The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

159Likes
1613Kommentarer
22198Visninger
AA

11. Inderlige ar

Jeg trådte ud på badeværelset, der hørte til mit værelse. Jeg havde slet ikke set det endnu. Det var enormt! Samme farver som værelset, som mere varme. Der var store spejle over alt, eksotiske planter og et kæmpe spabad. Jeg følte virkelig, at jeg var i himlen.

”Når du har taget et bad og klædt om, så mød mig nede i køkkenet,” sagde Onew og smilede idet han gik ud af badeværelset. Jeg sukkede lettet. Han havde heldigvis ikke tænkt sig at blive.

Karret var fyldt til kanten, da jeg satte mig ned i det med min nøgne krop. Jeg skammede med sådan over min krop. Den lignede en piges før hendes pubertet. Jeg var helt flad. Ikke én muskel på min overkrop, ikke engang på mine arme. Mine ben var stærke af at løbe, men det var heller ikke noget, man kunne se. Det var derfor, at de fleste troede, at jeg var en pige, når de så mig. Ikke nok med det, min krop var næsten helt mælkehvid. Den var ren, men bar på en masse skamfulde ar, der sikkert aldrig ville forsvinde.

Var der overhovedet ingen, der kunne fjerne mine ar? De ar, jeg har i min sjæl? De ar der gør, at jeg aldrig tør at elske eller blive elsket. Min første kærlighed fra mine forældre var jo en løgn. Kunne jeg overhovedet stole på kærligheden længere? Eller ville den bare udnytte mig endnu engang?

”Ah, tid til at gøre sig klar,” sagde jeg, selvom jeg elskede den rene vand, der omringede min krop og min hud. Det var næsten som om, at alting var skyllet bort, trods det kun varede indtil jeg steg op af karret. Så kom alt tilbage til mig igen.

Jeg gik ind i mit værelse igen, kun iført et håndklæde, hvorefter jeg begyndte at skifte til den uniform, der endnu lå på min seng. Jeg tænkte, at jeg helt sikkert kom til at ligne en idiot i den. Det var slet ikke mig sådan noget. Tjeneruniform. Tjener for prinsen. Jeg var ved at kaste op bare ved tanken.

 

”Onew hyung!” nynnede jeg, da jeg trådte ind i slottets hovedkøkken. Der var selvfølgelig mere end ét køkken, på dette enorme sted. Onew vendte sig mod mig og smilede stort, da han så mig i min tjeneruniform. Den sad, som var den syet til mig. Det var lidt mystisk, de kendte jo slet ikke min størrelse eller noget.

”Aigo! Okay, men din første opgave er, at servere morgenmad for prinsen. Han står op om syv minutter, og skal have morgenmad på sengen her til morgen,” sagde Onew og tjekkede sit armbåndsur. Selvfølgelig. Morgenmad på sengen. Han var jo også så forkælet. Jeg hadede ham.

”Giv ham den her bakke,” sagde Onew og rakte mig en stor bakke af sølv, helt sikkert ægte. Jeg havde dog undret mig over noget, hvorfor hjalp Onew mig? Det her var jo mit arbejde, han var kongelig, hvorfor hjalp han mig?!

”O-Okay,” sagde jeg forsigtigt og forsøgte at balancere med alle de ting, der stod på bakken. Pandekager og en masse andre ting, jeg ikke så. Jeg stirrede bare på pandekagerne. Jeg elskede pandekager.

”Omo… Er det… Bananmælk?” mumlede jeg imens jeg måbede. Onew begyndte at grine.

”Den fineste af slagsen. Minho kan generelt ikke lide mælk så godt, men han skal have noget kalk,” sagde han. Jeg nikkede forsigtigt, imens jeg balancerede med bakken hele vejen op til Minhos værelse. Det var nemt at finde, man skulle bare følge de gange, hvor der var flest livvagter.

 

Da jeg endelig stoppede op, var det ved en enorm dør. Den lignede min værelsesdør, dog helt klart mere fin og endnu dyrere. Jeg himlede med øjnene helt kort, før jeg bankede på døren, som jeg havde fået at vide, at jeg skulle gøre. Først derefter trådte jeg ind i det mørke rum, hvor Minho endnu lå og sov meget tungt. Gardinerne var stadig trukket for vinduerne, så Solens lys blev holdt ude.

Jeg stillede morgenmadsbakken på bordet, og gik over til gardinerne ved siden af Minhos seng, imens jeg kastede et enkelt blik på den sovende prins. Han sov i bar overkrop. Hans silkedyne dækkede knapt nok hans navle, imens resten over var helt synligt. Hans tydelige mavemuskler, der virkelig gjorde mig en lille smule misundelig. Jeg besluttede mig dog hurtigt for, at trække gardinerne fra, så jeg kunne få ham vækket. Jeg grinede indeni.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...