Begravelsen

Dette er en stil jeg lige har skrevet i skolen som jeg vil dele med jer. Jeg fik starten på en historie og skulle så skrive videre.
Den skulle skrives på tre timer så den er ikke så forfærdelig lang, men jeg håber i vil synes om den! :-)
Den handler kort sagt om Cecilia der mister sin søster Steffanie.

4Likes
16Kommentarer
1713Visninger

2. B

”Er du okay, min pige?” Min mormors rynkede ansigt kiggede bekymret på mig. Jeg blev irriteret. Så jeg ud til at være okay? Et suk forlod mine læber. Jeg blev så nemt vred og irriteret for tiden. Tårerne trillede ned ad mine kinder. På min højre side kunne jeg se kisten stå på gulvet. Den var dækket til med blomster og nede i den lå Steffanie! Det var slet ikke til at fatte, at min elskede søster lå tavs og kold nede i en kiste. Jeg rystede stille på hovedet, undgik med vilje at tale. Ceremonien var ved at slutte og min far, min mor og mine tre onkler gik hen til kisten for at bære den ud. Jeg kiggede rundt i kirken og så, at tårerne løb ned ad alles kinder. Jeg vidste at mine blå øjne var helt blanke. At de så store og fortvivlede ud, som passede meget godt på hvordan jeg havde det indeni. Jeg var fortvivlet. Jeg havde fået en måned til at vænne mig til tanken fra den dag, vi fik at vide, at Steffanie havde kræft. Hun havde en kræftform der ikke kunne helbredes. Hun kunne bare ligge i smerter og vente på at døden skulle komme og tage hende. Hun var bange, havde hun fortalt mig. Ikke for døden, men for hvordan vi ville få det uden hende. Hun var bange for at vi ville glemme hende. Da hun havde sagt det, var mine øjne blevet større end normalt. Jeg havde spærret dem op i dyb vantro. Troede hun, at vi ville glemme hende? Selvfølgelig fortalte jeg hende, at vi aldrig ville glemme hende, men jeg tror stadig, at det var det, der skræmte hende mest.

 

Folk stod samlet omkring graven og så til imens kisten blev sænket i jorden. Jord blev kastet over hendes kiste og jeg stod bare som forstenet og stirrede med tårer i øjnene. Ville jeg nogen-sinde komme vider og leve et normalt liv igen? Hvorfor var det Steffanie, der var blevet ramt af kræft – og så lige dén kræftform der ellers var så uhyre sjælden blandt unge. Min morfar stod også i blandt de sørgende, det var mærkeligt at se ham i mellem familie og venner, for det var flere år siden, jeg sidst havde set ham. Min mormor og min morfar havde haft et kæmpe skænderi og siden havde min morfar stort set meldt sig ud af familien. Jeg ved, min mormor var sur over, at han var dukket op her i dag, men jeg forstod ham godt. Han havde også kendt Steffanie og til en begravelse var alle velkomne. Jeg satte mig på hug ved gravstedet, da kisten var blevet begravet fuldstændig. Jeg havde taget en lilje med, kun én enkel, fordi jeg vidste, at det var hendes yndlings blomst. Min søster og jeg havde altid leget sammen. Da vi var yngre, elskede vi at digte os til nogle personer og lades som om, at vi var dem. Steffanie ville altid hedde Lilje, det navn betød vist noget særligt for hende. Jeg kunne så tydeligt se hendes ansigt for mig. Den fine lyse hud, de lettere runde kinder, små og fine rosenrøde læber, de store blå øjne og det lange lyse hår – alle sammen træk vi havde tilfælles. Jeg kunne se på folk at jeg skræmte dem lidt. Det gjorde nærmest ondt på dem at se på mig, måske fordi det mindede dem for meget om hende? Jeg vidste ikke hvad grunden var, men i hvert fald fik det mig til at føle mig mere og mere ensom. Jeg følte mig alene om det her. Jeg følte ikke at jeg sørgede sammen med de andre, for ingen af dem havde det bånd til Steffanie, som jeg havde. Min far brugte så meget tid på at trøste min mor, at der stort set ikke var tid til at se, hvordan jeg havde det. Jeg græd hele tiden. Jeg lagde ikke skjul på noget, for jeg var ikke flov over at vise, at jeg selvfølgelig var ked af at have mistet min søster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...