Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8733Visninger
AA

3. Gudernes forbandelse

 

”Der var engang.” Den typiske start for et eventyr. Nogen med en morale, andre med en historie. Min historie. Tja, den er lidt spændende. Så lad mig åbne døren. Lad mig åbne bogen. Nu vil jeg fortælle dig om mit eventyr. Et eventyr du ikke har hørt før.

Der var engang en søster og en bror. Drengen var den ældste og pigen var den yngste. Pigen, havde navnet Millian og drengen havde navnet Tamaki. De to børn havde sjæle af guld. Pigen var så smuk. Den reneste hud, der var blød som skyerne. Et blegt ansigt, med de rødeste kinder. Læber, der var så fyldige og bløde, at enhver mand ville kysse dem. Når hun altså blev lidt ældre. Øjne, der var så dybe, at de kunne få alt og alle. Hår der havde en brun farve. Det skinnede og bølgede naturligt og faldt perfekt over det uskyldige ansigt, hvilket fik øjnene til at skinne frem. Men det vigtigste var hendes hjerte. Et hjerte, der var så rent og godt, at det ikke kunne gøre en flue fortræd. En pige, der ikke kendte til ondskab. Hun havde aldrig før i sit liv oplevet ondskaben.

En pige, der alt i alt var perfekt. For perfekt. Selvom hun ikke vidste, at hun havde en engels smil, blev hun ved med at smile. Hun blev ved med at smile op til himlen, til den smukke sol, som elskede at dele sin varme med hende. Guderne kunne ikke klare det. Selv de, kunne ikke få et så pænt barn. Millian havde altid sat pris på selv den mindste ting. Hun havde aldrig været klar over, at hendes perfekte udseende kunne bruges til at misbruge folk. Hendes hjerte tillod det ikke. Men hun var også så lille, at hun ikke vidste det. Hun vidste ikke, at hendes smukke smil genrede Guderne.

Guderne misundte pigens mor. Hvordan kunne et menneske være så smukt? Så rent? Guderne var vrede. De skulle have alt, hvad der var perfekt. Pigen skulle straffes. Guderne dræbte deres mor og deres far. Pigen og drengen var knust. Deres forældre var væk, de skulle nu klare sig selv.

Guderne kunne se, at pigen alligevel var alt for perfekt. Alt for smuk. De måtte gøre noget. De fik fat i en heks og sendte hende ned på jorden. Hun skulle forbande pigen. Hun skulle sørge for, at hun ikke blev perfekt. Hun skulle sørge for, at den lille pige aldrig oplevede glæden.

Da pigen var tre og drengen fem, mistede de deres mor. De var for unge til at forstå hvad der skete, men det gik hurtigt op for dem, at deres liv ikke ville blive som før. Heksen straffede dem tit, slog dem, gav dem blå mærker, straffede dem både fysisk og mentalt. Guderne så pigen lide. Nu var de tilfredse. Deres hjerte mærkede dog noget, da de så den lille pige lide så meget. Hun led for sin skønhed. Hun opfattede sig selv som grim, forbandet. Hvad havde hun gjort for at fortjene dette liv. 

Tårerne trillede ned ad hendes kinder i en tidlig alder og fortsatte med at trille hver dag. Deres nye mor var så ond. Hun kunne ikke klare mere. Hendes krop var fuld af blå mærker og hun kunne ikke tage flere slag. Hun kunne ikke klare mere. Broren kunne ikke klare søsterens smerte. Hun rev i hans hjerte, hver gang han så hendes tårer. Hver gang han hørte hendes skrig. Hver gang han så de blå mærker. Hver dag, som han måtte tilbringe uden hendes smil, som for længst var forsvundet.

 

 

En dag sov heksen tungt. Den lille pige, var nu ikke længere end pige. Hun var nu seksten år. Broren lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder og sendte hende et blik. Hun kunne ikke se noget smil på hans ansigt og tabte al den brænde hun havde samlet sammen.

”Jeg kan ikke klare det længere. Hun ender med at dræbe os begge to, hvis hun bliver ved. Se lige på dig selv. Se de blå mærker på din krop. Du er så bleg, at selv den sne, som jeg så gerne vil røre ved, er mere farverig end dit ansigt. Du smiler ikke længere. Jeg kan ikke holde endnu en dag ud med denne heks. Siden vores mor døde, har guderne ikke vist os nåde,” svarede pigens bror, med knyttede hænder, så de blev hvidere end skyerne og rystede lige så meget et jordskælv. Brorens ansigt var så stramt, at han så alt for voksen ud. Bekymringen kunne ses i pigens ansigt og tårerne dukkede op på hendes ansigt igen. Frygten fór rundt i kroppen og hun kærtegnede brorens kind.

”Jamen… Skoven er ond og mørk. Vi kommer ikke til at overleve. Dyrene æder os levende og vi vil enten lide eller dø hurtigt,” hviskede hun, med en rystende stemme. Ligesom den stemme hun fik, når heksen slog hende. Broren krammede sin søster. Han ville ikke se hende græde.

”Selv hvis vi skulle dø, så ville det være dejligere end at være her,” sagde han. Tanken om at være alene med heksen, uden hendes bror, fik den lille pige til at skælve og den frygt som hun nu mærkede, fik hende til at tage fat i brorens bluse, mens hendes lille skikkelse begyndte at ryste kraftigt og tårerne strømmede som vandfald.

Broren så frygten i hendes øjne, men tog bare fat i hendes hånd. Hun stoppede med at ryste og fulgte efter broren. Fulgte ham med ud i skoven. Fulgte ham med ud, der hvor alt ændrede sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...