But, you CAN'T fly!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2011
  • Opdateret: 15 okt. 2011
  • Status: Færdig
En pige mister selvtilliden til sig selv, men hun forholder sig stærk, og forstår endelig hvad hun blev sat til i livet. Alt dette sker på grund af mobning - denne grufulde ting, som slet ikke burde være her!

1Likes
5Kommentarer
1173Visninger
AA

1. But, you CAN'T fly!

Hun holdt ud, til den sidste dråbe - men hun vidste ikke hvorfor.

Hun forstod ikke, hvorfor hun stadig lod det være sådan, hun blev påvirket af mobningen, men hun lod sig ikke mærke.

Hun havde ingen hun elskede. Ingen hun holdt af, måske med få undtagelser. Hun havde ingen 'ægte' venner, hun hadede dem alle. Alle i klassen, piger og drenge, de mobbede hende, men hvorfor, vidste hun ikke. Hun var ikke anderledes end dem, eller det følte hun nu, efter så mange års mobning. Hun følte ikke at hun hørte til på jorden, men i et andet univers, et der kunne være hendes, hvor hun kunne være sig selv, sammen med nogle hun holdt af og elskede.

Hun ville blive respekteret, hun ville blive holdt af! Men ingen respekterede hende, alle skulle de mobbe hende, skubbe, slå, sparke, kritisere og nedgøre hende, ingen gode kommentarer, ikke overhoved. Måske én i løbet af et år, men ikke mere.

Men hun græd ikke. Måske de første to år, andet og tredje år, der kom hun grædende, græd i skolen af mobningen, græd hjemme, men ellers ikke. Hun havde besluttet, at, ja, det kunne der ikke gøres noget ved. Det her ville blive mobning, der ville fortsætte, helt til hun skulle ud af skolen, det var hun sikker på. For de blev ikke klogere de mennesker, det blev de ikke.

Hun havde gjort sig hård, hun græd kun sjældent, men græd ikke over mobningen, nej, aldrig. Når hun fik dårlige bemærkninger, var hun lige glad, eller svarede hårdt tilbage. Men fik hun en bemærkning, der virkelig var hård, holdt hun stadig ud, lukkede øjnene, tog en dyb indånding, eller gav mennesket igen af kommentaren. Men menneskene lo bare af hende, når hun gav dem igen, og så blev de ved, de smed dårlige kommentarer i hovedet på hende. Hun holdt det inde, indeni havde hun lyst til at skrige og græde, men hun gjorde ingen ting, hun holdt ud.

Hun blev slået når menneskene syntes hun gjorde noget forkert, de sparkede hende fordi de sytnes det var sjovt, og de var grusomme, men hun lod det ikke mærke på sig - hun var lige glad. Hun blev holdt ude af alting, og lærerne så det ikke, for menneskene var forsigtige, ingen måtte vide, at de mobbede.

Når hun kom hjem, satte hun sig i vinduet, åbnede det, hun trængte til frisk luft, tændte musikken og skruede højt op, og tænkte sig dag i gennem. Hun brugte timer i sin seng med computeren i hånden, hun brugte timer i vinduet og med musik, musik der gjorde hende trist, selv om det kun var glade sange - alt gjorde hende trist. Hun kiggede på naturen og sukkede. Bare hun kunne forsvinde i ét med naturen - hvis hun forsvandt ville ingen alligevel bemærke det.

Men én pige var den værste - værre end alle andre. Pigen var fra udlandet, hun kom til i tredje klasse, der hvor mobningen for alvor blev hård og tog til - stærkere og stærkere, stærkere end en storm. Pigen var så grusom, så utrolig grufuld, at det var svært at fatte. Pigen mobbede så meget, hun mobbede kun denne ene person, ingen andre. Når der var voksne til stede, og man fortalte hvad hun havde gjort, så var hun bare et englebarn; "Nej, det har jeg aldrig gjort!" Og utroligt nok, så lød hun så overbevisende, at de voksne troede på hende, og mobningen kunne dermed kun fortsætte, og blive værre og værre uden at de voksne opdagede det!

Ingen voksne gjorde noget ved det. Hun fortalte ikke sine forældre det, hun var bange for det, hendes far ville blive sur, og hendes mors reaktion ville hun først kende hvis hun sagde det, men hun turde bare ikke - om det var frygt, eller hvad, vidste hun ikke. Hun havde også i et halvt år overvejet, at spørge sine forældre, om hun ikke måtte flytte skole, men turde heller ikke. Hun var også bange for, at mobningen ville fortsætte på den nye skole, hvis hun altså blev overflyttet, bange for at hun ingen venner ville få på den nye skole.

Denne pige var hård som stål, gav man hende et sværd i hånden ville hun straks dræbe alle der kom i vejen for hende uden tøven - hun var lige glad med dem. Hun var en morder, dræber, hun var ligeglad.

Pigen blev også omtalt som 'mærkelig', 'underlig', 'anderledes', og det endte jo bare med, at hun så sig selv som anderledes, mærkelig, og underlig, endda ubrugelig!

Af al den mobning, blev hun netop underlig. Hun var bare underlig i sit sind, og det var på grund af mobningen. Hun satte alle farver sammen, alt der ikke passede sammen, og de dage hvor hun for en gangs skyld bare ville se normal ud, var det også forfærdeligt - hun fik dumme kommentarer der. Det anstrengte hende hele tiden at være unormal, ikke at se ud som andre, og når hun så gjorde, så fik hun som regel disse kommentarer: "Ej, hvor ser du grim ud!" eller "du er jo normal! Det ser ikke pænt ud!", og det hadede hun. Hun hadede sit liv.

Hun havde også i lang tid overvejet, om hun ikke bare skulle begå selvmord, når der alligevel ikke ville være nogen, der ville savne hende. Men heldigvis, så vidste hun ikke hvordan hun skulle begå selvmord, og var også bange for det, og hvad hvis det skulle slå fejl, hvilke kommentarer ville hun så få, fra dem der vidste det? I stedet for at skære i sig selv, så pinede hun sig selv med sine negle, borede neglene dybt ind i huden flere steder, og fik dybe sår af det - hun har stadig et sår et sted på brystet, og på venstre håndled.

Hun hader sit liv, og ville ønske, at det aldrig var endt sådan her, selv om hun på flere måder, stadig er glad for det, for nu har hun lært hvor hårdt livet er, lært at forsvare sig selv, og hvordan hun skal kæmpe. Hun har forstået meningen med, at hun kom til verden - og det var ikke af godt. Hun tror, at hun kom til verden, blot for at være her. Blot for igen at dø.

Hun kan ikke flyve, men hun kan leve, og det gør hun! Hun er nu i færd med at udleve sin drøm, at skrive, så andre kan læse det, og måske en dag blive forfatter. Hun ved, at ingen ting er muligt, men så længe hun tror på det, ved hun, at det kan blive muligt. Hun kan ikke flyve, men hun ved, at så længe hun ikke prøver, skader det hende ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...