Prince Minho and the Curse

Guderne har altid haft de smukkeste børn. En dag da et menneske får verdens mest rene og gyldne barn, bliver Guderne misundelige. De ødelægger barnets rene skæbne og får en heks til at opdrage barnet og dets bror. Barnet lider under heksens opdragelse, og kommer aldrig til at stifte bekendtskab med gode dage.
En dag, da heksen sover, flygter Mill og hendes bror og begynder et nyt liv i skoven.
Men hvem sagde, at skoven var ufarlig? Hvem sagde, at heksen ikke kunne forhekse den? Hvem sagde at den var uden uhyrer?... Hvem sagde, at en prins ikke levede i et kongerige, ikke så langt derfra?

~ Denne historie er inspireret af mit yndlingseventyr, men dette er alligevel mig egen idé!~

83Likes
260Kommentarer
8733Visninger
AA

21. Døende Dronning

Alle lagde mærke til, at der var noget forfærdeligt galt. Hver gang, Joon kom for tæt på Dronningen, begyndte han at græde. Han ville slet ikke røres af hans egen mor. Han ville ikke engang tage imod hendes mælk. De blev nødt til at varme kunstig mælk, selvom Joon langtfra var tilfreds. Minho forstod ikke, hvordan det hele kunne være gået så grueligt galt. Hun ville ikke engang forlade sengen. Hun ville slet ikke rejse sig om. Hun vendte aldrig sit smukke ansigt, man så kun den ene side. Når Minho kyssede hendes kind, hendes hals, hendes nakke, havde hun ikke noget imod det, men hun bevægede sig aldrig. Og hver gang han rørte hende, mærkede han en skarp smerte i sine fingre, som havde han rørt gift. Joon skreg, hvis bare hun kom lidt for tæt på ham og det eneste Minhos Dronning gjorde, var, at skælde Joon ud. Hun skreg, at han skulle dø, at deres eget kød og blod skulle dø. Minho vidste ikke hvad han skulle gøre. Skulle han virkelig dræbe barnet, så han kunne få sin elsker tilbage? Han havde overvejet det, at lade ulvene i skoven spise barnet, at få Jonghyun til at kvæle det, men hver gang, sådan en tanke strejfede ham, blæste vinden så kraftigt, at det gjorde ondt. En stemme inde i ham skreg så højt, at han intet andet kunne høres. Stemmen forbød det, men jo mere tid der gik, jo svagere blev stemmen. Alligevel frygtede han stemmen, fordi den lød så frygtelig bekendt.

 

2 dage tilbage~

 

Da Minho lagde sig til at sove, havde han mareridt. Han befandt sig i mørket, helt alene. Han kunne se, at en lys port dukkede op foran ham. Den port, hvor livet befandt sig. Han skulle til at rejse sig, men mærkede en vægt på hans lår. Han så ned og skreg et smertens skrig, da han så sin elskede kone ligge med hovedet i hans skød, bevidstløs. Hendes puls var meget svag. Hun åbnede øjnene helt svagt og så på ham med et smertefuldt blik. Det eneste der undslap hendes læber, var det som hun ellers bad ham om at dræbe.

”Joon.”

Da Minho vågnede, var hele hans krop dækket ind i sved. Hans hår var så klistret, at han blev nødt til at tage sig et bad. Men ikke engang et varmt bad, kunne vaske den smerte væk han havde oplevet. Hendes puls der blev lavere og lavere. Hans puls der blev højere og højere. Han fik tørret det våde vand og tog nu slasket hans tøj på. Hvorfor var al glæden forsvundet? Hvorfor kunne han ikke sætte mere pris på sin kone… Hun havde jo trods alt lige født. Det var jo forståeligt, at hun var i chok, at hun var bange. Men at hun bad om Joons død ligefrem? Minho trådte ud og mærkede kulden, da han ikke længere blev holdt varm af dampen. Han kunne høre Joon skrige, da Mill nærmede sig ham. Minho løb straks over til hans kone og tog godt fat om hende.

”Lad ham være,” hvæste han bare og så på hende. Hendes pandehår var anderledes… Det dækkede nu hendes ene øje. Han havde lyst til at fjerne det, men hun slog hans hånd væk.

”Minho oppa,” hviskede hun bare helt lavt, med hendes smukke stemme, men der var en giftig klang over stemmen. Minhos hjerte begyndte alligevel at banke… Hun var ikke helt død. Ikke endnu.

”Minho oppa, Du har ikke givet mig min tiara endnu,” hviskede hun helt lavt. Det var ikke noget hun ville spørge om. Hun ville ikke tigge ham om magten. Hun ville ikke bede om sådan noget. Det var ikke hans Mill… Han kunne mærke, at der var noget helt galt. Han måtte se syner, hans kone stod foran ham og alligevel var han ikke tilfreds. Han kyssede hendes pande kort og smilede.

”Undskyld, jeg trænger bare til lidt friskt luft,” hviskede Minho lavt og slap sin Dronning. Dog tog han Joon med sig, inden han forlod rummet. Heksens datter stirrede efter sin mand og det barn, der ikke tilhørte hende. Jo før hun dræbte alt der tilhørte Millian, jo bedre. Hun så ud af vinduet og betragtede kronhjorten, der stirrede på hende. Natten faldt på og Millian ville nu ikke engang kunne åbne sine øjne.

 

1 dag tilbage ~

 

Det var i dag kroningen skulle finde sted. Det var i dag den nye dronning skulle krones. Når hun fik sat tiaraen på, ville hun få lige så meget magt som Minho. Hun ville være i stand til at opbygge eller ødelægge kongeriget. Det hele var i hendes magt og eftersom hun havde Minho om sin lillefinger, ville hun være i stand til alt. Minho så sin Dronning gå op ad den røde løber. Folket var samlet inde i tronsalen og den gamle Konge og Dronning sad, og så hende gå, begge med et smil på deres læber. Det var denne pige, der havde stjålet Minhos hjerte og de kunne ikke lade være med selv at tænke på, hvordan de havde mødt hinanden. Selvom den gamle Dronning havde et tungt hjerte, når hun så på denne pige. Alligevel sagde hun bare, at det var noget hun havde bildt sig selv ind. Minho stod med tiaraen i hånden og så på sin Dronning der var på vej op. Han havde det dårligt med sig selv. Han kunne ikke engang have sin søn i salen, fordi han ikke ville stoppe med at græde. Fordi han havde den samme fornemmelse i sit bryst, som sin far. Key befandt sig udenfor sammen med Minhos søn, mens han prøvede at trøste den lille dreng. Tamaki kunne høre vinden viske, jo tættere han kom på sin søsters barn. Pludselig kunne han høre en hvisken, som han ikke kunne høre for snart to år siden. Nu var det hans tur til at redde sin søster.

’Dronningen dør. Dronningen dør. Hendes timer løber ud, hendes timer løber ud. Hendes Konge er blevet narret af Heksen. Dronningen dør.’

Da Tamaki havde fået budskabet kom han med en stor lyd. Han løb lige ind i salen, hvor alle var stille og spændte. Minho skulle til at sætte den skinnende tiara på den falske Dronnings hoved. Tamaki ramte hende med sit gevir og folket skreg. Minho stirrede på Tamaki med store øjne og rettede sit blik mod Dronningen. Hendes pandehår kunne ikke længere skjule det øje, som hun manglede. Alle stivnede og den gamle Konge tilkaldte straks sine vagter. Tamaki gav tegn til Minho og sammen red de ud til den gamle hytte. Til den hytte, der havde reddet Mills og Tamakis liv. Til den hytte, hvor Minho først havde set hende. Til den hytte, som nu vogtede over den døende Dronning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...