The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

158Likes
1613Kommentarer
22084Visninger
AA

34. Ligesom roseblade

Taemin så forsigtigt over på mig, med et par meget svage øjne. Jeg løb straks over til sengen og begyndte at binde hans hænder fri. Rebene var stramme, og der var blod her og der. Det var Taemins blod, da der var sår omkring leddene. Rebene havde været alt for stramme, imens Taemin har forsøgt at komme fri og slippe væk.

”Hyung,” hviskede han lavt, da jeg fik hans ene hånd bundet fri, og begyndte på den anden. Taemin så på mig uden rigtigt at sige mere. Han kunne nok ikke få noget ud. Alt for mange stoffer havde blandet sig i han blod.

Jeg fik hans anden hånd fri og satte ham forsigtigt op. Han var ligesom en kludedukke, helt uden muskler der kunne støtte ham. Alligevel lagde han blidt en af sine blodige hænder over min skulder og lagde sit ansigt ind mod min hals for tryghed. Jeg kunne mærke nogle af hans tårer, der løb ned og ramte min hals.

”Tak fordi du kom, hyung,” hviskede han med en hæs stemme. Jeg lagde blidt min ene hånd omkring livet på ham, mest for at støtte ham, men også fordi jeg havde brug for at mærke hans varme for at vide, at han stadig var i live.

”Jeg elsker dig, Taemin,” sagde jeg lavt. Jeg kunne ikke holde det tilbage længere. Jeg elskede ham så forbandet meget, at jeg ville være sammen med ham i al evighed. Han var jo min prinsesse.

”Jeg elsker også dig, Minho hyung,” sagde Taemin lavt med hans svage stemme. Jeg rettede forsigtigt mit ansigt mod hans. På det tidspunkt var jeg helt ligeglad med Onews væddemål; jeg ville kysse Taemin. Der var ingen til at forstyrre os, og vi var ligeglade med den døde bandeleder, der lå på gulvet nogle meter fra os.

Vi lukkede vores øjne i og kørte blidt vores læber hen over den andens. Hans læber var, som jeg havde forestillet mig; bløde som roseblade og varme. Jeg kunne næsten ikke give slip på ham igen, da vi først begyndte at plante små kys over den andens læber. Jeg havde savnet ham så meget, at jeg var ligeglad med tid og sted, hvor vi fik vores første kys. Jeg ville så gerne skylle alle de ting væk, som Manhae havde gjort ved ham. Jeg ville gøre det med kys, indtil videre.

”Lad os komme tilbage til paladset, Taemin,” sagde jeg, da vores læber løsrev hinanden. Taemin nikkede forsigtigt og faldt nærmest sammen i mine arme. Jeg tog min knælange, sorte jakke af, og gav ham den på, da jeg ikke kunne finde hans tøj. Jakken gik dog lidt længere ned, end til knæene på Taemin.

Jeg løftede blidt Taemin op i mine arme, da han knapt nok kunne stå op. Han smilede forsigtigt til mig, da jeg gik ned af trapperne. Jeg kunne tydeligt se på møblerne i huset, at alle dem fra banden var flygtet i en fart. Alle møblerne var væltet eller flyttet gevaldigt meget.

Heldigvis stod min hest stadig udenfor, og var hverken flygtet eller blevet taget. Jeg satte Taemin op på hesten i damesaddel, med begge benene ud over den ene side, hvorefter jeg satte mig op bag ham og holdt fast i ham. Han lænede sig en smule ind mod mig med lukkede øjne, imens jeg tog tøjlerne.

Vi red da endnu engang gennem gaderne, for at komme fra det skumle kvarter, til det fine kvarter og derefter paladset. Folk kiggede måske en lille smule, men det gjorde mig intet, og Taemin lå allerede og sov sødt i mine arme. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Vi var endelig sammen igen, og jeg havde endda kysset ham for første gang.

Jeg tænkte dog lidt over, om han overhovedet kunne huske noget, efter alle de stoffer han havde fået? Alligevel så han allerede meget bedre ud, end da jeg så ham gennem sprækken i døren. Hans hud var ikke helt så bleg, som den var før, og hans vejrtrækninger var meget mere stabile. Stofferne var allerede ved at aftage, heldigvis.

Vagterne der stod ved porten til paladset åbnede den straks, da jeg kom ridende. De så dog efter mig med et par forvirrede blikke. Jeg havde bragt tyven tilbage til paladset, trods han havde forsøgt at stjæle fra mig.

Hesten stillede jeg ovre ved stalden, hvor et par vagter tog imod den, så jeg kunne bære Taemin ind i seng hurtigt, og før min far opdagede det. Han ville gå helt amok, hvis han vidste noget. Heldigvis havde han altid så travlt. Denne gang havde han travlt med, at forberede slottet på besøget fra Japan. Det var en kongefamilie der kom, og jeg skulle også være til stede på det tidspunkt. Jeg ville dog meget hellere være sammen med Taemin, i stedet for at være sammen med én eller anden kongefamilie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...