hun kunne sagtens tåle mere, selvfølgelig kunne hun det. Så hun købte endnu mere og drak. Det var som om hun var bundløs og hun fik det sjovere og sjovere. Alle de fyre som lagde an på hende, så pludselig meget sødere ud end de i virkeligheden var og yderkanten af hendes blik begyndte at blive sløret. Så væltede hun over sine egne ben og ind i Mi-Cha som greb hende og slæbte hende ud på toilettet for at plaske lidt vand i hovedet på hende. He-Ran kom ud til dem efterfulgt af en fyr. Hun gennede ham væk.

"Hvad er der sket, Cha?" He-Ran begyndte at stryge Jin-Kyong over håret og lod hende hvile sit hoved i hendes skød. Mi-Cha rejste sig og strakte sine lange, tynde ben.

"Hun har bare fået alt for meget at drikke, He-Ran.." Mi-Cha kunne ikke lade være med at smile ved tanken. He-Ran kom også til at smile.

"Tror du hun skal sove eller skal vi stikke to fingre i halsen på hende?" Mi-Cha trak på skuldrene. He-Ran klappede Jin-Kyong på kinderne.

"Godmorgen putte, skal du hjem og sove?" Jin-Kyong opfangede ikke meget andet end ordet 'sove', men bare det fik hende til at ryste voldsomt på hovedet. Hun pegede ud mod klubben igen. Hun skulle bare danse. Så kunne hun forbrænde lidt af al den kvalme hun havde. Danse. He-Ran fulgte hendes finger og smilede.

"Jeg tror hun har det fint nok, vi skal bare passe ekstra godt på hende, ok?" Mi-Cha nikkede og hjalp He-Ran med at få Jin-Kyong op at stå. Jin-Kyong smilede fjoget. Hendes to veninder grinede af hende. Så gik He-Ran ud til sin fyr igen og Mi-Cha trak Jin-Kyong med ud på dansegulvet igen. I en rum tid stod de to veninder og dansede, så begyndte Jin-Kyong at få føling med det hele igen og Mi-Cha så sit snit til at smutte over for at snakke med en af hendes gamle venner fra skolen, som hun ikke havde set længe. Det var sådan en gammel ven hun længe havde haft et crush på og derfor undlod Jin-Kyong også at sige nej til hende, da hun spurgte om hun var helt på toppen igen. Kvalmen var der nemlig stadig. Jin-Kyong kiggede sig omkring for at finde He-Ran, men hun var ingen steder at se. Derefter valgte hun at gå ud for at trække lidt frisk luft, men i døråbningen stødte hun sammen med en fyr. Fyren smilede af hende.

"Du ser ikke ud til at have det særlig godt." Jin-Kyong rystede på hovedet. Det havde hun bestemt heller ikke. Han tog fat i hendes ryg og hjalp hende udenfor hvor de satte sig lidt længere væk. Så viste han hende hvor der stod en skraldespand og begyndte at snakke om alt i verden. Efter 5 minutters snak hvor Jin-Kyong bare sad og hang blev kvalmen pludselig for meget og hun hastede over til skraldespanden for at kaste op. Solen var langsomt begyndt at stå op. Hun skulle tilbage, ellers ville hendes forældre finde ud af at hun havde været væk. Og hendes storebror ville finde ud af at hun havde været ude for at drikke. Det ville næsten være værre end hvis det bare var hendes forældre. Hun sukkede og fik mumlet 'må hjem' til fyren og begyndte vaklende at gå hjemad. Han grinede af hende og lovede hende at følge hende hjem, hvis hun kunne fortælle ham adressen. Alle lyde blev pludselig så meget højere, så overmandede trætheden hende og hun nåede kun lige at sige 'tak' til fyren, før hun hastede indenfor og op på sit værelse. I træthedens favn glemte hun at tage natkjole på og faldt i søvn så snart hendes hoved ramte hovedpuden. Hendes drømme var præget af sære farver og høje lyde. Og så et ansigt. Det blev ved med at dukke op. Men hun genkendte det ikke. Hun vred sig i søvne og blev så forskrækket at hun skreg da hun vågnede ved et ryk.

"Gå væk..." mumlede hun, men vidste med det samme at det ville være en umulig ting at bede om, når det var hendes storebror der stod på den anden side.

 

Klokken var 12. Hun havde selv hørt det store ur. Men hun orkede ikke at stå op. Hendes hoved gjorde ondt. Og ikke bare ondt - det gjorde så afsindigt ondt at hun aldrig havde prøvet noget lignende. Hvor hun hadede det her. Hun huskede ikke halvdelen af den forgående aften. Hun vidste ikke hvordan hun var kommet hjem, hun vidste ikke hvornår hun var kommet hjem, hun anede hvor Mi-Cha og He-Ran var. Kort fortalt, hun vidste ikke rigtig noget. Om en halv time ville hendes storebror komme hjem fra skole og undre sig over at hun ikke havde været der, når nu han havde vækket hende. Hendes forældre havde været taget på arbejde længe før Jonghyon havde vækket hende. Hun trak dynen op over hovedet og vendte sig på den anden side. Hun havde ikke kvalme længere, men det havde hun haft da hun vågnede. Hun følte sig helt uduelig. Så lukkede hun øjnene endnu engang og forsvandt over i en søvnlignende tilstand. Endnu engang så hun et mandtlig ansigt for sig. Hun kendte det ikke og alligevel så det bekendt ud. Havde hun haft noget med en i går nat? Kysset en? Hun anede det ikke. Så blev døren smækket og i ti hastige skridt stod hendes storebror foran hendes seng med hænderne i siden.

"Forklar." Han prikkede til hende. Jin-Kyong viftede med hånden for at sende ham væk.

"Jeg er syg, gå med dig Jonghyun." Hun havde stadig lukkede øjne, og var næsten overbevist om at ikke engang det ville holde ham væk, men hun blev alligevel overrasket da han satte sig på hendes seng og lagde en hånd på hendes pande.

"Du er overhovedet ikke syg." Han smilede lumsk. "Du har tømmermænd." Hun viftede bare med hånden endnu engang for at få ham til at gå og trak dynen endnu længere op.

"Gå nu bare Jonghuyn..." Hun mumlede gemt i dynen, og hørte ham så grine. Det kom som sådan en overraskelse at hun slog dynen ned og kiggede på ham. "Er du syg?" Han prikkede til hende.

"Nå, var det en god aften?" Den kommentar fik hende til at trække dynen hen over hovedet igen og mumle noget utydeligt. Jonghuyn grinede igen, rejste sig og gik så hen til døren. Inden han forlod hende kiggede han en ekstra gang over på sin smukke lillesøster.

"Jeg får besøg af drengene nuher, men du kan jo få lov at sove rusen ud." Han smågrinede hele vejen ned af trappen. Efter hans besøg var det umuligt for Jin-Kyong at falde i søvn, så hun valgte at stå op, da hun hørte stemmer nede i stuen. Det fik hende til at standse på det øverste trappetrin. Gæster. Jonghuyns gæster. Det var endnu værre. Hun gik tilbage for at hente sin morgenkåbe og svang den omkring sin tynde krop hvorefter hun gik ned til de 5 drenge der sad i stuen og spillede. De havde det sjovt, det kunne hun høre. Så fik hun øje på hendes ukendte ansigt. Eller det bekendte ansigt. Det ansigt hun havde drømt om hele natten. Det var lige der. Midt i hendes stue og det sad på en guddommelig smuk krop. Han fik øjenkontakt med hende og smilede. Hun smilede genert tilbage og skyndte sig så ud i køkkenet. Hvem var den fyr? Og hvorfor stod han i hendes stue? Der var noget vildt mystisk over det. Hun satte sig for at spise morgenmad, men så snart hun så maden fik hun kvalme igen og stillede den langt væk. Hun vidste godt at hun burde tage et bad, men det var virkede så uoverskueligt. Hun kunne ikke glemme at det ansigt hun havde drømt ud sad derude sammen med hendes storebror. Hvis de to var venner - hvad skulle hun så gøre? Jin-Kyong sukkede, rejste sig og sjoskede så ud på badeværelset. Her satte hun sig på toilettet, låste døren og stirrede ind i brusekabinen. Efter små 30 minutter fik hun sig endelig taget sammen til at smide morgenkåben og kjolen for at bevæge sig ind og lade vandet strømme ned over hendes nøgne krop. Der gik mindst en time før hun låste badeværelsesdøren op og gik ud i sin store sweatshirt. Hun havde stadig hovedpine og drengene larmede. Hun nød ellers at se dem spille, det havde hun altid gjort. Der var et eller andet hyggeligt over det når Jonghuyn havde venner på besøg. Men i dag var det anderledes. I dag føltes det akavet fordi han var der. Og hun anede ikke hvorfor han var så bekendt, men det var han. Det var ikke rart at han skulle se hende sådan her. Det bankede på døren og afbrød hendes tankerække og hun skyndte sig ud for at åbne. Hun hørte en af fyrene råbe inde fra stuen af. På den anden side stod Mi-Cha i sine stramme jeans og hendes sexede top. Hun så bare altid godt ud, selv med tømmermænd. Mi-Cha smilede.

"Så du er vågen, putte?" Hun trådte indenfor og Jin-Kyong lukkede døren. De gav hinanden et kram, så hørte de grin inde fra stuen. "Besøg?" Jin-Kyong nikkede og trak Mi-Cha med op på værelset. Mi-Cha satte sig på gulvet, der plejede hun som regel at sidde og Jin-Kyong satte sig i sengen og puttede med sin dyne. Mi-Cha smilede og tog en pude og holdt om. I lang tid sad de bare og kiggede på hinanden, så brød de begge ud i grin samtidig.

"Fik du ballade?" Mi-Cha rullede med øjnene og pegede ned på gulvet for at indikerer at chefen sad nedenunder. Sådan havde de altid betegnet ham, Jonghuyn. Jin-Kyong vidste godt at det bare var for sjov, men det føltes som regel altid lettere at håndtere ham når han var en idiot når nu Mi-Cha og He-Ran godt vidste det. Jin-Kyong rystede svagt på hovedet for ikke at gøre hovedpinen værre.

"Nej, faktisk ikke - han grinede bare af mig." Hun smilede, tog en bamse og kastede den på Mi-Cha, som greb den og kastede den tilbage. Så kravlede Mi-Cha op i sengen til Jin-Kyong og Jin-Kyong indrømmede at hun intet huskede. Mi-Cha begyndte at fortælle, men ikke ét sted kunne Mi-Cha huske at Jin-Kyong havde haft snakket med en fyr. Da Jin-Kyong fortalte hende at han sad nede i stuen sammen med Jonghuyn og resten af slænget insisterede Mi-Cha på at hilse på dem. Mi-Cha var svær at tale fra noget, når hun først havde sat sig noget i hovedet og det endte med at de to langsomt, fnisende og forsigtigt gik ned af trapperne for at liste hen til stuen for at kigge ind på de 5 drenge der sad derinde.

 

Han hed Minho. Choi Minho. Jin-Kyong tyggede på navnet. Det passede i hvert fald godt til ham, andet kunne hun ikke sige. Hun sad alene på sit værelse. Det var to dage efter hendes tømmermænd og hun havde det egentlig godt. Bortset fra ham Minho. Han sad fast i hendes hoved og det var stadig ikke lykkedes hende at finde ud af hvorfor. Han var bare hendes storebrors ven og sådan var det. Minho. Men alligevel. Der var noget over ham, som ikke bare var 'hendes storebrors ven'. Noget helt unikt. Og hun kendte ham et eller andet sted fra, men hun anede ikke hvor. Så hørte hun trin på trappen og døren blev åbnet. Hun kiggede ikke engang op for hun vidste at det måtte være hendes storebror. Derfor blev hun også meget overrasket over at høre hendes mors stemme.

"Jin-Kyong, Jonghuyn har noget han gerne vil fortælle os alle sammen nede i køkkenet. Kommer du ned?" Jin-Kyong kiggede op og nikkede så. Noget Jonghuyn ville snakke om? Nej, ikke snakke om. Fortælle. Det gav ikke rigtig mening i hendes hoved. Jonghuyn sagde aldrig noget, og især ikke til hende. Som regel nøjedes han med at drille hende og sikre sig at ingen fyre fik fingre i hende. Det var det eneste han lavede. Så godt som, i hvert fald. Nede i køkkenet sad de alle sammen rundt om bordet. Jonghuyn sad og kiggede ud i luften, hendes far sad og trillede tommelfingre og hendes mor havde netop sat sig og begyndte at rense sine negle. De havde alle deres sære vaner, men det var nu hendes familie alligevel. Jin-Kyong satte sig ved bordet og kiggede på sin storebror. Hvad var det der var så interessant at hele familien skulle være samlet. Hun iagttog ham. Så hvordan han trak vejret dybt, trak mod til sig.

"Jeg skal være med i et band, SHINee. Sammen med Minho og tre andre fyre.." Hun løftede et øjenbryn.  Hendes bror.... SHINee? Hun tabte tråden et øjeblik.

"Vent lige et øjeblik! Vil det sige du skal være musiker?!" Jonghuyn nikkede og smilede så. Jin-Kyong rejste sig. Uretfærdigt var det. Det hele var bare så pokkers uretfærdigt. Vredt og skuffet forlod hun køkkenet og gik op på sit værelse. Og så i et band med Minho. Hvornår skulle hun så få Minho at se igen? Aldrig. Næste gang hun så sin bror ville han jo være omgivet af stjerneglitter og milliarder af fangirls. Der var intet værre end berømmelse. Det var til at brække sig over. Jin-Kyong satte sig under sit skrivebord og surmulede. I bund og grund hadede hun vel kun berømmelse fordi det ikke var hende der fik den, men hendes storebror. Jovist var han da godt til at synge, men hun var da mindst ligeså god som ham. Bare fordi hun var 1½ år yngre. Det hele føltes bare så uretfærdigt. Tanken om ikke længere at skulle se Minho nagede hende forfærdelig meget. Hun snøftede og det gik op for hende at hun var begyndt at græde. Hun lod tårene trille ned over kinderne. I starten løb de bare roligt. Hun kunne mærke hvordan de stoppede op og tøvede halvvejs nede af kinden, før de lod sig trille hele vejen ned. Så tørrede hun sine øjne. Det var barnligt det her. Det var barnligt at græde fordi Jonghuyn skulle være kendt. Hun burde være glad for det. Et eller andet i hende modsagde bare hele glæden ved det. Der var ikke noget at være glad for. Det bankede på døren og Jonghuyn trådte ind. Han satte sig på hug foran hende og begyndte at ae hendes knæ. Sådan gjorde han altid når hun var ked af det. For han beskyttede hende. Det havde han altid gjort, og det ville han altid gøre. Før i tiden havde hun hadet det, været så træt af at han aldrig lod hende gøre noget for sig selv. Men nu hvor det hele snart skulle tages fra hende, føltes det rart at blive beskyttet. Bare en sidste gang inden hun tog afsked med ham. Jonghuyn sagde ingenting, men lod hende bare tænke sine tanker igennem. Så kiggede hun op på ham og mødte hans blik. Han smilede svagt.

"Jeg forlader jer jo ikke, Jin-Kyong." Hun faldt ham om halsen og knugede sig ind til ham. Hans ord ville være løgn, selvfølgelig ville han forlade dem. Der ville komme fangirls, der ville ende med at være bodyguards, han ville blive rig og berømt, finde sig en modelkone i USA og flytte væk. Jin-Kyong så allerede hvordan musikken langsomt hev hendes bror væk fra hende. Fra hele deres familie. Jonghuyn aede hendes ryg, sådan som han havde gjort i utallige år. Efter lidt tid slap Jin-Kyong sin bror og smilede.

"Undskyld, Jonghuyn.." Jonghuyn gengældte hendes smil og hjalp hende ud fra skrivebordet og op at stå.

"Du skal ikke undskylde, jeg synes også det er lidt underligt. Du skal nok nå at blive rigtig træt af mig alligevel.." Han puffede til hende og Jin-Kyong kunne ikke lade være med at række tunge af ham.

"Du får nok at tænke på!" Så puffede hun ham ud af værelset og blev stående i døren og kiggede efter ham mens han gik ned i køkkenet for at snakke videre med deres forældre. Jo, han skulle nok få en masse ting at tænke på. Og hun ville ikke blive en af dem. Desværre ville hun selv forvandle sig til en fangirl, når Minho blev kendt. Hvis bare hun dog vidste hvorfor hun tænkte på ham konstant. Men det vidste hun ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...