Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8742Visninger
AA

15. Kølighed

 

Minho var gudesmuk. Mildest talt. Jeg fik lyst til at røre ham, til at kysse ham, men så ville jeg ødelægge det hele. Med besvær fik jeg Minho til at stå op her til morgen. Han var sådan en syvsover. Han kunne sikkert sove hele sit liv væk. Man fik nærmest helt ondt i hjertet, når man så hvor modvillig han var, men hans surmulende ansigtsudtryk var priceless. Minho havde spurgt om jeg ville sove med ham, men endnu engang forbød Amée ham det… At sove i samme seng som mig, selvom jeg ikke ville have noget i mod det. Men noget sagde mig, at Amée og Minho snakkede om noget helt andet, noget som jeg ikke vidste så meget om. Det var tidspunkter som disse, at jeg ærgrede mig over, at jeg var opvokset et så øde sted. Og det hjalp ikke så meget, når min egen bror, ikke havde været et menneske i snart et år. Men altså, han var stået op.

Da vi var gået nedenunder til alle de andre, var vi stødt ind i hans far. Den mand, som havde givet Minho hans smil og hans udseende. Hans rene hjerte var magen til hans mors. Hans far, Kongen, havde rakt Minho et par bøger, som bestod af eventyr og poesi. Bøger der var gået i arv fra far til søn. Det kunne sagtens ses på bøgerne, at de var nedslidte, men ikke desto mindre var det nogle bøger Kongen holdte af. Det kunne ses i hans blik.

”Enhver mand skal kunne underholde og læse for sin kvinde Minho! Vis nu, hvad du dur til for en gangs skyld,” havde hans far sagt og slået ham i hovedet med en af bøgerne, en af de bøger, der kunne tage det uden at smuldre op. Som Kongen gik han selvfølgelig op i sin søns væremåde og personlighed. Der skulle snart til at være et bal, et bal der blev holdt, så man kunne fejre det gode sammenhold kongeriget havde… Og der gik rygter om, at Prinsen havde fundet sin Prinsesse... Key havde på ingen tid, fortalt mig om de forskellige ting som jeg skulle vide. For at være helt ærlig, følte jeg mig lidt malplaceret. Jeg kunne slet ikke leve op til alle de ting som Key havde fortalt mig om, uanset hvor mange flotte kjoler jeg fik eller hvor meget make-up Amée proppede i hovedet på mig.

 

Minho sad med bogen i sit skød og så koncentreret ud. Solen skinnede udenfor og lå perfekt på himlen. Skyerne fulgte trop. Minho og jeg sad under et træ, hvor skyggen var stor nok til os begge to. Minho havde selv fundet et tæppe, som vi nu sad på. Vinden blæste næsten slet ikke og fik kun mit hår til at bevæge sig svagt. Et lille smil kunne ses på Minhos ansigt og han kiggede kort op på mig. Så kiggede han ned i bogen igen og begyndte at læse op.

”It lies not in our power to love or hate. For will in us is overruled by fate. When two are stripped, long were the course begin. We wish that one should love, the other win; And one especially do we affect. Of two gold ingots, like in each respect: The reason no man knows, let it suffice,. What we behold is censured by our eyes. Where both deliberate, the love is slight: Who ever loved, that loved not at first sight?” læste Minho op, elegant og langsomt. Jeg vidste ikke hvorfor, men det gjorde mig så glad, at høre ham sige det. Selvom jeg aldrig før havde hørt et digt, var det som om det dannede en mening bag mine øjenlåg.

“Det var smukt,” hviskede jeg lavt og så på Minho, som havde et alvorligt, men smilende ansigt. Det var som solen selv, det kunne klare op og få en til at skinne, ellers kunne det være overskyet og få en til at føle sig nede. Han lænede sig ind foran mit øre og jeg kunne mærke hans åndedræt.

”Digtet, eller min stemme?” hviskede han igen med den dybe stemme og jeg bed mig svagt i underlæben. Skulle han virkelig drille mig så meget. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, men skubbede ham bare væk og vendte hovedet den anden vej. Jeg lagde mine arme over kors og surmulede, hvilket fik mig til at ligne en lille pige. Jeg kunne mærke mine silkebløde krøller bevæge sig frit i vinden. Amée havde krøllet mit hår og havde sat det op, men så det stadig hang løst. Jeg kunne høre Minho grine over sin egen lille forestilling, mens jeg bare surmulede. Dog begyndte varmen at aftage og snart turde jeg se over på ham igen. Men det fik jeg aldrig muligheden for, da jeg mærkede to stærke arme trække i mig. Inden jeg vidste af det, lå jeg mellem Minhos ben, med hans hænder rundt om mig og bogen lå i mit skød, så jeg også kunne følge med.

”Hvad med at du læser lidt?” spurgte han mig. Jeg kunne ikke forklare det, men det var som om man kunne høre, hvor lykkelig Minho var. ”Altså… Hvis du kan læse, for elle-”

Jeg vendte mit hoved, så jeg kunne så på ham og lagde en pegefinger mod hans mund. Det lille tilfredsstillende smil dukkede op på mine læber.

”Jeg kan læse koreansk og engelsk,” svarede jeg bare og pressede kort mine læber mod hans kind, hvilket også overraskede ham. Nu kunne jeg se glæden i, at gøre noget uventet. Minho fik nemlig et helt forvirret ansigtsudtryk i ansigtet. Jeg tog bare en af de andre bøger, en eventyrbog og begyndte at bladre lidt i den. Jeg kunne sagtens genkende bogstaverne, men jeg havde ikke set dem i lang tid.

”Once upon a time…” startede jeg ud med og begyndte at læse historien. Jeg måtte stoppe mig selv flere gange, fordi jeg simpelthen ikke kunne huske ordene. Jeg hakkede, kunne ikke udtale eller havde andre problemer. Jeg var tæt på at kaste bogen væk, da jeg endelig havde læst historien. Jeg havde også gjort det, hvis Minho ikke havde taget den ud af min hånd og klappet den sammen, for derefter at minde mig om, hvor skrøbelig den var. Derefter skulle jeg til at læse koreansk. Selvom jeg kunne det flydende, så syntes bogstaverne at blande sig sammen og frustrationen over ikke at kunne læse denne tekst, irriterede mig dybt. Jeg tog bare fat i bogen og smækkede den sammen og lagde den ved siden os. Minho tog bare fat i bogen igen og åbnede den igen, der hvor vi nåede til. Han tvang mig til at læse den færdigt og da de sidste ord slap ud af min mund, smed jeg bogen fra mig og rejste mig op. I et vredt tempo marcherede jeg ind mod slottet igen.

”Hvor skal du hen?” spurgte Minho mig helt forvirret. Jeg vendte mit hoved mod ham igen og så på ham med et iskoldt blik. Mit ansigt skinnede heller ikke hele tiden. Nu var det bare overskyet, hvor det regnede med knivformet hagl.

”Så langt væk fra dig som muligt,” hvæste jeg vredt, næsten ligesom en kat, trak op i min kjole og gik fornærmet videre. Jeg kunne høre Minho sukke træt. Så kunne han sidde der og læse for sig selv. Det havde jeg i hvert fald ikke lyst til længere… Især fordi, jeg ikke ønskede at han skulle høre mig læse, ikke når jeg havde glemt hvordan man gjorde.

 

 

Resten af ugen forløb ligeså køligt. Hvis Minho spurgte mig om noget, fik han bare et køligt og kort svar serveret. Ligesom en elendig forret. Og hver gang endte det med, at jeg vendte hovedet for at se efter ham. For at se hans reaktion. Jeg vidste ikke hvor denne kølighed kom fra. Måske var det bare ikke Minho alligevel. Måse var han ikke min eneste ene.  Amée lagde en hånd på min skulder og klemte den svagt. Hun rynkede sine bryn, da hun så hvordan jeg havde snakket til Minho.

”Kom her lille ven. Fortæl mig hvad der så er sket,” hviskede hun og trak mig hen til hendes værelse, værelset der var flottere og større end mit, men også alt for stort til en person. Jeg fortalte hende det hele, og hun havde nikket og sikkert noteret nogle ting i hendes hjerne.

”Du er bare bange for, at Minho ikke synes, at du er god nok, så derfor vil du hellere skubbe ham ud af din personlige boble end at lade ham komme ind i den, for så vil han finde alle dine svage punkter,” sagde Amée bare og kørte en hånd gennem hendes lysende hår. Jeg rystede på hovedet, da jeg slet ikke var overbevist om det, men Amée tvivlede ikke på hendes ny-opdagede teori, og tvang mig ned på biblioteket.

Deres bibliotek var virkelig stort, hvis ikke større end dansesalen. Jeg så på det flotte bibliotek, nok fordi jeg aldrig havde været i et. Der var så mange bøger?! Ville hun have, at jeg skulle læse dem alle sammen. Hun viste mig rundt og forklarede hvor jeg kunne finde de forskellige bøger henne. Jeg havde allerede glemt alt hvad hun sagde i løbet af ingenting. Det var som om det kom ind i det ene øre og ud af det andet. Så her sad jeg, men en bog i hånden, i en meget bekvemt lænestol. Det var en af de typiske stole, havde Amee sagt, selvom stolen var grøn. Jeg læste i bogen, men alligevel kunne jeg stadig høre Minhos stemme i mit hoved. Jeg var så irriteret, som en lille hveps der var blevet generet og nu havde jeg lyst til at stikke Minho! Jeg smed bogen væk, mod reolen og skreg irriteret. Ekkoet kunne høres og et lille ”Dump” lød, da bogen ramte gulvet.

”Pabo! Pabo Minho,” skreg jeg og gemte hovedet i mine hænder. Jeg havde slet ikke lagt mærke til noget, før jeg hørte hendes stemme.

”Ma, ma… Det har jeg aldrig hørt nogen kalde ham før,” hørte jeg en karamelblød stemme sige. Jeg vendte mig om og en kvinde, smukkere end Mona Lisa.

 

_____

 

Jeg takker Jer alle sammen for at have stemt på denne historie og for at holde så meget af den. Jeg var så heldig, at jeg kom på andenpladsen. Tak til Jer alle sammen, Jeres støtte betyder meget <3 

 

Fra nu af, kan I også følge mig på facebook 

http://www.facebook.com/pages/Minnie/118225128288233

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...