Begravelsen

Dette er en stil jeg lige har skrevet i skolen som jeg vil dele med jer. Jeg fik starten på en historie og skulle så skrive videre. Den skulle skrives på tre timer så den er ikke så forfærdelig lang, men jeg håber i vil synes om den! :-) Den handler kort sagt om Cecilia der mister sin søster Steffanie.

4Likes
16Kommentarer
1638Visninger

1. A

På vej til kirkegården var der helt stille i bilen. Solen skinnede fra en skyfri himmel og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg syntes det passede til dagen eller ej. Normalt ville jeg forbinde regnvejr med en begravelse, fordi begge ting er noget trist, men Steffanie havde altid været en solstråle, så måske passede det egentlig meget godt at solen skinnede. Måske havde Steffanie noget med det gode vejr at gøre? Hvis det altså passede, det med at man kommer i himlen når man dør, så kunne det jo godt være. Jeg kiggede stift ud af vinduet og så landskabet passere. Det sagde mig intet. Samtidig følte jeg mig helt forkert som jeg sad her helt i sort. Jeg følte det var forkert, fordi Steffanie aldrig gik i sort, hun kunne ikke fordrage farven sort. Alligevel ville en masse mennesker nu møde op for at sige et sidste farvel til hende – alle sammen i sort. Hvis Steffanie havde været her, havde hun taget min hånd og givet den et klem. Hun vidste altid, hvornår jeg havde brug for lige dét bestemte opmuntre klem, som kun hun kunne give. Ingen kendte mig som Steffanie. Nogle gange vidste vi hvad den anden ville sige, eller hvad den anden tænkte. Jeg ville aldrig mere se Steffanies smukke ansigt for mig igen. Mine tanker vandrede videre i et vildt tankespind og pludselig var jeg tilbage til den dag, hvor vi fik at vide, at Steffanie havde kræft.

 

Da jeg trådte inden for døren kunne jeg med det samme mærke, at noget var helt galt. Stemnin-gen var anspændt, selv helt ude i gangen kunne jeg mærke det. Med rystende fingre bandt jeg snø-rebåndene op på mine sko, hvorefter jeg tog en dyb indånding og gik ind i stuen, hvor min mor og far sad. De havde alvorlige utryk i ansigtet og mit hjerte ræsede af sted. Hvad var der sket? Hvor var Steffanie? ”Vi har noget, vi skal fortælle dig,” startede min far. Jeg kunne se min mor åbne munden og trække luft ind, klar til at sige noget, men så brød hun ud i gråd. Jeg stod som forstenet og kiggede på min grædende mor. Min mor græd næsten aldrig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min mor skulle ikke græde. Hun skulle være stærk og trøste mig, lige meget hvad der var sket. ”Det skal nok gå, skat.” Min far lagde beroligende en hånd på mors ryg og trøstede hende. Så kiggede han atter på mig. ”Steffanie er på rigshospitalet.” Min far stoppede, jeg vidste han havde mere at sige. Mine ben rystede under mig. ”Og?” Jeg kiggede spørgende på min far, ventede på en fortsættelse. ”Hun har fået konstateret bugspytkirtelkræft,” sagde min far med dirrende stemme. Først forstod jeg ikke noget. Først var jeg bare sur på min mor over, at hun græd og på min far over, at han var lige ved at græde. Jeg forstod ikke, at hun skulle dø. At hun ville forlade mig for altid. Kunne man helbrede den slags kræft? Jeg havde ingen idé. ”Dør hun?” Spørgsmålet røg bare ud, jeg måtte vide det. Det var dér min far græd. Måske var det ikke rigtig gråd. Det eneste jeg så var én enkel tåre, der langsomt trillede ned ad hans kind og efterlod en våd stribe efter sig. ”Ja.”

”Cecilia, vi er her nu.” Min mors stemme vækkede mig, og det gik op for mig hvor langt væk jeg egentlig havde været. Langsomt klikkede jeg selen op og stod ud af bilen. Jeg kunne se små tårer krybe frem i min mors øjenkrog hver gang hun kiggede på mig. Jeg vidste hvorfor. Det fik hende til at tænke på Steffanie. Vi lignede hinanden på en prik på nær nogle få skønheds pletter. Det var blandt andet også grunden til, at jeg ikke havde set mig selv i spejlet siden Steffanie var død. Det gjorde for ondt at tænke på, at jeg var her tilbage, når Steffanie var død. Vi havde altid gjort alting sammen, vi fulgtes ad i gennem alt. Bare ikke dette. For kræften havde kun ramt Steffanie. Hvorfor hende? Hvorfor sådan en uskyldig ung pige, der havde hele livet foran sig. Et gammelt menneske burde være død i stedet for hende. En som havde oplevet livet og alt, hvad det havde at byde på. Min tvillingesøster var blevet taget fra os for tidligt. Alt for tidligt. Jeg var sur og vred. Hvis Gud fandtes hvorfor gjorde han så ikke noget? Hvorfor lod han så unge mennesker dø? Hvorfor lod han så os stå tilbage uden Steffanie? Jeg havde ikke lyst til at sidde i Guds hus og hører om hvor fantastisk han var, når han ikke havde hjulpet Steffanie. Jeg vidste jo godt, at der ikke var retfærdighed i verden. At folk døde i krige, folk som var fuldstændige uskyldige, var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Det var bare noget andet, når det ramte en selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...