Et år uden følelser

19-årige Alice bor i Danmark. Hun er kærester med en fyr i USA, ved navn Robert. I denne historie, kan i høre om et helt år, hvor Alice skal kæmpe en brag kamp i et helt år.

"Da jeg kom ud på Universitetet igen, kunne ingen rigtig kende mig. Jeg var blevet en helt anden person. Jeg læste jura på højt niveau. Det eneste jeg lavede var at skrive og snakke med Robert over skype, lave det jeg endnu havde at lave til Uni, og at sove. Jeg tabte mig ca. 10 kilo i løbet af Septembermåned."

1Likes
5Kommentarer
1423Visninger
AA

1. Historien kører derudaf - uden kapitler.

 Solen skinnede, den brændte næsten på min hud. Det var rart med noget sol. Det var nu også en af de sidste gange jeg have chancen. " Alice kom lige! Vi skal altså have pakket færdig - jeg ved godt du skal tage afsked, men vent til vi er færdige med at pakke." Det var mor, hun kunne godt mærke der var en lille smule trykket stemning. " Jeg kommer nu.." mumlede jeg tilbage. Jeg kunne allerede mærke smerten, alt det jeg skulle sige farvel til. Til solen. Til varmen. Til Calfornien. Og til det mirakel der lå ved siden af mig - og næsten sov. Mig og Robert havde været kærster i 3 år nu. Så nu har jeg tilbragt 3 sommerferier her. Men denne var anderledes, denne var så rar. Men den var også anderledes fordi han havde friet til mig. Der ville gå et år, et helt år før jeg skulle giftes, også et helt år før jeg overhovedet kunne se min forlovede. Jeg følte mig selvfølgelig heldig, fordi nu var han jo min. Men jeg måtte vel til at pakke færdig. Men tanken om at det var sidste gang i år, jeg lå på denne strand var rædsom. Jeg prikkede til Robert." Skat, er du ikke sød at komme med op?" Han vidste godt, at jeg ville have ham med, uanset hvor jeg skulle hen. Det var svært nok at undvære ham her. " Jo jeg kommer nu min elskede". Hans stemme - jeg var så tæt på at fælde en million tårer, men jeg gemte dem til hjemturen. Jeg boede selv i Danmark. Robert var også selv dansker, men han valgte den nemme metode til solen, at flytte til Californien. Men jeg mødte ham faktisk på en ferie i London. Virkelig forvirrende. Men jeg synes faktisk også selv, at det er lidt af en romantisk historie. Vi rejste os op, og vandrede stille igennem sandet, op til hans gamle men smukke sommerhus. Det ville jeg i hvert fald kalde det. Han kunne sikkert godt mærke, at jeg med vilje gik meget langsomt. Men jeg vil nyde tiden mens den er der. " Alice, vores fly går om 3 timer, og vi har 1 times køretur! Og du er ikke engang begyndt at pakke endnu! Hold da op Robert du er vel nok blevet brun! Åh.. I er SÅ søde samm.." Hun snakker altid alt for hurtigt, og snakker om en hel masse ting på en gang." Stop  så mor, slap af, træk vejret! Jeg går ind og pakker nu, og ja vi er fandens søde sammen!" Robert grinede en smule, men mor nikkede bare og fortsatte. Hun havde en tendens til ikke at lytte, til det hun ikke har lyst til. Det har jeg ikke arvet! Vi gik ind på vores værelse. " Alice, jeg har tænkt på noget." " ja for pokker, hvad så?" " Det var bare.. Jeg ved du godt kan lide stedet, og du er jo 19 nu.." " Robert, du ved godt at jeg ikke kan rejse fra min mor. Hvorfor flytter du ikke bare til Danmark?" jeg tvang ordene ud af mig. Jeg ønskede jo egentlig kun at flytte til Californien. Men det ville nu også være rart at få ham til Danmark. " Alice.. Jeg føler at Californien kalder på mig, eller faktisk kalder på os." jeg vidste det var det svar der kom. Det havde han nemlig fortalt mig hundrede gange før." Jeg synes vi skal prøve ikke at skændes her sidste dag." Jeg kunne mærke at jeg havde sagt den sætning før. Vi havde haft samme diskution sidste år, og det var også sidste dag. Det ender nok med at blive tradition. " Thats a good idea! Jeg spørger lige Mette om jeg skal hjælpe med at pakke noget ned." " Hun ville elske at få lidt hjælp! Jeg pakker også lige færdig og så.." Jeg nåede ikke at sige min sætning færdig, inden da kunne jeg mærke noget varmt mod mine læber. Det føltes som vores farvelkys. Det varede i flere sekunder end jeg havde regnet med. " Vi ses babe." " Det er det vi gør!" nærmest råbte jeg, mens han løb ud til min mor. Jeg begyndte at pakke. Det havde virket som vanvittig mange timer, jeg havde været i gang med at pakke. Men jeg havde også brugt min 1 ½ time nu. Pludselig kom mor løbende ind af døren, og hun så meget lettet ud." Åh det er godt, du er færdig med at pakke min skat! Jeg henter lige Robert, så kan han lige hjælpe med at bære kufferterne ud til bilen." Inden mor nåede at vende sig om, stod Robert inde på værelset, og var i fuld gang med at bære kuffertene ud. Han var virkelig sød. Nogle gange var han alt for sød. Nu var vi nået til det hårde punkt af denne dag. At sidde i bilen - ved siden af Robert, mens han holdte mig i hånden, og mens vi begge så lettere kvæstet ud. Vi var både trætte, men selvfølgelig var vi også knuste. Jeg tror ikke, at det er alle, der kan klare, at have et forhold kørende, på samme måde som mig og Robert. Det var bestemt også svært for os. Jeg kunne jo ikke falde i søvn, hvis jeg ikke havde skypet med ham. Men det er ikke det samme som at være sammen. Men vi vidste begge, at vi var skabt for hinanden. Nu var vi ved lufthavnen. Mor var den første der trådte ud af bilen. Jeg kom haltende ud af bilen, med et par tårer trillende ned af kinderne. Robert skyndte sig over på den anden side af bilen, og tørrede tårene væk. Han stod og krammede mig i lang tid. Længere end jeg lige havde forventet. Hans hænder gled igennem mit korte, mørkebrune hår. " Åha i to.. Jeg ved godt i kommer til at savne hinanden meget. Ubeskriveligt meget! Men vi må altså afsted nu.. Vores fly går om en halv time.." Sagde mor. Hun havde ret. Jeg kom til at savne ham ubeskriveligt meget. " Vi kommer nu mor!" sagde jeg klynkende. Jeg ville virkelig ikke væk herfra. Vi gik langsomt hen mod svingdøren, ind til lufthavnen. Det hele gik pludselig så hurtigt. Vanvittigt hurtigt. Det overraskede mig, at det allerede var tid til at sige farvel. Robert omfavnede mig som sindsyg, mens han græd. Han græd så højt så alle tæt på os - og mere til - kunne høre det. Han var virkelig ked af det denne gang. Jeg græd også, men dog mere diskret end ham. " Alice, jeg kommer fucking meget til at savne dig." hviskede han ind i mit øre, selvom det dog var svært at høre, for alt gråden." I lige måde min skat, jeg elsker dig." " Jeg elsker dig." De tre små ord gjorde, at jeg græd mere. Vi kyssede vores farvelkys, som tog ca.30 sekunder. Det var egentlig rimelig lang tid. Mor kom også over efter vores kys, og gav Robert et kram. Hun kom også til at savne ham, hun var meget glad for ham. Vi travede over mod flyet, mor blev nødt til at tage fat i min hånd og rive mig med. Ellers ville jeg aldrig kunne komme med. Vi sad i flyet. Jeg klemte mig ind til min mor. Jeg kunne virkelig ikke se hvordan jeg skulle blive glad igen. Tanken om brylluppet til næste sommer, gjorde mig bare mere ked af det. Jeg valgte at lukke øjnene, bare et lille sekund. Men et sekund blev til to. Og sekunder blev til minutter - og så til timer.. Og så sov jeg. Mor vækkede mig da vi var lige ved at lande. " Så skat, nu er vi i København om fem minutter." sagde hun med blid stemme." Okay - tak mor.." mumlede jeg, og prøve at komme til mig selv. Det var altid noget, at jeg ikke græd. Jeg kunne mærke vi var helt nede på landjorden igen. Vi rejste os op, og forlod flyet. Farmor tog imod os ude i lufthavnen. Da vi var kommet hjem, smed jeg mig i min seng. Jeg kunne ikke holde til at foretage mig andet. Jeg anede ikke hvad klokken var, hvilken dag det var, og hvilken måned vi var i nu. Jeg skulle bare sove. Og græde - og tænke på Robert. Det var hvad mine 47 kilo af en krop kunne rumme lige nu. Da jeg kom ud på Universitetet igen, kunne ingen rigtig kende mig. Jeg var blevet en helt anden person. Jeg læste jura på højt niveau. Det eneste jeg lavede var at skrive og snakke med Robert over skype, lave det jeg endnu havde at lave til Uni, og at sove. Jeg tabte mig ca. 10 kilo i løbet af Septembermåned.Jeg var blevet en helt anden person. Jeg læste jura på højt niveau. Det eneste jeg lavede var at skrive og snakke med Robert over skype, lave det jeg endnu havde at lave til Uni, og at sove. Jeg tabte mig ca. 10 kilo i løbet af Septembermåned. Men jeg tog dem på igen, fordi jeg spiste vanvittig meget i en periode af Oktober. Men så tabte jeg mig igen i November. Og sådan gik det halve år. Samtalerne med Robert blev kedeligere, og vi havde ikke noget at snakke om. Der blev mindre og mindre at lave på Universitetet. Og til sidst havde jeg nærmest ikke noget liv. Robert loggede ikke på Skype hver dag mere i hele Januar måned. Heller ikke i Februar. Eller Marts. Til sidst snakkede vi kun sammen en gang hver anden uge. Jeg begyndte lige så stille at miste interessen for ham. Jeg mistede mine følelser for ham. Og det kunne jeg ikke klare. Sidst jeg så ham, græd han. Han var ked af at skulle sige farvel. Og sidste gang jeg så ham, elskede vi hinanden. Det blev - uden jeg lod mærke til det - forår. Robert begyndte at logge oftere og oftere på Skype. Men hver gang vi snakkede sammen, endte vi i et skænderi. Men vi endte altid et opkald med et " Jeg Elsker Dig". Fordi vi elskede virkelig hinanden. Det blev juni, og mor begyndte at bestille flybilletter. Men jeg vidste ikke helt, om jeg overhovedet ville afsted. Men det blev jeg nok nødt til - jeg skulle jo giftes! Eller jeg skulle ikke, men jeg ville inderst inde gerne. Hele juni gik med planlægning - både til bryllup og selve turen derover. Jeg glædede mig selvfølgelig til brylluppet. Men jeg glædede mig ikke vildt meget til at se Robert. Jeg følte næsten, at jeg ikke kendte ham mere. Så blev det den 1. Juli. Der var en dag til, at vi skulle afsted. Den dag gik mest med at tænke. Jeg tænkte meget over tingene. Over om det var det rigtige at blive gift. Og om det overhovedet var det rigtige at se Robert igen. Men jeg følte at han stadig var min kæreste. Jeg sov ikke meget den nat. Eller jeg sov slet ikke. Jeg lå og tænkte på en masse ting. Jeg kom straks i tanke om, at jeg overhovedet ikke havde sagt til Robert, at vi kom en uge før brylluppet. Jeg skyndte mig op af sengen, og nærmest løb hen til bordet, hvor min mobil lå. Jeg blev nødt til at ringe til ham - bare lige denne ene gang.       Jeg ventede i lidt tid, han var ikke den hurtigste til at tage telefonen. " Hej det er Robert." " Hej det er Alice!" " Heeeej skat! Skønt at høre din stemme!" " Åhaa, ilm Robert! Men jeg ringer faktisk bare lige kort, for at fortælle dig noget.. " " kom med det! Jeg glæder mig allerede." nærmest råbte han.. Han var virkelig glad for at høre mig snakke." Jo, sagen er den at jeg kommer til Californien imorgen! Med min mor, jeg glemte helt at sige det til dig, du har ikke været så meget på skype.. hvorfo.." " Rolig nu min skat! Jeg kan satme ikke engang få armene ned! Gud hvor jeg glæder mig! Hvornår tager i afsted?" " Godt at høre du er glad! kl.6 imorgen tidlig, dansk tid!" Glæder mig sørme også til at se dig! Men jeg smutter nu - det er jo midt om natten her! Vi ses skat!" sagde jeg - og prøvede på at lyde så frisk som muligt.." Ja vi gør så. Jeg elsker dig!" " elsker også dig.". For første gang lagde jeg først på. Pludselig kom alle følelserne tilbage. Alle de mange følelser jeg havde for ham. Jeg lagde mig til at sove, og kunne pludselig godt falde i søvn. " Alice! Er du ikke stået op endnu? Vi kører om en halv time, klokken er lidt i fire!" nærmest sang mor, mens hun rullede patienerne op, og åbnede vinduet. " Tak mor! Jeg skal bare lige i ba.." Mor var allerede langt væk. Det ville hun så ikke lige høre på. Jeg rejste mig op, gik hurtigt ind i badet, for at få en hurtig skyller. Jeg hoppede hurtigt i noget tøj, et sæt jeg engang havde fået af Robert. Jeg brugte ikke makeup, så det behøvede jeg ikke at tænke på. Men jeg satte mit hår op i en hurtig knold, satte nogle hårnåle i, så det så nogenlunde ud. " Alice, så kører vi om et kvarter." Hold da op, var der allerede gået et kvarter.." Ja, jeg har jo pakket, jeg spiser lige noget morge.." " Ja det er godt skat!" Jeg smågrinede lidt indeni, og gik ned for at finde noget morgenmad. Jeg kunne ikke få noget ned. Jeg glædede mig meget. Både til at se ham, og til at blive gift. Eller ikke til at blive gift, bare til brylluppet. Selvom jeg kun havde min farmor tilbage, som levede. Min far begik selvmord, da jeg var 4 år. Min far havde ingen søskende, og det samme med min mor. Min mormor døde af alderdom, og min morfar døde af kræft i lymfen. Min farfar har jeg aldrig kendt, og det er for mig, et mysterium hvordan han døde. Jeg valgte at tage en portion havregryn, det mætter godt. Men jeg havde pakket en masse frugt med, fordi jeg vidste jeg blev sulten. Jeg bliver altid så sulten ude i lufthavnen. Jeg nærmest skovlede maden i mig, og skyndte mig at få jakke og sko på. Mor sad allerede ude i bilen, og havde pakket bilen selv. Dygtig mor.. Da vi var kommet ud til lufthavnen, var jeg faldet i søvn. Mor vækkede mig, og vi vandrede så hurtigt som muligt hen til indgangen. Efter lidt tid sad vi endelig i flyet. " Hvad så skat, glæder du dig til at se ham?"  jeg fik et chok. Mig og mor havde ikke snakket ret meget sammen den dag. " Ja det gør jeg. Du glæder dig også?" mumlede jeg. " Ja for pokker! Robert er en sød mand." Det var helt mærkeligt, at hun kaldte ham mand.. Han er jo bare Robert. Hverken en dreng eller en mand. En ung Robert. Ja - det var det, han var! Jeg faldt stille og roligt i søvn . Jeg kunne mærke en blid hånd på min kind. " Så min skat, nu er vi her." Pludselig var jeg ikke træt mere. Jeg skulle bare op. Det havde været et forfærdeligt mærkeligt år, med en masse følelser. Selvom jeg ikke havde følt noget det sidste lange stykke tid.  Det havde på en måde været et år uden følelser. Vi vandrede ud af flyet, og kiggede os omkring i lufthavnen. Der stod en masse mennesker, men jeg kunne ikke se nogen Robert. Vi begyndte at gå mod udgangen. Mine hænder rystede, og jeg troede ikke han kom. Men der stod han - midt ude på parkeringspladsen. Han stod i en smuk smoking, og med en masse roser og en gave - som var pakket ind i en sort æske, med noget rødt bånd omkring. " Se min skat! Der er din drømmeprins jo!" hviskede mor blidt ind i mit øre. " Åh ja." sagde jeg - måske lidt for overrasket. Nu stod vi fon ham. Eller mor holdte sig i baggrunden. " Min kære" hviskede han. Han havde tårer i øjnene, og jeg kunne også mærke, at mine øjne blev våde. " Åhh Alice. Hvor har jeg savnet dig." sagde han. Jeg omfavnede ham, og hviskede ind i hans øre:" Åhh, Robert dog! Hvor er det dejligt at se dig! Hvor ser du godt ud, og hvor har jeg dog savnet dig." jeg kunne mærke hans tårer på mine kinder. Han holdte om mig i lang tid. Vi stod der, og holdte om hinanden i flere minutter. Jeg gav ham et kys, et " Hej igen" kys. " Alice, jeg har noget til dig. Noget der symboliserer min kærlighed til dig. Og så vil jeg gerne spørge dig om noget - igen. Vil du gifte dig med mig?" Han friede til mig. Igen. Han satte sig ned på knæ, og åbnede den lille gave, som var en æske med en fingerring i. Igen. Han havde gjort det samme sidste år. Sidste sommer. " Alice Salling, jeg ved godt jeg er et kvaj, og jeg ved godt, at jeg glemte dig det sidste år. Men jeg har så mange følelser for dig. Jeg kan virkelig ikke forklare, hvor meget jeg elsker dig. Du er mit liv. Vil du gifte dig med mig?" Han sagde det med en enorm blid og stille stemme. Jeg kunne høre min mor hulke omme bagved os. Jeg kunne ikke få nogle ord ud. Jeg kunne ikke engang smile. Men jeg blev nok nødt til at svare. Jeg svingede mig omkring ham,"Ja, altid min elskede" fik jeg sagt med desperat stemme. Jeg ville bare hjem. Hjem i hans seng, og ligge og kysse på ham i flere timer. " Så for pokker! Nu kører romanbladet fandme igen!" råbte min mor lidt for højt. Alle tæt ved os på parkeringspladsen begyndte at grine. Mig og Robert grinede også, selvom vi havde en milliard tårer i øjnene. Han var min - og han ville altid være min. Vi stod og krammede og kyssede i lang tid. Måske i fem minutter. Mor gad ikke vente mere, og hun begyndte at stå og trippe lidt på stedet. " Haha - synes du vi skal tage afsted nu Mette?" spurgte Robert hende. " Jaaa - jeg er klar!" sagde hun med munter stemme. Hun var glad. Han var glad. Jeg var glad. Jeg var lykkelig. Robert begyndte at bære kufferterne ind i bilen, mens han smilede til mig. Jeg var helt vildt nyforelsket. Han åbnede min dør for mig. "Tak." mumlede jeg, og gav ham et kæmpe smil. Jeg havde cirka en million sommerfugle i maven. Da vi alle var klar kørte vi mod hans hjem. Mor sad og snakkede med sig selv på vej hjem. Man kan altid få et billigt grin, man skal bare lytte til hendes små samtaler med sig selv. " Alice, jeg har tænkt på noget." " jamen kom med det!" " Vi sover vel i samme seng i år, ikke?" " jo - ligesom sidste år" " jamen jeg tænkte på noget mere, om vi skulle prøve at være sammen." " why not, let us try." " fedt babe. I aften?" " Jeg er så klar!". Mærkelig samtale - han tænkte overhovedet ikke på, at min mor var med på en lytter.                                  Endelig var vi hjemme. Vi bårede alle tingene rundt i de rigtige rum. Mors ting ind på gæsteværelset, mine ting ind i soveværelset, og toilettingene derud. Jeg stod og rodede med en pakke tamponer, mens Robert pludselig kom bagfra, og tog fat om livet på mig. Jeg tabte alle tamponerne ud over gulvet, og jeg blev nok lidt rød i hovedet. " Rolig nu skat, det er det der gør, vi kan få børn senere" sagde han, mens han prøvede at kvæle et grin. " Det har du vel ret i.." mumlede jeg, og begyndte at samle de lange stænger op. Bagefter tog han igen fat om mig, og bar mig ind i soveværelset. Han låste døren - selvom min mor var ude og handle. Vi lå og kyssede i lang tid. Pludselig kunne jeg mærke en hånd på mit bryst. Han tog min trøje af mig, og kærtegnede min mave. Han tog min BH af, og vi kyssede videre. Han tog hans T-shirt af - og hans bukser af. Jeg tog hans underbukser af ham, og han tog mine jeans og underbukser af mig. Vi lå og kyssede hinanden i lang tid. " Så er det vel tid til lidt lagen-gymnastisk" sagde han. Jeg fik et chok, men vi grinede alligevel, og gik igang med vores måde at dyrke motion på sammen.

Jeg vågnede, selvom der var mørkt i soveværelset. Jeg havde en rar fornemmelse i kroppen. En lettet fornemmelse. Her lå vi, fuldstændig nøgne. I et sommerhus, midt ude på stranden i Californien. Robert var fulstændig væk. Jeg kunne mærke, at jeg stadig var forpustet. Jeg mindes det jeg lavede for et par timer siden. Jeg anede ikke, at jeg overhovedet kunne finde ud af det. Jeg rejste mig op - og prøvede at finde mit undertøj. Jeg klædte mig hurtigt på igen, da jeg kunne høre en dør gå op. Lige pludselig røg der mange tanker igennem mit hoved. Lidt alá:Mor er kommet hjem, jeg har lige haft sex for første gang, det var helt fantastisk, vi brugte ikke beskyttelse. Fuck - vi brugte ikke beskyttelse. Jeg låste døren op inde fra værelset, og gik ud til min mor. Hun havde været hjemme i lang tid, hun havde siddet udenfor på terassen med et glad kold hvidvin, for at nyde aftensolen. " Jamen hej min skat! Du ser vel nok træt ud." sagde hun - ret kækt. " Vi gik bare tidligt i seng.." mumlede jeg - hun skulle ikke vide noget om vores lille private fest i soveværelset. Jeg fandt et eller andet at spise. Jeg vandrede stille tilbage til soveværelset igen, for at vække Robert. " Robert, Robert.. Åhh, er du ikke sød at vågne.." hviskede jeg ind i hans øre - og kærtegnede hans kindben i mens. Han åbnede øjnene, selvom jeg kunne se, at han var meget træt. " Hvad så babe, hvad er der?" Han smilede. " Jo sagen er den, at vi ikke brugte beskyttelse.. Og ja.." Jeg mumlede. Jeg kunne ikke få ordene ud, jeg var meget nervøs for, om jeg var gravid. " Rolig nu min skat.. Hvor stor er chancen for at du er gravid? Ikke ret stor. Vi tager tingene som de kommer, okay?" Sagde han med alvorlig stemme." Det er rigtig nok.." mumlede jeg tilbage. " Læg dig nu ned og sov, du trænger til det." sagde han. " Det er vel rigtig nok." svarede jeg, og lagde mig ned igen. Næste morgen var en travl morgen. Den var i hvert fald travl nok. Mor stressede rundt, for at få alt på plads til brylluppet. Mig og Robert stillede borde og stole på plads inde i festlokalet. Midt i alt bryllupsplanlægningen blev jeg sulten. Alt for sulten. Jeg sprang ud af døren, og hen til den nærmeste 7 Eleven. Jeg købte 2 muffins, og skyndte mig at spise dem. Jeg løb tilbage til festlokalet. En dyb stemme ramte min hørelse. " Alice! Hvor har du dog været henne?! Du skred i alt planlægningen.." Robert råbte nærmest. " Undskyld - men jeg var bare så sulten.. Alt for sulten." mumlede jeg tilbage. Robert nikkede. " Et eller andet siger mig, at der er noget galt. Men okay.." svarede han muntert tilbage. Godt han var glad. Da vi var færdige, tog vi hjem igen. Mor var i fuld gang, med at bage alle mulige kager. Hun ville se, om hun kunne skabe en bryllupskage. Hun var ikke så ringe til det, som forventet. " Kommer i allerede? Det var i vel nok hurtige til." sagde hun, hun var i sit S, når hun kunne se, vi kunne lidt de ting, hun gjorde. " Ja mor, nu er vi her. Er der andre ting, vi skal hjælpe med?" spurgte jeg hende. " Nu er det jo jeres bryllup, så var det ikke en ide, og kalde mig for en hjælper?" svarede hun kækt. " Det er vel rigtigt Mette. Men så bare bliv ved med det du gør, så ordner resten sig." sagde Robert med en alvorlig stemme. " Haha - så siger vi det." svarede hun. Hun prøvede - ligesom mig, at kvæle et grin. De næste par dage gik også med planlægning. Uden jeg lod mærke til det, holdte jeg mig selv udenfor alt planlægningen. Robert hjalp min mor med en masse, men jeg gik bare ture nede på stranden. Jeg havde været lidt syg den sidste uge, så jeg gad ikke hjælpe vanvittig meget. Jeg spiste også en masse. Men det hele kom op igen. Da det blev fredag, var det dagen før. Tøjet var blevet valgt flere måneder før. Men jeg havde taget lidt på, så jeg kunne næsten ikke være i kjolen. Mor mente at den var blevet syet forkert, men det vidste jeg, at den ikke var. Jeg prøvede at veje mig selv, så jeg kunne se, hvor mange kilo det drejede sig om. Jeg plejede at veje 47 kilo. Jeg stillede mig op på vægten, og var nær faldet bagover. 54 kilo! Hvor var det klamt. Helt og aldeles klamt. Graviditet strejfede mine tanker. Jeg fik pludselig travlt. Jeg nærmest hoppede ud af mit joggingsæt. Jeg tog en hurtig skyller, og satte mit hår op i en hestehale bagefter. Jeg tog noget hverdags agtigt tøj på, og fandt bilnøglerne. " Jeg smutter lige ind til byen" råbte jeg. Jeg fik to okay'er, og så var jeg ude. Jeg kørte hundredeogtyve. Jeg skulle bare ind til byen, så hurtigt jeg kunne. Jeg fandt det nærmeste apotek, og løb ind og hen til kassen. " Jeg skal have en graviditetstest." sagde jeg. Jeg orkede ikke selv at finde den. " Ja øjeblik." damen smilede til mig. Hun vandrede rundt inde på apoteket, og fandt den rigtige ting. Jeg betalte, og skyndte mig hjem. " Jeg er hjemm.." jeg nåede ikke at sige min sætning færdig, jeg løb lige ind i Robert. " Jamen min skat dog, hvorfor har du så travlt?" spurgte han overrasket. " Jeg tror jeg er.. Nej, vent lige et øjeblik.." mumlede jeg, og løb ind på badeværelset og låste døren. Da jeg havde taget testen, ventede jeg 2 minutter. Da der var gået 2 minutter, kiggede jeg igen på testen. Den var grøn. Jeg anede ærlig talt ikke hvad det betød, jeg blev nødt til at spørge mor. " Mor, kom lige ud på badeværelset" råbte jeg og låste døren op. Hun kom overraskende hurtigt ud på det lille bekvemte badeværelse. " Hvad så min skat ?" spurgte hun, og så nærmest bange ud. " Når en graviditetstest er grøn, er den så positiv?" spurgte jeg forsigtigt. " Jo hvad da?" " Det var bare Amalie der ringede og spurgte.. Så må hun vel være gravid, men tak!" jeg prøvede at smile. " okay." svarede hun, og travede ud igen. Jeg stod helt stille i flere minutter. Jeg kunne høre nogle nærme sig døren. " Skat? Er du okay, du har stået derinde i lang tid nu?" Det var Robert - heldigvis. " Nej, jeg er ikke okay. Kom lige ind." svarede jeg. Han kom ind, og studerede rummet. " Hvad så?" " Robert, jeg er gravid." jeg kunne næsten ikke få ordene ud. " Seriøst? Det kan ikke passe? Vi gjorde det kun en gang.." han mumlede - det betød som regel at han var overrasket. " Ja - det var vel en upser.. Men det vil vel sige, at du skal være far? Og jeg skal være mor?" Jeg kæmpede stadig med ordene. Det var svært nok at forholde sig til, at jeg skulle giftes. " Hvor lang tid siden er det nu.." han mumlede stadig.. " fire dage - ikke?" " Jo - du kan stadig nå at fortryde." " Nej! Jeg skal ikke slå nogen babyer ihjel, jeg skal have det barn - og du er faren!" jeg kom til at lyde lidt for sur.. " Fair nok babe - men husk nu at vi har et bryllup imorgen." han ville skifte emne. " Det glemmer jeg ikke sådan lige. Men vi siger det ikke til nogle endnu, heller ikke mor!" jeg lød sur igen. " Selvfølgelig ikke." svarede han.   Det var svært at planlægge bryllup. Lige den dag var der en masse andet at tænke på. At være 19 år, og så både være mor og kone. Men alligevel glædede det mig, at jeg skulle have et barn. Men pludselig slog det mig, at jeg ligesom havde en kæreste ovre på den anden side af jorden, og jeg skulle have et barn med ham. Jeg blev nødt til at flytte til Californien - jeg havde intet andet valg. Jeg lagde mig på sengen, og prøvede at tænke det hele igennem. Det der var sket for mig. At jeg var gravid, efter at have haft sex en gang. Sådan noget sker kun på film. Og jeg vidste heller ikke om Robert virkelig ville have det barn. Jeg ville gerne have det - jeg følte ligesom, at jeg ikke havde andre valg. Jeg kunne ikke få mig selv til at dræbe en baby. Pludselig - mens jeg lå i min egen lille verden - kom mor ind ad døren. " Skat - du skal giftes imorgen, og der er meget der skal nåes! Du skal lige prøve kjolen en sidste gang, du skal have ringet til præsten om det med den sang du vil synge, og så har fire meldt afbud igår - eller Katrine og Henrik - og deres børn. Farmor ankommer i aften, og Amalie kommer med et fly om 2 timer. Hey, sagde du ikke, at hun var gravid?" Mor talte simpelthen så hurtigt, jeg kunne ikke nå at få det hele med. " Det med Amalie, nej, det er en anden.. Og det med Farmor og Amalie, jeg får bare Robert til at hente dem. Jeg skal op til frisøren nu. Vi skal aftale hvilken frisure, jeg skal have imorgen. Og du har vel også bestilt tid, ikke?" Jeg blev nødt til at sige en masse, det ville lyde lidt dumt med et "okay". " Jo jeg har bestilt tid, salonen hedder Salon Klum. Har aldrig været der.. Og jeg synes altså selv du skal hente dem! Det er lige så meget dit bryllup, som det er Roberts!" Man kunne godt høre, at hun følte sig stresset. " Jeg skal aller først op til min frisør, og så skal jeg hente dem. Men jeg kunne egentlig godt bruge noget at spise først.." mumlede jeg. " Der står en skål pastasalat inde i køleskabet.." " Okay - tak!" svarede jeg - kort og godt! Da jeg var færdig med at spise, skyndte jeg mig at klæde om. Jeg blev nok nødt til at prøve kjolen en gang til. Den sad perfekt - lidt stramt om livet på mig, men ellers var den perfekt. Jeg tog noget mere passende tøj på, og travede ud til bilen. Min køretur var lidt mere rolig end den sidste. Der duftede altid så dejligt frisk hos en frisør. Derhjemme lugtede der bare mest af bryllup. En glad og smilende frisør begyndte at tale til mig. Jeg fik et chok, da jeg havde glemt, at jeg igen skulle tale engelsk. Det gav ligesom sig selv for mig inde på apoteket. Da vi endelig havde fundet en perfekt frisure, og aftalt tid, var jeg hurtigt ude af døren igen. Der var en halv time til Amalies - min bedste venindes - fly ankom til Californien. Jeg måtte køre lidt hurtigere end lovligt, for at nå det. Køreturen var dejlig rar, selvom jeg nogle gange måtte stoppe op på en resteplads, fordi jeg havde kvalme. Jeg nåede til lufthavnen hurtigere end forventet. Jeg kunne se hendes fly var 1½ time forsinket, så jeg satte mig på en bænk, i centrum af stressede mennesker, som skulle nå et fly. Endelig landede hendes fly. Selvom jeg ikke havde snakket med hende i lang tid, havde jeg ikke regnet med at hun havde forandret sig SÅ meget. Da hun kom hen af gangen, der bandt flyet og lufthavnen sammen, var det en helt anden Amalie jeg så. Hun plejede at være lidt småbuttet, og have langt brunt hår, og så plejede hun ikke at have makeup på. Men nu var hun slankere end jeg lige havde forventet, langt lyst hår med bølger, rød læbestift og mascara. Hun var meget smuk. Jeg prøvede at vinke til hende, så hun kunne få øje på mig. Men det ville vel ikke være så mærkeligt, hvis hun heller ikke kunne kende mig. Endelig fik hun øje på mig. Hun nærmest løb hen imod mig. " Hey Darling!" råbte hun ind i mit øre, så jeg nærmest fik et chok. " Hej søde! Hvor har jeg savnet dig! Og hvor ser du godt ud, du har virkelig tabt dig meget, og det blonde hår passer perfekt til dig!" Det var mange komplimenter jeg fik smidt ud på en gang.."Jo tak! Det er for brylluppets skyld! Og godt at se, at du har taget lidt på!" " Ja. Men der er faktisk en speciel grund til at jeg har taget på. Du skal VIRKELIG love, at du ikke siger det til nogle, heller ikke til min mor. Jeg er gravid." " SERIØST? Hold da op! Det havde jeg ikke lige forventet, men hundrede gange tillykke!" " taaak - men altså jeg har kun været gravid i et par dage.. Så det kan jo ske, at jeg taber barnet." " Det gør du ikke! Det lover jeg dig!" " Haha - men nu ikke mere om mig - har du ikke noget at fortælle?" Vi måtte egentlig se lidt dumme ud, som vi stod der - helt stille, i en lufthavn, og ævlede om alt muligt. " Jo, det har jeg faktisk.. Jeg flytter til LA! Med Nanna!" Nanna var hendes lillesøster." Wow! Nice! Jeg flytter til Beverly Hills! Du ved , i forhold til barnet og sådan.." " Ej hvor nice! Vi bliver så meget Californien girls!" Vi grinede begge. " Ja for pokker! Med tyk mave og det hele." Amalie smilede skævt til min kommentar, og vi begyndte at gå hen mod parkeringspladsen. Hun havde mere tøj med end forventet. Hun skulle jo kun være der et par dage. Køreturen var meget sjov. Hun sad og fablede om en masse hun havde været i seng med den sidste måned. Jeg var overrasket over at hun var blevet så snaksalig, hun plejede at være en meget stille type. Men jeg kunne godt lide Amalies nye "jeg". Hun var nemmere at snakke med. Da vi endelig var kommet hjem, stod mor og Robert i døren for at sige velkommen. Hun fik et enormt knus af mor, og Robert kyssede hende let på kinden. Jeg var heldigvis ikke jaloux anlagt. " Velkommen søde Amalie! Var det en hård tur?" Mor ævlede allerede løs. " Jo tak, det var en rigtig lang, men hyggelig tur." Amalie elskede at snakke med min mor. De kunne altid tale om de særeste ting. " Nå, men Alice, vi skal ud i lufthavnen igen for at hente Grethe. Amalie, du kan sikkert hjælpe Mette med et eller andet. Men vi bliver lige nødt til at køre." Det var godt Robert ville sige det - jeg ville ikke turde bede Amalie, om at være sammen med min mor. " Okay, god tur!" sagde Amalie, og mor og hende gik sammen ind i køkkenet. Mor kæmpede stadig med bryllupskagen. Da vi sad i bilen, havde vi endelig tid til at tale ud. Det var ikke nok med en enkel samtale om det. Jeg kæmpede med ordene, men fik mig selv på rette spor. " Robert.. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.." han så ikke overrasket ud, han vidste jeg ville bringe emnet på banen. " Bella," sagde han med blid tone" Jeg ved godt, at det her er lidt mærkeligt at tænke på. Ja, at du skal være gravid." " meget." mumlede jeg. " Men du skal fanme huske noget! Vi klarer dette. Og vi kan godt holde på dette længe nok.." " ja " svarede jeg - kort og godt. " Hvordan har Amalie det ellers?" " Hun har det fint. Hun flytter til LA - Altså sammen med Nanna.." mumlede. Jeg kunne ikke rigtig komme til mig selv idag. " Jamen dog, Ej hvor nice! Det er du vel glad for?" spurgte han overrasket. Han kunne godt lide Amalie, han skulle bare ikke have for meget af hende." Jo det er jeg. Det er rart at have nogle pige venner, i forhold til dine." Han kunne godt høre, at jeg prøvede at lyde sjov. " Haha - mine venner er søde, de er bare ikke lige dig" " korrekt!" Vi stoppede samtalen. Resten af vejen sad han med hånden i min, og vi kiggede ned på vejen. Eller ud på bilerne. Farmor stod allerede ude på parkeringspladsen, vi var kommet lidt for sent. Vi stoppede bilen, så tæt på hende, at jeg kunne se mærket på hendes kuffert. Jeg var den første der trådte ud - det var kun anden gang Robert skulle møde hende. " Hej farmor! Går det godt?" sagde jeg med engeblid stemme. Jeg havde altid været farmors pige. " Åha kære barn, eller dame skal man nu kalde dig! Hvor er det dog rart at se jer to unge mennesker i god behold! Og hej Robert!" Hun snakkede hurtigt. Hun gav mig et hurtigt og kærligt kram, og gav Robert et lidt kejtet kram. " Hej Grehte!" sagde han. " Jeg håber det går godt," fortsatte han, " og at turen ikke var for lang for dig!" Hun kiggede på Robert, med meget store øjne. Hun smilede til ham - og sagde:" Den var lige tilpas." Robert nikkede, og smilede hen til mig. Farmor havde meget at fortælle på vej hjem til Robert. Jeg var for det meste bare stille, mens Robert svarede hende.  Han kunne nok godt forstå mig. Jeg skulle giftes imorgen. Jeg kunne sagtens vænne mig til den tanke. Men jeg havde været gravid i et døgn nu. Aftenen gik som ventet, meget stille og roligt. Amalie og mor snakkede meget sammen, og farmor gik til ro tidligt. Mig og Robert var overhovedet ikke stressede. Hele situationen var så dejlig rar. Mor havde lavet det hele for os, vi havde bare hjulpet hende lidt. Hun måtte trænge til en pause. Jeg gik ind og lagde mig på sengen, men Robert kom ind, og lagde sig ved siden af mig. " Alice, du er mit liv nu. Så derfor, giv mig et svar. Vil du gerne giftes?" Han hviskede. Hans dejlige ånde, en blanding af karamel og colgate, gjorde mig helt stiv. " Selvfølgelig vil jeg det. Ellers havde jeg aldrig sagt ja til selve forlovelsen." Selvom det var det svar han fik, var jeg alligevel lidt i tvivl. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg var klar. Men det ville jeg ikke sige til ham. " Det er jeg glad for at høre. Men altså, det med barnet. Jeg synes, at vi skal fortælle det til Mette. Det kan ikke være rigtigt, at hun ikke ved dette. Hun fortæller dig, og faktisk også mig, alt. I plejer at tale om alt sammen. Jeg vil ikke komme i vejen for jeres sammenhold." " Det er ikke din skyld Robert. Men det er jo vores barn, det er ikke noget mig og min mor har sammen. Det er os to, det handler om." Jeg havde tårer i øjenene, og følte at det var en meget dyb samtale. " Alice, du skal ikke græde," Han tørrede tårene væk fra mine kinder:" Du skal tage det som en oplevelse. Brylluppet sker en gang i livet. Du kan blive gravid 100 gange endnu. Nyd nu bare brylluppet, og få fortalt det til Mette. Det er mest fair." Jeg kunne godt se, hvad han mente." Det er vel rigtigt. Jeg skal nok lige sige det til hende. Bare ikke lige nu, det er lidt akavet." han nikkede forstående:" Ja, det kan jeg godt forstå. Bare inden brylluppet imorgen, deal?" " Deal." Han kyssede mig på halsen, og rejste sig derefter og gik ud. Jeg lukkede øjnene. Bare lige et minut. Endnu et, minutter blev til timer, og så sov jeg. Jeg vågnede op da klokken var halv seks. Robert lå ikke ved siden af mig. Der for en masse tanker gennem mit hoved på en gang. De første par tanker handlede mest om brylluppet. Om kjolen nu stadig passede. Om jeg kom til at drikke for meget til brylluppet - eller vent nu lige lidt. Jeg måtte slet ikke drikke noget som helst. Jeg var på en diæt, den bedste undskyldning jeg lige kunne komme på. Jeg satte mig op i sengen, og prøvede at trække vejret nogenlunde normalt. Det gik ikke som forventet. Jeg rejste mig op, og prøvede at finde hoved og hale i det hele. Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg kunne forestille mig, mor var. " Godmorgen min skat, er du klar til Den Store Dag?" sagde mor, sikke et humør hun var i. " Haha - ja, nogenlunde. Altså, jeg er meget spændt.." sagde jeg, og hun nikkede forstående." Ja - det er jeg faktisk også, men jeg ved, at du klarer det! Du er min lille prinsesse." " Tak mor. Men hvor er du smuk." Hendes kjole var virkelig smuk. Den var lang, postkasserød, og sad helt tæt ind til kroppen. Hun var meget slank. Hun havde høje sorte stiletter på, og hendes hår lignede noget, ja, noget guddommeligt. " Tak min pige, frisøren var meget hurtig, så jeg kunne lige så godt klæde helt om. Men hvad med dig, og din kjole? " Jeg går lige i bad, så kan jeg tage den på efter." " Fair nok min skat" hun smilede. Gud hvor var hun glad. Mere glad end mig. Jeg brugte lang tid på badet. Jeg ville være 100% ren, og dufte helt fantastisk. Da jeg var færdig med badet, parfumer, deo og altverden prøvede jeg kjolen. Den passede stadig helt perfekt, men jeg havde lidt morgenkvalme. Det ville nok gå over. Da jeg stod og kiggede mig selv i spejlet, kunne jeg se en bag mig. Det var Amalie. " Heej søde! Hvor ser du smuk ud. Du er virkelig en prinsesse." " Hej Malle - tak! Tusind tak, og dig. Din kjole, wow!" Hun var virkelig også smuk. Hun havde en knælang lilla kjole på, med en masse tyl. Hendes hår var smukt, naturligt og lige tilpas. Hendes sko var fortryllende. Lignede lidt marcipan. Men smukke. " Hehe tak! Men der er et par timer til endnu. Jeg har lige været ude og kiggede på slottet, det er utrolig smukt derude. Men roserne er lidt visne, det er ikke slemt." " Roser er mit mindste problem lige nu." sagde jeg - med en meget stresset stemme, mens jeg diskret tog mig til maven. Ja - bare tanken om det barn. " Det kan jeg godt forstå, Alice. Men jeg vil lige sikre mig at al maden er 100% klar. Vi ses når du bliver hentet, okay?" Amalie lød mere forstående end nogensinde. Hun havde altid været så sød ved mig. " Tak Alice, hvor er du sød. Jeg vil lige finde mine sko så.. Øhm, har du set..?" Jeg nåede ikke at sige sætningen færdig, så stod hun med en smuk æske i hånden - en skoæske med silkebånd rundt om. Der stod Lucca Bride på. " Tusind tak. Du er en skat. Vi ses!" sagde jeg. Hun smilede til mig, og forlod rummet. " Heey Amalie, skoene?" råbte jeg. Hun kom styrtende tilbage. " Åhh, undskyld. Here my darling." Hun gav mig skoæsken i hånden, og forlod rummet igen. Jeg åbnede æsken og tog stiletterne op. Hold da op, Amalie var fantastisk til at vælge sko. Det var stilletter af aller højeste slags! De var, et skud i tågen, 20 cm høje. Der var silkebånd bundet mange gange rundt om dem. De var så smukke. Jeg tog en af dem op i hånden, og tog den på. Den passede også perfekt. Jeg var fuldendt. Jeg tog den anden sko på, og drejede rundt. Jeg skuede til klokken, men blev forskrækket. Klokken var halv 8, og jeg skulle være i kirken lidt over 10. Jeg beholdte kjolen på, skyndte mig at finde bilnøglerne og nærmest hoppede ud af døren - og ind i bilen. Jeg kørte over til frisøren, og klarede denne gang det engelske fint. " Hello Darling!" sagde hun. " Are you readu for your big day today?" - hun var sød ved mig. Da hun havde sat mit hår, tog jeg hjem igen. Iført brudkjole gennem hele Beverly Hills - selvfølgelig. Mor stod i døren, og tog imod mig. " Min lille skat - der er en halv time til. Er du klar? Isabell kommer lige om lidt!" " Fair nok mor. Im ready. Og jeg glæder mig." smilede jeg til hende. Isabell var min mors venindes makeup artist. Heidi Klum hedder min mors veninde. En kendt model. Jeg gik ind i værelset. Bare for at få tømt hovedet. Det trængte jeg til engang imellem. Det bankede på døren, og jeg råbte " Kom ind," Det var Amalie. " Hey min babe. Hvor er din farmor?" Åhh nej, min farmor. " Amalie, jeg ved det ærlig talt ikke. Pinligt nok - jeg ved det faktisk overhovedt ikke." Jeg blev nærmest helt urolig. " Hæhæ - godt jeg ved det søde skat. Hun sidder allerede oppe i kirken. Og hun er SÅ fin!" sagde hun - der reddede hun min røv. " Åhh, der nåede du lige at gøre mig bange. Men Amalie.. Er det okay, hvis jeg smider dig ud..? Det er jeg ked af, men jeg træng..." " Rolig nu Alice. Det er okay, jeg forstår dig. Det her sker en gang i livet." svarede hun, som den bedste veninde hun var.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...