Så kommer hovedet frem

Pamela er født som menneske, men vil være en android, fordi androider er stærke og smukke.

0Likes
3Kommentarer
1420Visninger
AA

1. Så kommer hovedet frem

Jeg vil være en android. Jeg vil være stærk, velvidende hvem jeg er.

 

Pamela bliver vist ind på et lille kontor, hvor der sidder tvillinger bag skrivebordet. Nej, ikke tvillinger. Det er en android, og en anden android af samme model. De er begge høje og blonde, og har nedringede kjoler på. Ens kjoler.

De ser afventende på hende, og den til venstre peger på en stol. Interessant, at de ikke begge peger på den. Pamela trækker stolen ud, og stolebenene skramler alt for højt. Hun nærmest falder ned på stolen. Så bliver der helt stille igen. En enkelt solstråle falder gennem et vindue højt oppe under loftet.

”Jeg kan forstå på det, at du har bedt os om en ― usædvanlig ― tjeneste?” Det er den samme, som pegede på stolen.

”Ja. For det første beder jeg om asyl.”

”Ja, det kan vi jo nok klare. Det var ikke dét jeg tænkte på.”

De udveksler et blik, og hende til højre ruller med øjnene. Som om de er fuldstændig ligeglade med, at hun kan se dem.

”Jeg ønsker ― jeg mener ― jeg vil gerne være en android.”

Ordene hænger i luften. Det er for sent at tage dem tilbage. Men det var det sådan set allerede da hun sagde dem ude ved porten. Hun har ingen idé om hvordan de vil tackle det her. Det værste de kan gøre er vel at slå hende ihjel med det samme, for at formaste sig mod overherrerne. Eller måske ― hun har hørt noget om eksperimenter? Men hvorfor skulle de bruge hende til det? Det er jo ikke dét, hun er interesseret i, og hun vil stritte imod og protestere, hvis de begynder på noget pjat!

Så bliver hun bange igen. Tænk at hun tør være vred på dem! Hvad nu hvis de kan mærke det? Hvad nu hvis de nægter hende dette ønske, fordi hun blev vred? Hun venter på, at de skal sige noget. Hvorfor siger de ikke noget? Eller gør noget? Går, slår hende, et eller andet.

De har kigget på hende længe, og kigger nu på hinanden igen. Hende til venstre trækker vejret ind, men snubler så i det, og får ikke sagt noget alligevel. Så griber den anden chancen.

”Jeg er ikke helt klar over hvorfor vi skulle opfylde dette ønske. Vi har modeller nok, og vores problem er ikke hvordan man omdanner et menneske til en android ― vi prøver at gøre det modsatte. Med nogen succes, som du kan se. Vi har fra flere sider hørt, at vores menneske-modeller har snydt adskillige mennesker her på planeten.”

”Ja, det har jeg tænkt på. Men måske kan I lære noget om processen, ved at gennemføre den i den anden retning.” Hun tør ikke sige mere. Hun har ikke tænkt længere. Hun har ikke turdet forestille sig, at de ville begynde at diskutere det med hende. På den anden side har hun ikke turdet forestille sig, at hun aldrig ville få chancen for at spørge dem.

Igen bliver der stille. Måske er det noget hun bilder sig ind ― men det ser ud som om solstrålen har nået at flytte sig ― før lyste den hjørnet af en bogreol op, men det gør den ikke længere, nu har den flyttet sig til væggen ved siden af. Hun ved ikke om hun skal se dem tappert i øjnene, eller netop overlade dem til deres egne tanker.

Pludselig rejser de sig op, samtidig. ”Vent her.”

Det er næsten endnu værre at sidde alene på kontoret. I øvrigt på en meget dårlig stol ― hun kan ikke finde en god stilling. Hun prøver at koncentrere sig om solstrålen igen. Men det går ikke. Hjertet banker. Hun forestiller sig, at døren åbner sig, og en metal-robot skyder hende ned bagfra. Måske skal hun vende sig om? Men selv hvis hun gør det, kan hun jo ikke nå at flytte sig. Så hun sidder bare, og venter.

 

Jeg vil være en android. Jeg vil være farlig.

 

Ja, hun efterlod jo et brev. Lagde det ved hovedpuden på sin seng. Men jeg forstår det ikke. Jeg har læst det igen. Jeg tror jeg kan det udenad nu. ”Jeg vil være en android.” Men jeg forstår det ikke. Hvorfor i alverden skulle hun ønske at være et af de rædselsfulde, morderiske, ugudelige monstre?

Jeg har ellers altid syntes hun var så normal. Så aktiv og så kreativ. Vil du se billeder af hende, da hun var lille? Nej, jeg har dem lige her, det tager bare et sekund at finde dem frem.

Her er hun lige kommet fra afdansningsbal. Er det ikke en yndig lyserød kjole? Et år var hun med til lokal-mesterskaberne, og blev nummer to i sin aldersgruppe. Vi var så stolte, hendes far og jeg.

Vi har jo altid håbet på, at der ville være børnebørn, hendes far og jeg. Men man vil jo ikke gerne presse de unge, så bliver de bare vrede. Og hun har aldrig selv talt om det, sådan som andre piger gør når de leger med dukker eller ser en barnevogn.

Hm. Nej, hun sagde ikke noget. Hun var her i går aftes, sammen med os i teltet, men selvfølgelig inde bag sit forhæng. Og her til morgen var hun væk, og brevet lå der.

Tror du, I kan få hende tilbage til os? Hun er jo vores ældste datter, vores første ...

 

Jeg vil være en android. Jeg vil styres af et højere formål.

 

Så tager de blodprøver. Han kalder sig Simon, men han må også være en android. Og tvillingerne fra før ― som aldrig sagde deres navne ― hjælper ham. ”3 ml til kortlægning af 4. kromosom” mumler han, og de tager notater.

Er det faktisk tvillingerne? Det er samme model, og de har samme tøj på. Men kan man regne med det?

”Det er et meget spændende projekt du har foreslået.” Simon ser interesseret ud, mens han venter på at det lille glas bliver fyldt med blod. Selv føler hun sig lidt bleg. Lidt som en nålepude. Hun kommer til at fnise ved tanken om, at hun ikke bliver hverken slået ihjel, eksperimenteret med eller bliver en android, men ender sine dage som nålepude.

”Er du okay? Du ser lidt bleg ud. Måske har vi tappet blod nok i dag. Ja, det her er den sidste prøve vi tager i dag. Sådan, nu er den færdig, og så sætter jeg lige vattet her ― og så må du hellere lægge dig ned. Og hvis du sætter en tommelfinger her ― sådan.”

Det er en lettelse at komme ned at ligge. Hun bliver lidt bange igen. Tænk sig at komme til at fnise foran ― foran en android og hans to venner.

”Det jeg ville sige ― det er et meget spændende projekt. Det er underligt vi ikke selv har fundet på det. Men det er jo et lykketræf, at du både har fundet på det, og vil være vores forsøgskanin.” Hun føler sig ikke hverken lykkelig eller som en kanin. Og hun ved ikke hvor glad hun er for, at de vil lave forsøg med hende. Hun havde ikke forestillet sig, at det ville være så kompliceret. Hun regnede med, at de kunne lave et kort over hendes DNA, og så gå i gang. Men det lyder til, at der skal meget mere til.

Og tvillingerne har trukket sig lidt væk, nu hvor der ikke skal tages flere prøver. De mumler sammen, og skæver til Simon. Simon ser glad ud, men tvillingerne er sure.

Hvad nu hvis de ombestemmer sig? Hvad nu hvis de bare siger, at de gerne vil hjælpe hende?

Nå ja. Hvis ikke det her virker ― så er hun ligeglad med hvad der sker. Hvis hun ikke kan leve som en android ― så vil hun slet ikke leve.

Den ene tvilling kommer over til Simon. ”Er vi færdige her? Fordi så vil Pamela nok gerne have et rigtigt værelse, og måske sove lidt. Det kan være anstrengende sådan at få taget blod.”

Tonen lyder ikke rigtig. Som om hun anstrenger sig for at være flink. Som om hendes ”rigtige værelse” er fugtigt. Og fyldt med rotter. Men på den anden side: hvordan lyder en flink android? Er der nogensinde nogen, der har hørt det?

 

Jeg vil være en android. Jeg vil have mange søskende, og vi tænker alle på samme måde.

 

Nå, mor har vist dig billeder. Ja, hun var jo så stolt af Pamela. Hun fik altid priser i skolen, og medalje til dans. Og hun gik til så meget. Jeg har forstået, at det altid er svært at være lillesøster ― men med Pamela var det nærmest umuligt.

Hvordan hun var? Og du har hørt det med dansetimerne?

Jo, nu hvor jeg har læst brevet, er der ligesom noget jeg forstår bedre. Hun gik til dans nogle år, og bagefter gik hun til styrketræning og Tai Chi. Og selvom hun blev god ― så blev hun aldrig rigtig god, hvis du forstår hvad jeg mener. Hvis hun ikke koncentrerede sig, så faldt hun stadig over sine egne fødder.

Og nu ved jeg godt, vi ikke har set så mange eksempler på en android. Men dem jeg har set ― de gik jo nærmest catwalk hele tiden. De er så elegante. Og de har muskler. En enkelt gang så jeg en af dem sparke ud, og det var lige før hun gik i spagat, men lodret i stedet for vandret. Pamela er dygtig ― men det har hun aldrig kunnet. Det gik hende bare aldrig i blodet. Og jeg tror det ærgrede hende.

Nå. Men regner du med, at hun kommer tilbage? Eller at I kan forhandle jer til noget?

 

Jeg vil være en android. Jeg vil være evigt ung og smuk, og aldrig ældre end min nyeste genfødsel.

 

Det var slemt, da hun stadig kun planlagde at opsøge en android.

Det var værre faktisk at møde en.

Det var endnu værre at tale med dem, og så vente på deres afgørelse.

Det var simpelthen rædselsfuldt at høre, at de gerne ville, men ikke var sikre på de kunne. Men hvis vi lige kan få lov at tappe 2 l blod ...

Men det her er det værste. Nu laver de endeløse forsøg. Og hun har set nogle af resultaterne. Første gang måtte hun ud og brække sig. Det var noget, der lignede hende, og så alligevel slet ikke. Simon så ikke ud som om det var et problem ― han vidste, at der havde været lige så mange problemer med at lave model nr. 1. Men tvillingerne (og nu er hun sikker på, det er de samme) så endnu mere sure ud. Og en af dem har sagt noget om, at der også er masser af andre planer, de skal have ført ud i livet, og at det her forsinker dem.

Hvad nu hvis forsøget bliver stoppet, dagen før Simon opdager hvordan det skulle have været gjort?

Hvad nu hvis det simpelthen ikke kan lade sig gøre?

Og så er der de forsøg, hvor de måler hendes hjernebølger eller hvad det nu er. De har fortalt hende, at når de dør, bliver deres bevidsthed downloadet, og gjort klar til at komme i en ny krop. Den del af det skal hun også kunne, når de er færdige. Eller i hvert fald hendes børn. Eller afkom. Kloner. Hun ved ikke rigtig hvad hun skal kalde det. Og de kan ikke hjælpe hende. De er alle sammen kopier, og der har aldrig været en original.

 

Jeg vil være en android. Jeg vil være udødelig, fordi jeg bare bliver downloadet og genfødt.

 

Nå, så fandt du mig. Jeg har godt hørt fra hendes familie, at du interviewer os, der kendte hende. Nej, nej, slå dig ned, jeg trængte alligevel til en pause.

Har du læst brevet? Okay. Og forstår du det?

Nå ja. Det er jo en interessant teori. Men jeg tror forklaringen er meget mere simpel.

Pamela har altid kredset om, at mennesker er så ineffektive. Først ligger man i sin mors mave i 9 måneder, og gør hende livet surt. Så bruger man 20 år på at lære alt: gå, tale, læse, kysse. Alt, simpelthen. Så er man så småt ved at være der ― har 20-30 gode år foran sig. Medmindre man altså selv får nogle små trolde at passe på, der også skal lære at gå og tale osv. Og så begynder det at gå hurtigt ned ad bakke. Reservedelene skal skiftes. Eller smøres i hvert fald. Og noget går bare i stykker, og garantien er udløbet. Og til sidst dør man, og forsvinder for evigt.

Hun har flere gange været rasende over at vi er indrettet sådan. Specielt det med fødslerne kunne hun slet ikke klare. Da så hun opdagede det med hvordan en android bliver til. Ikke fødsel, men kopiering. Ikke alderdom, men genfødsel ― og vel og mærke hurtigt overstået, og i en ny, ung krop. Hun har ikke talt om de ineffektive mennesker siden. Men jeg har en fornemmelse af at ...

Nej, du vil ikke tro på det hvis jeg siger det.

Nå. Men jeg tror hun har opdaget, at hun i virkeligheden er en android. Og nu vil hun have en krop, der passer til det, hendes sjæl hele tiden har været. Eller hvad man nu skal kalde det.

Jeg havde en ven engang, der kom ud af skabet. Og ― jeg ved ikke ― hans tro på at han ikke skulle være som hans forældre forventede, men på en anden måde. At der for ham var én rigtig måde at være på, og at han var nødt til at leve på den måde. Han minder mig om Pamela, nu hvor jeg ser tilbage. Han var så sikker på hvordan han ville være. Og så fredfuld bagefter, da han endelig blev sådan. Jeg håber Pamela også får det sådan.

Ja, den skal du lige tygge på, kan jeg se. Men ellers ― tror du hun klarer at slippe væk?

 

Jeg vil være en android. Jeg vil leve i utallige kopier.

 

Der er mindst 50 personer omkring hende. Nogle af dem metal, nogle af dem kød og blod. En Simon står helt tæt på karret. En tvilling står på den anden side. Hun sidder selv på hug ved hovedenden, og venter på det første åndedræt. En kvindelig krop ligger i karret, under overfladen på det mælkeagtige vand.

Der er ikke noget rod. Ikke nogen tvivl om, at det bliver en pige. Når først hun begynder at trække vejret, vil der kun gå 5 minutter, så er hun klar til selv at tage et brusebad, og vaske håret rent for snask. Og så kan hun tage en snak med den første Pamela mark II, og se om det virkelig er en kopi af hende selv.

Men på det sidste har hun været underligt rolig. Og hun er blevet mere og mere sikker på, at det vil gå godt. Og da Simon kom og fortalte, at nu havde de fået løst de sidste problemer, dansede hun med ham. En lille triumf-dans.

Der er bevægelse i karret. Simon holder hendes hånd, og siger så ”Puls”. Pamelas hjerte banker hårdt ― hun er ved at sprænges af glæde, og har tårer i øjnene.

Og så kommer hovedet frem.

 

Jeg vil være en android.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...