The Prince and The Thief {2min}

Minho var en arrogant prins, gjorde hvad han ville og havde hele landet i sin magt. Taemin var en tyv, som stjal fra de rige, alligevel havde han det reneste hjerte og den smukkeste sjæl. Han var en sand engel, på lovens kant. Da skæbnen vil, at de mødes, opdager de hurtigt, at de aldrig vil kunne holde hinanden ud. Alligevel, har de én ting til fælles: De kan begge forelske sig.

159Likes
1613Kommentarer
22196Visninger
AA

4. Det oplagte tyveri

Larmen begyndte i gaderne. Paraden var begyndt. Selvfølgelig skulle der være en parade, når prinsen kom til byen. Jeg havde hørt, at han skulle være den mest arrogante skabning, der fandtes. Han var ligeglad med, hvad folk mente om ham, fordi han havde magten over alle. Hver og én! Undtagen mig. Jeg ville ikke lade ham få magten over mig, ligesom loven heller ikke havde magten over mig.

”Omo, sikken blærerøv,” mumlede Jonghyun, da vi så en hel flok med sorte heste, der kom ridende. Der sad vagter i fine uniformer på dem. De havde geværer og sabler, der kunne dræbe et menneske på få sekunder.

De kunne dræbe en tyv på få sekunder. Jonghyun, Key og jeg stod og så på oppe fra et tag af. Vi lå faktisk på taget og så ned på paraden, med vores hoveder og arme ud over kanten. Jeg lå bare og betragtede hele paraden, imens hundredvis af soldater kom ridende. Prinsen var endnu ikke i syne. Kom han overhovedet?

”Bangebuks,” mumlede Key, og hentydede til alle de livvagter prinsen havde. Jeg opfangede dog hurtigt, at der kom en hvid hest til syne, og alle menneskerne, der stod linet op i lange, tykke rækker ved paraden, jublede og hyldede ham.

Prinsen.

Hans hest var hvid som sne. Hans hår sort som det reneste kul. Hans hud en anelse mørkere end min. Hans uniform var hvid med et rødt ordensbånd med kanter af guld. Den måde kanterne skinnede i Solen… Det var helt sikkert ægte guldtråde! Ingen tvivl om det, han havde pengene til det.

”Tænk hvor mange penge vi kunne få for det bånd… Så skulle vi aldrig bekymre os om Manhae og hans bande igen,” mumlede Key og sukkede lavt. Jeg bed mig blidt i min underlæbe. Jeg ville gerne gøre min umma og appa glad. Jeg ville gerne betale dem tilbage for det, de hade gjort for mig.

Jeg rejste mig straks op og klatrede hurtigt ned fra hustaget, som jeg havde lært at gøre, i tilfælde af, at jeg skulle flygte fra nogen. Key og Jonghyun så efter mig med store øjne.

”Taemin-ah!” råbte Jonghyun. Jeg svarede ikke, og da jeg var landet på jorden, løb jeg mod paraden. Jeg måtte skynde mig, før prinsen var væk. Key og Jonghyun råbte efter mig, det kunne jeg høre i baggrundsstøjen fra mennesker omkring mig.

”Undskyld mig! Undskyld! Må jeg lige komme igennem?” sagde jeg, da jeg maste mig gennem menneskeflokken af tilskuere, for til sidst at ende forrest. Jeg gispede forskrækket, da jeg næsten var ved at blive skubbet ind i en livvagts hest. Hesten blev ligeså forskrækket, og stejlede straks. Jeg skreg kort op af frygt. Den svingede med sine hove, imens vagten, der sad på den, forsøgte at berolige den.

Det gik ikke så godt, da hestene rundt om den også gik i panik. Jeg bed mig selv i min underlæbe. Det var vist ikke så godt?! Folk omkring mig panikkede også. Prinsen så straks over på de livvagter, der ikke kunne styre sine heste. Jeg fik pludselig et lille grin over mine læber. Det var perfekt! Det oplagte tyveri.

Vagterne, der var til fods, løb ind mellem hestene, og forsøgte også at få dem til at falde ned. Der tog jeg chancen! Jeg sneg mig ind mellem dem, hen til prinsen, hvis hest var den eneste, der ikke var helt i panik. Jeg sneg mig ind på ham bagfra, skråt bagfra, selvfølgelig. Mit blik var på båndet over hans overkrop. Hele tiden. Den smukke guldkant, vi kunne købe et helt slot for.

Jeg fik fat i båndet med succes og guldmanchetten, som den blev sat sammen med, blev åbnet. Nu skulle jeg bare have båndet af ham, uden han opdagede det. Han råbte af sine livvagter, og havde tydeligvis travlt.

Jeg gjorde det! Jeg trak båndet af ham med succes! Jeg blev ikke opdaget! Troede jeg… Jeg var lidt for langsom til, at komme væk, og prinsen tog fat i mig. Han tog fat i mit kastanjefarvede hår og trak mig helt op at stå på mine tæer. Jeg lukkede mine øjne stramt sammen, imens jeg holdt omkring hans arm, for at få ham til at slippe.

Han så mig direkte ind i mine øjne, med hans mørke øjne. Hans chokoladebrune øjne, der virkelig bare kunne se direkte ind i min sjæl. Han blik føltes som tusinde roser, der viklede sig op af min krop, med sine bløde blade, og skarpe torne.

”A… A-pa,” hviskede jeg lavt og lukkede endnu engang mine øjne stramt i. Jeg vidste, at nu ville det snart være forbi, især fordi hestene omkring os var faldet til ro, og alles blikke hvilede på mig og prinsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...