The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

158Likes
1613Kommentarer
22083Visninger
AA

3. Opkrævningen

Man skulle jo selvfølgelig tro, at alting nok skulle gå, når vi havde fået så mange ting den dag! Men der var jo den ting, man kaldte for ”skat”. I vores tilfælde, var det mere en skat om, hvor mange bank vi skulle have hver uge, hvis vi ikke betalte nok.

”Kibum, hvor er denne uges penge?” sagde hans velkendte stemme, da han stod i døren til vores hus, med sine to bodyguards. Jeg brød mig slet ikke om dem, det var der ingen der gjorde.

”Hvor meget?” spurgte Key helt koldt til Manhae. Han var den bølle i byen, som var rigest. Han havde sin bande, så ingen turde stille sig op mod ham. Han fik sine penge fra andre lovløse, ved at true pengene ud af dem. Sådan nogle som os. Udover det vidste alle, at han også solgte stoffer til uvidende, unge mennesker efter skoletid.

”Hvor meget kan man forlange, af et par tyve?” spurgte Manhae og forsøgte at være sjov. Vi grinede ikke, men hans bodyguards lavede små, falske grin. Manhae gik over til Key, som var ved at tælle pengene sammen. Han lænede sig ind over hans ryg, høj som han nu var. Key gyste af, at få Manhaes ånde i nakken, men han turde ikke sige ham imod.

”Hold dig væk fra Key!” råbte Jonghyun, da han kom vadende ind i huset. Manhae trak sig straks væk fra min umma, og rettede sit blik mod Jonghyun, som var en del lavere end ham selv.

”Denne uges opkrævning kommer ikke af sig selv,” sagde Manhae med et skævt smil, hvorefter han rettede sit blik mod mig.

”Medmindre I vil betale af på en anden måde? Jeres ’søn’ er også meget sød,” sagde Manhae. Jeg gispede forskrækket, da det løb mig koldt ned ad ryggen.

”Her!” udbrød Key straks og stak alle pengene i favnen på Manhae, og stillede sig mellem mig og ham. Manhae så på alle de penge og smykker, han havde fået i hænderne. Det var alle de ting, jeg havde samlet sammen gennem hele dagen. Manhae smilede skævt over alle de rigdomme, og nikkede til sine bodyguards. Han sendte os et sidste blik.

Han sendte mig et sidste blik.

”Vi ses næste uge. I skal have mindst ligeså meget klar der, ellers er det den lille dreng, der kommer til at betale, forstået?” sagde han med et grin, og forlod vores hus med sine ’venner’.

”U-Umma!” sagde jeg bange, og mine ægte tårer begyndte at presse på. Key omfavnede mig straks trygt ind til sig imens han nussede mit hår helt forsigtigt og blidt.

”De gør dig ikke noget, Minnie, vi skal nok beskytte dig, okay?” hviskede han stille. Jeg kunne høre, at han også selv var lidt bange for dem. Mig og Key var svage, i forhold til dem. Den eneste, som havde en lille chance mod dem, var Jonghyun, da han havde stærke arme.

”Omo,” sagde Key pludselig med store øjne. Jeg så på min umma, det samme gjorde Jonghyun.

”Hvad?” spurgte vi nysgerrige, da Key tydeligvis havde fået en idé, som måske ville redde os. Redde mig.

”Jeg har hørt, at prinsen kommer til byen i morgen, men han har nok for mange vagter på, til at vi kan udnytte situationen,” sagde Key og sukkede lavt. 

”Hvis han er så rig, så kunne han da godt give lidt til de fattige,” beklagede Jonghyun sig. Jeg sagde intet, imens jeg blot tænkte over det hele. Hvis jeg nu gjorde mig rigtig umage, ville prinsen så falde for mit søde ansigt?

Hvis det fejlede, kendte jeg dog godt konsekvenserne; fængslet. Jeg havde hørt, at prinsens hjerte var koldt som is, men så var det jo godt, at mit ansigt altid gjorde folk helt varme om hjertet. Så jeg håbede på, at jeg kunne smelte isen, og nå ind til ham.

Det vil sige, bare indtil jeg fik nogle af hans rigdomme, hvorefter det var den samme procedure igen: Løb!

Jeg vidste dog, at Key og Jonghyun ikke ville lade mig gøre det, fordi det ville være for farligt. Jeg var ligeglad. Jeg ville gerne betale dem tilbage for det, de havde gjort. Jeg ville gøre dem glade og stolte af mig. Som jeg fejlede at gøre mine rigtige forældre stolte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...