Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8730Visninger
AA

6. Skovens skønhed

Da Tamaki kom hjem fra jagten, kunne han ikke stoppe med at snakke om det igen. Jeg havde været så bange for hans helbred, men han havde det helt fint. Jeg smilede svagt, da han fortalte om alle sine oplevelser. Forsigtigt kørte jeg min hånd rundt i hans bløde pels. Uvidende om det, gik jeg på jagt efter sår, som han ikke havde fortalt mig om, men han løj ikke. Han havde virkelig ikke nogle sår

”Men i morgen… Tager du også af sted der?” spurgte jeg så. Hans dyreøjne så på mig og han nikkede. Jeg bed mig i underlæben og mærkede frygten. ”Men Tamaki… Hvordan skal jeg vide, hvem det er der banker på døren?” spurgte jeg ham og mærkede tårerne presse sig på. ”Hvordan skal jeg klare mig helt alene?”

”H-Hey… Jeg kommer hjem om aftenen… Og når du hører nogen banke på døren, så vil jeg sige ”Det er din bror der banker, kære søster.” Så vil du vide, at det er mig,” svarede Tamaki og prøvede på at trøste mig. Næste dag, var en gentagelse af i går. Han gik ud for at løbe igen og igen. Og den rutine gentog sig. Jeg håbede bare på, at denne jagtsæson snart ville ende.

 

Taemin P.O.V.

Jeg havde været sammen med Jonghyun for at se til denne kronhjort. Og han havde ret. Den var virkelig smuk. Den sprang så hurtigt, fra det ene sted til det andet. Jeg havde aldrig set den før. Måske var det en, der ikke hørte til her. Men uanset hvad, så var det en virkelig smuk kronhjort. Jeg måtte fortælle det til vores Prins. Denne kronhjort skulle han bare se.

 

Minho P.O.V.

”Prins Minho!” hørte jeg nogen råbe. Jeg vendte mig om, og så, at Taemin, min mest loyale tjener og Jonghyun, min bedste ven stod foran mig. Jonghyun smilede svagt, men der var noget der gik ham på, og Taemin så alt for spændt ud. Han havde sikkert noget at fortælle.

”Oh, Taemin. Lad os sætte os ned,” sagde jeg bare og sendte ham et smil. Han nikkede kort og jeg fik de to drenge til at følge efter. ”Nå men, hvad var det så I ville fortælle mig?” spurgte jeg dem bare. Jeg gik ud fra, at det havde noget med jagt at gøre, eftersom Jonghyun ikke var gået i bad endnu. Og Taemin havde endda taget med ham. Måske skete der noget sjovt. 

”Ser du. Jonghyun hyung tog mig med ud for at jage. Og vi så den kønneste kronhjort, men ingen kunne fange den,” sagde Taemin, men en så livlig stemme, at jeg bare måtte smile. Men det undrede mig dog, at Jjong ikke kunne fange den. Han stirrede bare på mig med store øjne.

”Den er virkelig hurtig Deres Højhed. Måske burde De prøve,” svarede han bare. Jeg lænede mig tilbage i min stol og sukkede kort.

”Fint. Det kan vel ikke skade noget,” sagde jeg og sendte de to drenge et smil.

 

Key gjorde mit tøj klar. Som Prinsen skulle jeg jo have den fineste påklædning, selv når jeg gik på jagt. Key var vores allerbedste designer og var nu i gang med at sætte tøjet på mig, så det stod perfekt. Duften af kylling kunne duftes på hele slottet. Onew var vores kok og lavede nogle af de bedste kyllinger. Men lige nu var det ikke tid til kylling, men til jagt. Taemin og Jonghyun ventede allerede på mig.  

Denne underlige følelse ramte mig, da jeg så kronhjorten. Allerede fra første blik af, vidste jeg, at den var særligt. Jeg vidste, at den kunne noget helt specielt. De andre havde haft ret. Den var lynhurtig, den legede nærmest med os. Den var vist udmærket klar over, hvad den var i stand til og selv jeg, Prinsen, havde besvær med at ramme den. Dog fik jeg ramt dens fod. Men jeg fik aldrig fundet den igen, den dag.

 

Mill P.O.V.

Jeg var ude for at samle nogle urter sammen. Hele dagen havde jeg haft denne underlige fornemmelse. Fuglene fløj uroligt rundt omkring mig. Jeg kunne pludselig høre skovens dyr brøle. De var alle sammen triste. Jeg vendte hovedet mod dem, men jeg kunne ikke se noget. Det var nok noget jeg bare havde bildt mig ind. Jeg samlede mine urter og begyndte at gå hjemad. Tamaki vendte snart hjem.

Det tog ham længere tid denne gang. Han plejede at være hjemme nu. Selvom der ikke hang et ur i hytten, så kunne jeg sagtens klokken efter så lang tid i skoven og dens lys.

”Det er din bror der banker, kære søster,” hørte jeg en stemme sige. Bange, flåede jeg døren op og skreg, da jeg så min bror. Han kunne ikke stå op længere. Jeg fik ham hurtigt ind i hytten og begyndte at skubbe så mange ting jeg kunne foran døren. Dog kunne jeg ikke tage nogle specielt tunge ting.

”Tamaki,” hviskede jeg bare og løb straks over til ham. Hans ben var skadet. Jeg prøvede på at undersøge hans ben, selvom det var ved at blive mørkt. Dog var der nogle lamper i hytten, så jeg klarede mig. Jeg gik over til vasken og fyldte en hvid balje med iskoldt vand. Eftersom der ikke var varme her, så kunne jeg ikke bruge andet. Forsigtig med ikke at spilde, gik jeg over til min bror og rensede forsigtigt hans ben. Mine hænder rystede konstant. Jeg havde renset såret så forsigtigt jeg kunne, men jeg manglede stadig en bestemt plante. Aloe Vera.

”K-Kan du godt blive her i et stykke tid. Jeg skal nok skynde mig,” hviskede jeg. Tamaki så på mig. Hans øjne var helt væk. Jeg begyndte snart at ryste helt og med stort besvær fik jeg åbnet døren, efter at have skubbet alle tingene væk. Turen tog min kun omkring ti minutter, men jeg var alligevel bekymret. Hvad hvis nogen havde fundet ham. Mit hjerte begyndte at banke hårdt i brystet på mig. Jeg kunne pludselig høre en underlig lyd. Tørt græs der blev trådt på. Jeg gemte mig hurtigt bag et træ, men det var ikke nogen. Jeg fortsatte min vej hjem. Mit hjerte stoppede ikke med at banke hele den dag.

 

Taemin P.O.V.

Jeg havde fulgt efter kronhjorten. Jeg skulle til at sigte igen, da jeg hørte de ord han sagde. Den kunne snakke?! Døren blev åbnet og en engel lukkede døren op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for hun forsvandt hurtigt ind igen. Jeg ville så gerne tættere på. Jeg ville så gerne se hende tæt på. Senere kom hun ud igen, men hun så virkelig skræmt ud. Hendes øjne lyste i tusmørket og hun begyndte bare at gå. Jeg besluttede mig for at følge efter hende ,og langsomt kom jeg tættere og tættere på. Hun var virkelig køn. Hendes mørke hår omringede det forsigtige ansigt så perfekt. Hun var ikke alt for lille, men en man virkelig ønskede at passe på. Det eneste der ikke hørte hjemme var hendes bange øjne. Jeg trådte forkert og hun gemte sig for mig. Jeg skyndte mig at gå. Jeg måtte fortælle dette til Prinsen. Han skulle se skovens skønhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...