The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

158Likes
1613Kommentarer
22087Visninger
AA

9. I månelyset

De trak mig med sig, hårdt i armene. Jeg kunne mærke, at jeg ville få blå og røde mærker af det. De ville være sikre på, at jeg ikke slap væk. Hvis jeg først var begyndt at løbe, kunne de ikke fange mig igen. Jeg var for hurtig. Det var kun en fordel, når man levede det liv jeg havde. De trak mig med ind i en mørk gyde, hvor de sikkert ville gøre det, de nu havde i tankerne.

Jeg vidste, hvad de havde i tankerne. Jeg havde prøvet det så mange gange før, og blikket var for evigt i min hukommelse. De øjne, de havde. Det var de samme øjne, min far plejede at have, når han ville gøre det.

Manhae tog fat i min jakke og nærmest flåede den af mig. Jeg kunne høre, at syningerne i hvert fald gik op med det samme. Han tog da fat i min trøje og trak op i den, så min mælkehvide mave kom til syne. Min mave, der lignede en piges før puberteten.

”Stop!” skreg jeg og prøvede på at vride mig fri, da hans ækle hænder rørte min mave, og blot fortsatte længere og længere op. Det var ingen nytte. Hans livvagter havde alt for godt fat i mig. Hans ækle hænder begyndte at knappe mine slidte jeans op, hvorefter lynlåsen røg ned. Jeg kunne mærke, at mine øjne blev fyldte med tårer. Jeg ville ikke opleve det! Ikke igen! Jeg ville ikke opleve smerten i hjertet, man er efterladt med. Smerten om, at man ikke har nogen magt over sin egen krop.

Pludselig gav deres hænder slip på mig, altså de to livvagter. De faldt straks til jorden med to høje bump. De var blevet sparket over benene, og var faldet sammen af det. Det var sikkert bare et enkelt spark ind bag deres knæ. Det kunne få selv den stærkeste kæmpe til at falde sammen. Manhae fik et chok af de høje bump og gav slip på mig.

I samme sekund, blev der taget fat i mit ene håndled, og jeg blev trukket hårdt med. Jeg gispede forskrækket, men løb hurtigt med. Jeg fik dog heldigvis knappet mine bukser i al den hast. Jeg følte, at jeg var reddet. Mit hjerte lettede. Indtil jeg så den person, der havde reddet mig.

”DIG!” udbrød jeg vredt og bremsede op. Det samme gjorde han. Han så koldt på mig, som han hele tiden havde gjort.

”Er du rigtig klog?! Vil du gerne have, at de fanger dig?!” spurgte han vredt og så sig tilbage, hvor livvagterne var ved at komme på benene igen. De var omkring hundrede meter væk, og kunne nå os på ingen tid.

”Hellere dem end dig,” sagde jeg koldt. Han himlede med øjnene og tog da bare fat i mit håndled igen, og fortsatte med at trække mig med. Jeg begyndte først at samarbejde, da jeg så, at livvagterne var kommet på benene igen, og jagtede os, sammen med Manhae.

”Okay, måske vil en lille del af mig hellere med dig,” mumlede jeg opgivende og satte farten op, for at løbe op på siden af min redningsmand, Minho. Ja, selve prinsen, Choi Minho, havde reddet mig, den ”usle tyv”.

”Hvilken del af dig?” spurgte Minho.

”Min bagdel.”

 

”Jeg tror, vi slap fra dem,” hviskede jeg lavt, da vi stoppede op en kilometer senere. Minho prøvede på at få pusten igen. Han var nok ikke vant til at løbe så meget, han havde jo sikkert en hest til det.

”Eller måske ikke,” mumlede jeg lavt, da jeg så Manhae og hans livvagter et stykke væk. De havde endnu ikke set os, men hvad skulle vi gøre?!

”Herind!” hviskede Minho og tog fat i mig endnu engang. Han trak mig med ind i en meget smal, lille gyde. Her var helt mørkt, fordi lyset fra gadelygterne ikke kunne nå herind. Det var et perfekt skjulested, hvis der altså havde været plads nok. Minho blev nødt til at presse mig op af murstensmuren, med ham ind mod mig, for at vi kunne være der, imens vi var usete. Han dækkede for os begge med sin mørke jakke.

Hans bryst var presset ind mod mit. Jeg kunne mærke hans hjerte slå hårdt, på grund af hans forpustelse. Skridtene fra Manhae og hans livvagter kom nærmere. Jeg holdt på vejret og lukkede stramt mine øjne i, imens jeg bad til, at de ikke så os. Hvis de så os, var det ude med os. Fuldstændigt ude med os!

”Jeg tror, de løb den her vej, boss!” råbte en af livvagterne i en helt anden retning. De var, ærligt talt, ikke for kloge. Først da vi ikke kunne høre dem længere, trak Minho sig lidt væk fra mig, så vi ikke var presset helt sammen mere. Først der, kom fuldmånen frem fra bag skyerne, og afslørede Minhos utroligt smukke ansigt fra en helt ny vinkel. Han havde perfekte markeringer i ansigtet, en model værdig. Hans hud var ren og perfekt. Den var en smule mørkere end min, men det gjorde den bare mere perfekt. Hans læber var simple, flotte og i perfekt stand. Der var ingen sår, de var heller ikke tørre. 

Den måde måneskinnet ramte hans ansigt på, var helt ubeskrivelig. Han blev jo nærmest smuk, når man så sådan på ham. Det mest perfekte ved ham, var dog hans øjne. De var store, smukke og fangende. De havde en mørkebrun farve, næsten ligesom mørk chokolade, med et smukt skær.

For at være ærlig, kunne jeg bedre lide den måde hans hår sad på nu, end før. Før var det alt for finredt, nu var det lidt mere naturligt, og faldt perfekt.

Mit hjerte begyndte langsomt at banke hårdere og hårdere, hurtigere og hurtigere. Jeg var ikke forpustet, så hvorfor bankede det sådan? Han var jo bare en åndssvag, dum, selvglad prins.

En åndssvag, dum, selvglad prins, der havde reddet mig. Hvorfor havde han reddet mig? Jeg troede, at jeg bare var en pest for ham. Noget, der bare skulle udryddes.

Alligevel, havde han reddet mig fra den skæbne, jeg også havde prøvet da jeg var lille. Jeg ville helt sikkert aldrig prøve det igen! Min far havde gjort det så mange gange ved mig, nu var det slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...