Forladt

Hovedpersonen prøver at finde sin idetitet, men det kan være svært, når man ikke helt ved hvem man er. (skoleopgáve i 8.klasse)

1Likes
0Kommentarer
923Visninger
AA

1. Legetøjsbutikken

”Jeg vil have den der.” Legetøjsbutikken var fyldt med farver og lyde. En skærm oppe i loftet viste en yo-yo reklame, mens elektriske hunde og katte gik rundt oppe på et bord, med en ballon fastspændt til halsbåndet. Min mor lagde mærke til reklamen: ”Vil du ikke hellere have sådan en?” Spurgte hun, og pegede i retning af yo-yoerne. Jeg var allerede på vej videre. ”Ellers andet?” Damen ved kasseapparatet lagde dukken ned i en pose, og gav den til min mor, som fraværende rystede på hovedet. Hendes øjne lignede et stort spørgsmålstegn, men jeg var ligeglad. Jeg var jo bare, som min mor altid sagde jeg skulle være; mig selv.

Efteråret havde ramt Danmark, og butikkerne i gågaden var begyndt at sælge sine sidste sommervarer. Vinden piskede i mit ansigt, men inden i var jeg dejlig varm. ”Hvem er jeg egentlig?” Mit blik flagrede fra posen og op til min mor, men inden længe kiggede jeg ned i posen igen. ”Hallo?” blev jeg ved, mens jeg sukkede dybt.  Min mor satte sig ned i hug, og tog fat i min arm. Hun smilede. ”Du er den sødeste prins i hele verdenen, det er du!” sagde hun og plantede et kys på min pande. ”Hvad nu hvis jeg hellere vil være en prinsesse?” Mit smil tøvede, da jeg så min mors ansigt. ”Det var det jeg mente... prinsesse.” Hun gav mig et hurtigt knus, og slyngede sit halstørklæde en ekstra gang rundt om halsen. Folk på gaden kiggede, da vi gik forbi dem.

Alle fingre peger den samme retning. Ansigterne griner, og råber hånligt. De voksne prøver, med en bekymret mine, at hive de onde børn væk. Alene står et menneskebarn. Helt forladt.

Hele stuen lugtede af burger da vi kom hjem. Jeg rynkede på næsen, selvom jeg elskede burger. ”Aaaad!” vrængede jeg. ”Jeg vil meget hellere have... øh... sushi!” Min mor stod og kiggede på mig. Helt forbløffet. Da min far vendte sig om og stod helt forstenet på samme måde som min mor, havde han det der skuffede hvad-har-jeg-nu-gjort-galt blik. Jeg havde ikke kunnet fordrage sushi så længe jeg havde levet, men jeg løftede bare lidt på skuldrene, tog min dukke og traskede ind på mit værelse. Væggene havde en hæslig farve af blå overmalet med lyserød. Man kunne stadig se den blå maling igennem. Nogle steder bedre end andre. Størstedelen af mine ting var i de to farver. Forskellen var bare, at de blå biler og byggeklodser var pakket ned i store kasser, som var skubbet halvt under sengen. Når nogen kom på besøg, sagde jeg bare at jeg var blevet for stor til den slags. Jeg brugte dem alligevel aldrig. Den nye lampe i loftet var gul med lyserøde hjerter, og i hjørnet stod en lille seng, med et stort lyserødt slør over.

”Hvorfor må jeg ikke tage det op at posen?” spørger det lille barn irriteret. Moren hiver posen til sig, i en blanding af panik og irritation, og hun har en følelse af, at hun begår en forbrydelse. Barnet føler sig udueligt, og gråden stiger op i øjnene, som nu lader tårer løbe ned ad kinderne. Moren sætter sig ind i bilen, efterfulgt at barnet, som stadig hulker lidt. Hun kigger ud af bilens forreste to vinduer og bakspejl, inden hun tager det lyserøde stof op af posen, og rækker det bagud til sit barn, der sidder og føler sig forladt.

Jeg skulle til at lege ”Prinsessen på Ærten” med Dukke-Lise, da jeg kunne høre stemmer ude fra køkkenet. Det var min far der talte højest. Med øret hårdt presset ind mod døren, kunne jeg tydeligt høre hvad de sagde: ”... bliver værre og værre. Først lyserødt sengeslør og vægge, så kjoler, og nu minsandten også en dukke!” Min fars stemme blev højere og højere for hvert ord, og til sidst råbte han nærmest. Det var i hvert i fald så højt så jeg uden problemer kunne tage et skridt væk fra døren, og stadig høre det hele. ”Du må da kunne forstå, at det ikke kan blive ved på denne måde! Vores barn skal have psykolog hjælp, og DET SKAL VÆRE NU! Ellers vil jeg sende...” Jeg holdt vejret og tog hænderne for ørerne. Mine øjne var helt våde, og min hjerne helt blød. Til sidst tog jeg mig sammen og slap grebet igen. ”... fanden bilder du dig ind?!” Min mors stemme var skinger, og jeg kunne høre en stol blive skubbet til side. ”Adoptere væk? Vores barn er bare ved at finde sig selv for fanden! Du skal satme ikke bestemme hvordan mit barn skal klæde sig, eller i det hele taget være. Du skal bare holde fingrende langt væk! Jeg gider dig ikke mere. Jeg...” Stemmen brød ud i gråd, og jeg kunne høre stolen knirke da hun satte sig. Jeg havde allermest lyst til at kramme hende, men jeg vidste at jeg måtte væk. Bare et øjeblik.

Dukke- Lise lå på gulvet. Jeg puttede hende ned i en fakta-pose, sammen med det lyserøde sengeforhæng, som jeg hårdhændet rev ned fra loftet. Derefter fandt jeg min Barbie-jakke fra mit klæd ud tøj, og et par Supermandssutsko, der lå oven på et støvet puslespil. Vinduet var stort nok til at jeg kunne kravle ud, hvis jeg først fjernede alle de små balletdansere, som jeg havde købt i sommers ovre i genbrugsforhandleren.

”Skal de pakkes ind?” Manden med det lange skæg kigger ned på de små figurer, og begynder at finde gavepapir frem. ”Nej, tak!” skynder barnet sig at sige, og erstatter de små dansere med en halvtredserseddel. Manden ler lidt og fortsætter med et smil: ”Du vil selv have æren, kan jeg forstå?” Barnet ryster let på hovedet: ”Faktisk ikke. De er til mig selv.” fortsætter det og traver afsted, men kigger lige tilbage en sidste gang. Nu er manden bag skranken helt og aldeles alene og forladt.

Grene og buske fra den tæt bevoksede have, rev i mit tøj. Jeg vidste ikke hvor jeg løb hen. Gruset sprang til alle sider, da jeg kom ud på skovstien, og min kolde ånde ramte mig i ansigtet, da jeg fortsatte med fuld fart. Pludselig delte stien sig i to. Jeg satte mig på en sten og gemte mit ansigt i hænderne. Vejen til venstre førte ind til byen, over mod min døde farmor. Den anden sti var lille og kroget, og grene hang ind over den alle vegne. Jeg vidste ikke hvor den førte hen.

”Hvor skal vi nu?” Spørger barnet, mens det begynder at løbe dybere ind i skoven på en lille nedtrådt sti. ”NEJ! Ikke den vej. Vi tager ind til farmor.” Barnet kigger en sidste gang hen ad stien, og får øje på et eller andet. Noget rødt står og blafrer.”Kom nu!” Faren bliver ved med at kalde, og til sidst kommer barnet løbende. ”Du må aldrig gå der.” Faren kigger alvorligt ned på barnet som bliver ved: ”Men det gjorde farmor jo også eng…”  ”Ja, men nu er hun jo også væk.” afbryder faren der efterfølgende kigger ned og væk. ”Men…” ”Ikke mere nu.” Barnet nøjes med at tænke: ”Farmor er nok helt forladt.”

Den lille sti var fugtig, og mine sko blev helt våde. Men jeg var ligeglad. Ligesom at jeg var ligeglad med at en gren havde revet hul på mit bare knæ, og at en torn havde sat sig fast i min hånd. Fakta-posen blev tungere og tungere jo længere væk jeg kom, men jeg stoppede ikke. Det lyste op længere fremme, og et rødt flag blafrede i vinden. Stranden strakte sig så langt jeg kunne se, men ikke et eneste menneske var i nærheden. Havet, vinden og stranden var forladt. ”DET ER OGSÅ JERES SKYLD DET HELE!” Råbte jeg alt hvad jeg kunne mod posen, men vinden fangede ordene og tog dem med væk. Jeg begyndte at skrige. Et hjerteskærende skrig, som kunne have knust ethvert spejl. Skriget blev til gråd, og et brøl brød ud med alt sin kraft. Jeg løb ud til havet. Månen spejlede sig i vandet, der skyllede hen over mine fødder, og forlod dem kolde og våde. Det lyserøde stof blev smidt ud i havet sammen med posen, der inden længe sank ned og drev ud. ”Væk med dig.” Græd jeg stille. Lidt længere inde på stranden lå en sten. Den så meget ensom ud, og derfor lagde jeg dukken derpå. Nu manglede der bare mig. Et træ der næsten ragede op til skyerne, stod lidt uden for skoven. Grenene var våde, og flere gange var jeg ved at falde ned. Men jeg var ligeglad. Træet svajede, og vinden susede truende, men det var skønt. Jeg hev mine sutsko af og kastede dem langt væk. Der sad jeg så. Forladt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...