Begravelsen

Dette er en stil jeg lige har skrevet i skolen som jeg vil dele med jer. Jeg fik starten på en historie og skulle så skrive videre.
Den skulle skrives på tre timer så den er ikke så forfærdelig lang, men jeg håber i vil synes om den! :-)
Den handler kort sagt om Cecilia der mister sin søster Steffanie.

4Likes
16Kommentarer
1711Visninger

3. C

”Hvor kører du os hen, skat?” Spurgte min far. Min mors blik var stift rettet mod vejbanen. Vi skulle rigtig være på vej mod det lokale, hvor vi skulle holde en lille slags ’efter sam-menkomst’ med dem der havde været til begravelsen, men min mor kørte den stik modsatte retning. Hendes greb om rettet var så stramt, at hendes knoer blev helt hvide og hendes arme rystede nærmest af anstrengelse. Øjnene var blanke, men hun græd ikke – hun så beslutsom ud. ”Vi skal bare lige forbi hospitalet,” svarede min mor endelig. Hvad skulle vi på hospitalet? Havde vi ikke været der nok den seneste tid? Hvad skulle grunden være til, at vi gad derud igen? Det sted førte nærmest kun dårlige minder med sig. Imens landskabet susede forbi udenfor, tænkte jeg på hvordan alt skulle blive nu? Hvor længe ville mor være så underlig? Hvornår ville de begynde at bekymre sig om mig? Skulle jeg klare det her alene? Kunne jeg klare det her alene? Min mor drejede bilen ind på parkeringspladsen ved hospitalet, et sted vi alle kendte så godt. Døren smækkede med et brag efter hende, da hun forlod bilen. Nervøst fulgte jeg efter hende og far mod indgangen. Hvad havde hun gang i? Mit hoved var fuldt med spørgsmål. Da vi kom ind til skranken spurgte min mor, med en fast stemme, hvor hun kunne få fat i Dorthe og hendes team. Det var dem, der havde forsøgt at redde Steffanie. Damen i skranken fortalte, at de netop var gået til pause, så hun kunne måske finde dem uden for, hvor de ofte var i pauserne. Med hastige skridt styrede min mor mod udgangen til udendørs områderne. Døren svingede automatisk op for hende, da hun nåede der til og pludselig kunne jeg se på hende, at hun havde fået øje på Dorthe, Hanne og Steen. Hun satte farten op og nærmede sig den lille gruppe. Hvad i alverden ville hun gøre? Hendes hånd susede op og greb fat i Dorthes krave. Hun hev hende voldsomt tættere på. ”Du kunne have reddet min datter! Du skulle have reddet hende! Dig og dit latterlige team.” Min mors stemme gjaldede ud over græsarealet. Jeg sprang forskrækket tilbage. Hvad havde hun gang i? Var hun blevet sindssyg? Min far stod som forstenet og så til – akkurat som jeg. Dorthes ansigt var drænet for blod. Steen bevægede sig med langsomme bevægelser mod min mor. ”Karina, tag det nu lige lidt roligt. Vi ved, at du er ked af det, vred og frustreret, men du må forstå, at vi har gjort vores bedste. Ingen af os ønskede, at din skønne datter skulle forlade denne jord. Men nogle gange kan vi mennesker bare ikke stille noget op. Nogle gange må vi indse, at der er noget som er for stærkt til, at vi kan nedkæmpe det.” Min mor løsnede grebet om Dorthes krave og der kom straks mere farve i Dorthes ansigt. Stille og roligt lod min mor sine arme falde rystende ned langs hendes krop. Rystelserne bredte sig og til sidst rystede hele hendes krop. Højlydte hulk forlod hendes mund, som hun stod der alene midt i virvaret af kaos og følelser. Min far lagde beroligende en hånd på min mors skulder, men jeg kunne tydeligt se, at han ikke anede hvad han ellers skulle gøre. Lidt efter lidt tog hulkende af og til sidst trillede der kun få ensomme tårer ned ad min mors kinder. Hun vidste, at Steen havde ret. ”Vi tager hjem nu, skat. Det hele skal nok blive okay.” Min far tog forsigtigt min mors hånd og vendte hende rundt, hvorefter de begyndte at gå tilbage. Jeg kiggede undskyldende på lægerne, følte mig straks som den voksne i situationen. Det var helt forkert, at det var mig, der skulle sende dem dét blik og bagefter undskylde på vegne af min mor. Det skulle min far have gjort. Det var ikke mig, der skulle stå her tilbage og føle et ansvar, som en voksen burde have. Lægerne forsikrede mig om, at det var okay og at jeg hellere måtte følge med mine forældre. Tavst gjorde jeg som de sagde. Satte bare det ene ben foran det andet uden at tænke over noget. Jeg gik bare. Ensomt forlod jeg hospitalet en sidste gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...