Never Back Down

{Please kom med noget feedback} Isabell er en 16-årig pige. Som lever igennem en facade som hun skal holde hver dag i skolen, men hvor lang tid kan hun holde det ud? Hver dag når hun kommer hjem bliver hun tævet af sin lede far, som også kalder hende de mest modbydelige ord, som får hende til at hade sig selv. Hun lever i mørket og hader synet af sig selv. Men så dukker en dreng op, som hjælper hende med at finde håb i livet. Men det viser sig at drengen ikke er så normal, som han påstår.

4Likes
6Kommentarer
2102Visninger
AA

2. Tæsk

Hvor er pengene? Du har stjålet fra mig igen! Du er intet Din møgunge, du er kun et lille egoistisk, selvglad, grimt og dumt barn Der ikke kan skelne godt og ondt. Jeg væmmes ved dit ansigt Mine øjne brænder hver gang jeg skal se dig i øjnene. Din stemme er til at brække over Du tror du er noget? Forkert du er ikke andet en beskidt modbydelig pige som fortjener tæsk. Jeg skammes ved dig *klask*

 

Jeg sukkede højlyd, og tog mig til min ømme kind. Man kunne tydelig se, det røde håndaftryk på min højre kind, som jeg havde fået for cirka 15 min. siden af Ham. Jeg kunne mærke hvordan mine mandelformede øjne blev våde, men jeg nev mig hårdt i armen for ikke, at begynde at tude Her. Jeg ville absolut ikke græde over noget så tåbeligt, som at blive slået. Det var jo hver dags kost, hvis man hed Isabell Wolff. Jeg tørte hurtigt, en smuttet tåre væk fra den varme røde kind. Han skulle ikke vide, at lussingerne i dag havde såret mig, for så vil jeg bare få flere tæsk som jeg plejede. En tanke dukkede hurtigt op i mit hovedet, hvorfor løb jeg ikke bare hjemme fra? - Men hvis jeg ingen en gang kunne skaffe småpenge til Ham, hvordan skulle jeg så kunne forsørge mig selv? Jeg ville heller ikke kunne overleve kulden om natten, den ville slå mig ihjel, så hurtigt som en fugl dræber en mus. Livet var så uret færdigt, jeg ville ønske at Mor stadig levede. Dengang hvor vi var en lykkelig familie, som holdte sammen igennem alt. Men nu er Han blevet en psykopat, som tæver sin egen datter hver dag, og er fuld halvdelen af tiden herhjemme. Alle de frygtelige ord han spytter i hovedet på mig, har han jo ret jeg er, fordi han er ikke den eneste som smider det i hovedet på mig på. I skolen undgår alle eleverne mig, og når jeg kigger væk i nogle sekunder, kan jeg høre hvisken og se at de peger på mig, med et hånlig udtryk i deres perfekte ansigt.

Jeg er pigen som alle frygter, at møde en mørk aften, hende som børn tror er farlig, fordi deres forældre har bildt dem det ind. Hende som går med store sorte hættetrøjer, fordi hun skjuler noget. Hende som tit har blå mærker efter kraftfulde slag, men som prøver at dække dem under sin diskrete makeup. Pigen er mig Isabell, 17 år og hader sig selv inderligt meget. Jeg prøver så hårdt jeg kan for at blive accepteret af alle, og lave mine lektier med et håb om, at få en fremtid en dag væk fra dette land. Men jeg ved, at det er en umulig opgave, når jeg har en Far, som elsker at slå mig, og gør alt for, at jeg aldrig flytter fra ham. Some tider eller hele tiden, har jeg det som om Gud har vendt mig ryggen, det er ligesom om, at alt i mit liv er imod mig. Min eksistens her i verden gør ingen forskel, hvis jeg vælger at forsvinde fra mit liv.

Jeg kiggede mig i spejlet, som hang på det faldefærdige skab. Jeg så en pige med et hårdt udtryk i hendes hassel brune øjne, og med en spinkel kropsbygning som mangler fedt på kroppen. Hendes ansigt træk ville havde været smukke, hvis det ikke var for hendes opvækst. Jeg rettede forsigtigt min ryg og prøvede at smile naturligt. Men det var som om mine ansigtsmuskler, ikke vidste hvordan man smilte, uden det så urealistisk ud. Mit hår gik til mit bryst og så ret filtret ud i spidserne, da jeg aldrig redte det. Jeg behøvede heller ikke, for mit hår kunne sammenlignes med det blødeste og glatteste silke der fandtes i Kina. Jeg har langt mørkebrunt hår med en skilning i midten. Når solen reflektere på mit hår får det et rødligt skær som jeg hader. Jeg har et rundt hoved, som fremhæver mine store øjne. Da jeg var lille sagde mange at de var jaloux på mit udseende, men når jeg kigger mig i spejlet kan jeg ikke se noget, at være jaloux over. Men bare en tyk grim pige med ingen fremtid

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...