Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8638Visninger
AA

22. epilog

Børnene gispede i spænding, da hun lænede sig frem og fortalte den sidste detalje. Deres små børnehjerner kunne slet ikke klare al den spænding. Hendes mørkede hår strøg hun om bag øret og et barn var modigt nok til at spøge.

”Døde Dronningen så?!” spurgte en lille pige, efterfulgt af en masse andre spørgsmål. Selvom Dronning stod lige foran dem, kunne se stadig ikke regne det ud. Hendes latter kunne høres og hun strøg den lille pige over håret.

”Nej… Hun døde ikke. Tamaki og Prinsen red hurtigt ud til hytten og tiden var ved at løbe ud. Det var mørkt, men en lille lampe lyste og Minho fik øjne på sin Prinsesse. Sin Dronning. Med hjertet bankede op i halsen, løb han hen til hende og strøg hendes svedige hår væk fra hendes ansigt. Så lænede han sig frem og kyssede hendes alt for kolde læber…” sluttede hun af med at sige. Børnene stirrede spændt på kvinden der fortalte historien, men hun smilede bare.

”De levede lykkeligt til deres dagens ende, gjorde de ikke?” spurgte den lille pige, med de isblå øjne og tiaraen plantet i hendes hår.

”Prinsessen vågnede, da Prinsen kyssede hende og hun blev kronet som den rigtige Dronning. Og sammen med Prins Minho levede de lykkeligt til deres dages ende,” svarede kvinden med et stort smil.

”Det var så min historie,” sagde hun og alle børnene jublede eller klappede over Dronningens historie.

”Hey! Du glemte de to vigtigste i den historie. Tamaki, den modige kronhjort blev til et menneske igen og den lækreste dreng i hele kongeriget,” sagde han og blinkede til alle de små børn.

”Og Joon her, kommer til at lede efter sin Prinsesse når han bliver større,” svarede Tamaki, der holdte den lille Joon. Børnene vendte sig hurtigt om, da de så hvem der dukkede op i rummet. Selve Kongen kom ind smilende og kørte hånden rundt i håret hos de små børn.

”Historietiden er forbi,” svarede han bare, selvom de mange børn, kom med deres søde små protester. Langsomt smuttede børnene og sagde farvel til Dronningen, som vinkede til de søde små børn. Tamaki rakte hende hendes egen lille Joon og Minho lagde en hånd rundt om hendes liv.

”Tror du ikke, at Joon bliver lidt trist, hvis han kun bliver et enebarn?” spurgte Minho, da jeg havde lagt den sovende Joon i seng. Mill fløjtede lavt og satte sig på sengen, men benene krydsede over hinanden.

”Så må vi jo hellere kalde på stoooorken~” sang hun og Minho kom tættere og tættere på.

 

Lad os bare sige, at ni måneder senere, fik Joon sig endnu en bror. Og denne gang var der ikke nogen heks der ødelage noget. Denne gang, gav guderne dem deres Happy Ever After.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...