Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8757Visninger
AA

19. Lykkelig slutning?

Mit hjerte hamrede hårdt i brystet på mig, da hesten stoppede, og vi var ankommet. Et hus lavet af gule mursten stod lige foran mig. Jeg rødmede kraftigt, da Minho steg af og hjalp mig ned… Ned i hans arme. Den store hvide bryllupskjole måtte helst ikke blive beskidt, og det var også lykkedes mig at holde den ren hele vejen herhen. Minho så ned på mig i sine arme og igen dukkede den mærkelige skygge i hans øjne op. Den, som jeg var lidt bange for. Men alligevel kunne jeg ikke frygte hans blændende smil. Nu hvor jeg tilhørte ham helt. Eller næsten. Han så ned på mig og kærligheden var til at se i hans øjne.

”Choi Millian,” hviskede han drillende. Jeg vendte hovedet den anden for at skjule min rødmen, men jeg kunne bare høre ham grine.

”Hvor er du sød når du rødmer, Prinsesse Choi,” hviskede han i øret på mig. Han drillede mig forfærdeligt meget. Gud hvor jeg hadede det. Jeg hadede, at han elskede mig så meget.

 

Jeg stirrede på ham og han stirrede på mig. Jeg kunne høre præsten tale og alligevel ikke. Jeg sagde det jeg skulle, men det var, som om jeg alligevel ikke gjorde det. Det føltes så underligt, så urealistisk. Jeg kunne ikke tro på det han sagde. Jeg kunne bare  ikke tro på det, men jeg stolede på hans løfter. Jeg stolede på hans ord. Jeg stolede på hans kærlighed.

”Og jeg erklærer Jer nu for rette ægtefolk at være,” hørte jeg præsten sige. Jeg tror ikke, at jeg kunne huske så meget mere. Hele denne dag var som en stor løgn, men ringen på min hånd fortalte mig det modsatte.

 

Minho holdte om mig, som han havde gjort den første gang han bar mig hjem. Det havde været en underlig følelse og det var det også nu. Jeg kunne ikke beskrive, hvor ondt det gjorde i maven. Nu, hvor jeg vidste, hvad Minho ønskede sig. Han ønskede, at jeg skulle være hans… Både fysisk og psykisk. Minho åbnede døren og sørgede for at låse den efter sig. Alt det gjorde han, mens han havde mig i sine arme. Mit hjerte bankede hårdt, hurtigt. Jeg kunne slet ikke slappe af. Især ikke, da han endelig lagde mig i sengen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, Key umma var her ikke. Jeg kunne ikke flygte. Jeg kunne ikke flygte fra Minhos ønske.

”Mil-Mil?” hviskede han, lidt usikkert. Jeg turde slet ikke så på ham. Jeg ønskede ikke at give ham det, han ønskede sig. Jeg kunne ikke. Hans varme arme rundt om mig fik mig slet ikke til at slappe af, som de burde. Han hvilede sin hånd på mit hoved og pressede det mod hans bryst.

”Kan du høre det?” spurgte han mig. Jeg vidste ikke hvad han snakkede om, indtil jeg kunne høre en rytme der matchede min hjertebanken. Den fik mig til at føle mig tryk, men jeg var anspændt. Jeg bed mig i underlæben, hårdt.

”M-Minho… Jeg er bange,” hviskede jeg meget lavt. Jeg lukkede mine øjne stramt i, og gemte mig så godt jeg kunne. Jeg ville ikke slippe ham. Han skulle ikke se mig lige nu. Jeg ville helst forsvinde, så flov jeg var lige nu.

”Bare hold fast og jeg lover aldrig at slippe dig,” hviskede han lige så lavt ind i mit øre. Hans brændende læber mødte mine og det lille lys, han havde tændt første gang han kyssede mig, var nu blevet til en stor og dejlig flamme. Jeg kunne mærke det i maven. Jeg elskede Minho mere end noget andet.

Minho elskede mig og jeg elskede ham. Jeg vidste, at han var noget særligt, lige siden dengang jeg så ham. Jeg vidste, at han var noget specielt. Vi så stjernerne sammen, vi blev gift, vi elskede. Jeg var kun hans nu, for evigt fanget i hans hjerte. Han var den eneste, der måtte elske mig, den eneste der måtte få min kærlighed.

__

 

Der gik et par måneder, hvor det lykkelige par levede, sådan som et lykkeligt par skulle. Deres venner havde det også det godt. Tamaki havde accepteret Minho, og de kunne da sammen. Dog ønskede de alle sammen, at de vidste, hvordan han kunne blive et menneske igen. Selv Minho prøvede at finde ud af det, men intet virkede. Og efter få måneder, så Minho sin verden forandre sig helt.

Mill fik det dårligere og dårligere. Hun havde smerter i ryggen, blev alt for nemt irriteret og brækkede sig alt for meget. Minho vidste ikke, hvad der var galt. Hvilken sygdom hun muligvis havde fået. Selvom hun ikke spiste så meget, så tog hun alligevel på… Det hele gav ikke mening. Og pludselig kom Daichi grinende, mens han pegede på Mill, Prinsens kone.

”DU ENDER MED AT BLIVE LIGE SÅ FED SOM EN GORILLA,” svarede han og holdte sig godt fast om maven, fordi han grinede så meget. Mills øjne lynede, men hun var alt for svag til at gøre noget ved det. Minho gik bare over til hende og strøg hendes hår væk fra hendes smukke ansigt, mens han smilede opmuntrende. Daichi rystede på hovedet.

”I kan bare slet ikke se, at hun i virkeligheden ikke er syg. Hvis jeg var Jer, ville jeg hellere udvide slottets værelser,” sagde Dacihi og nynnede. Flere lys blinkede, men Minho forstod det stadig ikke og følelsen af, at nogen gjorde grin med hans kone, gjorde ham sur. Daichi begyndte nu virkelig at grine, da han så Minho.

”Det er din skyld, du burde ikke være så sur på andre,,” sagde Daichi og fniste ondt. Minho stirrede på ham med store øjne, og Jonghyun klappede ham bare på ryggen.

”First comes marrige, then comes baby in a carrige~,” sang Amée og blinkede til hendes bror. Først nu forstod Minho det. Først nu, forstod han sygdommen, som ikke var en sygdom, men et mirakel. Aldrig havde nogen set Prinsen, snart Kongen, smile så meget. Hele kongeriget fejrede denne nyhed, da den kom ud og heksen smilede ondt for sig selv. Når Prinsen, eller den nye Konge fik travlt, så ville hans uskyldige kone være svagere end nogensinde, og der kunne hun angribe hende. For ingen ville lægge mærke til det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...