Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8740Visninger
AA

16. Rovdyr

 

I det øjeblik, hvor jeg lod min irritation tage over min krop, var hun dukket op. Hendes mørke hår var sat pænt op og hendes læber var blodrøde. Hendes mørke øjne var perfekt placeret og det mørke hår, sammen med det blege ansigt, fik fremhævet hendes kæbeparti. Hendes kjole var puffet og rød, præcis som hendes læber. Kjolen fulgte med, da hun kom tættere og tættere på, men jeg havde slet ikke lagt mærke til hende, før hun lod hendes gyldne ord slippe ud.

”Ma, ma… Det har jeg aldrig hørt nogen kalde ham før,” svarede hun. Jeg vendte mit hoved overrasket over mod hende og følte mig pludselig flov, fordi jeg havde været så dum. Hendes udseende kunne være lige meget, det kunne hendes fine porcelænsansigts også, men ikke tiaraen på hendes hoved, ikke den lille ting, som symboliserede at hun var kongelig - at Minhos mor nu stod foran mig. Jeg havde været så fræk, at tage hendes søns opmærksomhed og han havde taget både min bror og mig til ham. Han havde givet mig alt det, jeg aldrig har haft, og så havde jeg kaldt ham en idiot bag hans ryg. Jeg havde slet ikke sat pris på alt det han havde givet mig. Jeg havde taget det for givet. Jeg havde ignoreret ham, og jeg havde kaldt ham så meget som en pabo bag hans ryg, selvom han bare ville høre mig læse. Jeg rejste mig op og bukkede mange gange.

”Jeg er virkelig, virkelig ked af at jeg-”

Mine ord blev afbrudt, da hun forsigtigt lagde en hånd på mit hoved og stoppede mig. Hun var slet ikke sur, som jeg havde forventet, nej hun var faktisk det modsatte… hun smilede?! Jeg så på hende med store øjne. Jeg skulle slet ikke forstå hvad der foregik.

”Sæt dig,” svarede hun bare i et blødt toneleje og sendte mig et lille smil. Jeg vidste ikke, hvilke planer hun havde for mig, men jeg satte mig bare alligevel ned. Utroligt nok så satte en som hende sig ned ved siden af mig i den anden stol. Kun et lille bord, hvor resten af de bøger jeg skulle læse stod på.

”Hvad er dit navn?” spurgte hun mig bare. Jeg kunne virkelig ikke læse hende. Hun så venlig ud, men måske ville hun smide mig ud, når hun fik mit navn. Jeg bed mig i underlæben, men besluttede mig for at svare.

”Millian… Millian Sun,” mumlede jeg bare lavt i håbet om at hun ikke kunne høre mig, men hendes nik sagde det modsatte.

”Men sig mig, hvorfor er det, at du kalder min søn en idiot?” spurgte hun bare, uden at lyde sur. Jeg kunne ligeså godt sige det som det var.

”Fordi jeg rigtig godt kan lide Minho, men jeg er ikke nogen fin prinsesse eller noget der minder om en pige med en social status. Jeg er bare en som Guderne har valgt at forbande, ved at lade mig opdrage af en heks, og jeg har ikke læst i rigtig lang tid, så jeg kan simpelthen ikke huske alle de bogstaver og snart finder Minho ud af, at han ikke kan bruge mig til noget og smider mig væk så han kan få sig en rigtig prinsesse,” sagde jeg bare, nærmest skreg det ud til hans mor, selvom hun var uskyldig i denne sag.

”Jamen dog, lille skat,” sagde hun bare og gik over til mig. Hun lå nu nede på hendes knæ og tørrede mine tårer væk… Mine tårer… Jeg havde slet ikke lagt mærke til at de var begyndt at falde, men det var de og jeg kunne mærke flere der var på vej. En Dronning sad foran mig på hendes knæ, og jeg lod hende bare gøre det… Jeg var ikke bestemt til at passe sammen med Minho. Jeg kunne ikke holde mit hulk inde længere, og snart var jeg også nede på den kolde jord, klemt fast i Dronningens varme arme.

”Lille skat, har ingen fortalt dig, at den sociale klasse ikke spiller en rolle i kærlighed? Intet spiller en rolle i ægte kærlighed,” sagde hun og aede blidt mit hår. Hun tog fat i en hårtot og kørte den om bag mit øre. Jeg rystede på hovedet og mine hulk var blevet mindre, snart kun nogle små snøft.

”Den bedste skat et menneske kan give er sit hjerte. Penge og rige forældre spiller ingen rolle. Hvis man ikke har hjertet det rette sted, så kan man aldrig forelske sig rigtigt. Bare fordi Minho er en rigtig prins, så betyder det ikke, at han forventer alverdens ting af dig… Man kan aldrig vide om folk elsker en, fordi man har penge eller ej. Du behøver ikke være en du ikke er. Hvis Minho er forelsket i dig, så er det i din sjæl,” sagde Dronningen og sendte mig et smil, som kun en ren sjæl kunne sende mig. Jeg kunne i få sekunder se min mor smile og give Dronningen ret. Med et sidste snøft tørrede jeg mine øjne og nikkede.

”Men skal vi så komme i gang med at læse?” spurgte Dronningen mig. Endnu engang overraskede hun mig med sin venlighed og sit smil. Jeg rystede på hovedet, men da hun løftede øjenbrynene og så på mig med et overbevisende blik, kunne jeg ikke andet end at læse med hende.

 

Minho P.O.V.

 

Hvis hun skulle være så kold, så kunne jeg da også være kold. Hvis hun havde tænkt sig, at være sur på mig for evigt uden grund, så kunne jeg da også følge trop. Det var ikke til at tro, at hun kunne være så kold, efter alt det jeg havde gjort. Det lignede slet ikke en prins at tage en beskidt og fattig pige ind til sig, men jeg havde gjort det. Og hvad var takken? Jeg gik med tunge skridt inde på slottet, med en bekymret Taemin og en sukkende Key, der hviskede bag min ryg. De troede, at jeg ikke kunne høre dem, men det kunne jeg. Jeg kunne høre hvert forbandet ord… Jonghyun dukkede også op… Heldigvis lavede Onew mad!!

”Han er bare sur over at hun er sur… Og nu tør han ikke tage initiativet,” mumlede Jonghyun og Key rullede med øjnene.

”Den Pabo tør bare ikke være en rigtig mand! I stedet for at surmule, burde han måske prøve på at gøre hende glad,” sagde key højt med vilje. Jeg kunne sagtens høre ham, og jeg kunne sagtens mærke blikket i nakken. Jeg kunne høre højlydte skridt, der kom fra biblioteket af og en mild latter. En latter jeg ikke havde haft tid til at høre i noget tid nu.

”MINHO OPPAAAAAAAAAA,” skreg en stemme, alt for hyper og glad. Jeg kunne se at Mill kom løbende imod mig med fuld fart. Jeg havde aldrig set nogen, der løb så hurtigt. Hun snublede, men løb alligevel videre. Tjenerne blev nødt til at søge dækning, hvis ikke de ville rammes. Jeg kunne se Amée blinke til mig, mens et lille smil dukkede op på hendes læber. Di smilede bare og de to gik og tog sig af det de skulle. Den nye mestersprinter hoppede i mine arme, men det var ikke så svært at gribe hende. Hun var let som en fjer i mine arme. Jeg satte hende bare på jorden igen lige foran mig og stirrede forvirret på hende. Jeg strøg hendes kind, da spor af tårer stadig kunne ses, men det smil der var på hendes læber var større end Onews… hvad foregik der?

”Mill-”

”Minho Oppa, jeg vil ud og se på stjerneskud i aften,” sagde hun og så på mig. Jeg behøvede ikke at se stjerner, for hendes øjne lyste allerede op som tusinde stjerneskud. Dog kom hendes ønske meget bag på mig, og jeg kunne ikke svare. Dog vidste jeg, at jeg skulle svare hurtigt, for ellers ville stjernerne i hendes øjne dø. Hvad var takken? Hendes smil? hendes lykkelige ansigtsudtryk?

”Jamen så lad os da gøre det,” hviskede jeg lavt, men med et lille smil. Jeg troede ikke, at hendes øjne kunne skinne mere, men det kunne de. Det kunne de sagtens. To arme slyngede sig rundt om mig, som en kran kunne gøre det, med det ville aldrig gøre ondt. Hun ville på ingen måde, have styrken til at gøre mig ondt.

”Jeg elsker dig Minho,” hviskede hun bare helt lavt, med lukkede øjne og rødmende kinder. Jeg kunne mærke, at mit hjerte satte farten op i lynets hast. Jeg blev nærmest bange for, at hun kunne mærke det. At hun kunne mærke den hurtige hjerterymte. En smilende engel elskede mig. Jeg tog fat i hendes hage og så hendes forvirrede øjne.

”Jeg elsker også dig,” hviskede jeg og nåede ikke at vise hende mit smil, før hun selv pressede sine læber mod mine. Jeg havde ikke forventet, at bare det lille kys kunne få mine læber til at brænde. Nu dukkede følelsen op igen. Den brændende følelse af lyst, som spredte sig med lynets hast. Et lille kys… Et lille kys ville snart blive til noget andet. Noget-

Jeg hørte Key hoste voldsomt. Jeg forstod ikke hvorfor han hostede, indtil jeg lagde mærke til, at Mills åndedræt var blevet voldsomt, hurtigt. Hendes kinder var virkelig blodrøde. Jeg havde forvandlet hendes blide kys, til et lidenskabeligt kys. Et hun slet ikke var klar til endnu. Jeg puttede hende tæt ind til mig. Hendes hjerte bankede tydeligvis hårdt i brystet på hende. Jeg kunne mærke Keys gennemborende blik. De andre hostede uskyldigt og så væk, men Key blev ved med at stirre hårdt på mig. Mine læber kyssede hendes pande i forsøget på at berolige hende. Min hånd kørte gennem hendes små uægte krøller, men mit blik slap aldrig Keys. Han sørgede for, at minde mig om, hvilket rovdyr jeg ikke måtte blive til.

 

___

 

Sorry, hvis der er fejl. Har ret travlt, så har ikke tid til at læse det igennem så mange gange ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...