Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
19004Visninger
AA

23. Trying

Wataru var faldet i søvn, midt på gulvet i sit værelse. Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra hans ansigt, og hans læber. Min mave kildede som besat, mit hjerte var ved at eksplodere. Hvad skete der med mig? Sådan havde jeg kun haft det én gang før, dengang med Sho, men det var slet ikke så heftigt som denne gang. Jeg trak kort på skuldrene og smilede.

”Godnat, Wataru,” hviskede jeg helt lavt. Jeg så lidt omkring mig, for at være sikker på, at her ingen var, så nærmede jeg mig Watarus ansigt, og hans rødlige læber. Jeg trak ikke vejret længere, men ventede bare på øjeblikket. Turde jeg nu også gøre det her?

”Rin,” mumlede Wataru lavt. Jeg gispede forskrækket og trak mig straks væk fra ham, hvor pinligt!

”Eh...?” hviskede jeg lavt, han lå stadig og sov tungt. Jeg sukkede lettet, han var ikke vågnet, men alligevel... Jeg fik ikke rørt hans smukke læber. Jeg turde helt klart ikke at gøre det igen.

”Wataru? Wataru!” råbte Watarus mor, da hun kom op af trapperne, og ind på Watarus værelse, hvor vi befandt os. Hun lagde sine arme over kors og sukkede lavt.

”Wataru, du skal følge Rin hjem,” sagde Watarus mor, og puffede lidt til Wataru, som lå og sov tungt. Hun ruskede også lidt i ham, og så lidt mere igen bagefter. Han vågnede ikke. Han sov som en sten. Natsuko sukkede opgivende og så på mig.

”Beklager, Rin. Jeg har kunder, har du noget imod at prøve at vække ham lidt?” spurgte hun pænt. Jeg nikkede og smilede. Hun rejste sig op, og gik så ned i restauranten igen. Jeg så på Wataru, som pludselig sad op.

”Jeg troede aldrig, hun ville gå,” mumlede han og rettede lidt på sin bandage, som han havde omkring hovedet.

”Eh? Hvad mener du?” spurgte jeg forvirret. Han så på mig med et lille smil. Jeg kunne mærke mine kinder brændte. Havde han slet ikke sovet, men så...!

Jeg holdt mig straks for munden, imens mine kinder blev ildrøde. Jeg så straks væk fra Wataru, som rejste sig op. ”Skal vi få dig hjem?” spurgte han. Jeg nikkede og rejste mig også op, lige da jeg troede, at vi skulle til at gå, tog Wataru fat i mig, og trak mig hen til ham.

”Eh?!” udbrød jeg forskrækket, og stod nu lige foran ham, og så ham ind i øjnene. Hans smukke, mørke øjne.

”Det var det her, du gerne ville have, ikke?” spurgte han helt lavt, og lagde sin hånd på min ene kind, helt blidt. Mit hjerte bankede hurtigere, ved hans berøring. Det, at hans ansigt kom nærmere, gjorde at mit hjerte var ved at eksplodere!

”Godt du er vågen, Wataru. Tror du ikke det er på tide, at hun kommer hjem?” spurgte Natsuko, som stod i døråbningen til værelset. Wataru og jeg trak os straks væk fra hinanden. Wataru sukkede lavt.

”Fint,” mumlede han og gik forbi sin mor, lidt arrigt. Jeg bukkede høfligt for Natsuko.

”Tak for maden,” sagde jeg med et smil og gik så efter Wataru.

 

Der skete heldigvis ikke noget på vej hjem til mig, det var nok den første gang. Jeg gøs lidt, min far var sikkert virkelig rasende! Mere end han plejede at være.

”Skal jeg følge dig indenfor?” spurgte Wataru. Jeg rystede straks på hovedet, da han allerede havde fulgt mig til min hoveddør. Han skulle ikke møde min far, det ville jeg ikke tillade!

”Tak for turen, Wataru,” sagde jeg med et smil og trådte så ind i tigerens gab, ind i mit hus. Og gæt engang? Der stod min far, bag ham stod Kekirie, hun så bekymret ud. Lance stod også et lille stykke væk.

”Ham der fulgte dig hjem, var det ikke Wataru Azuma?” spurgte min far koldt. Jeg gispede lysløst. Hvordan vidste han, hvem Wataru var?! Min far trådte hen imod mig med hastige skridt. Jeg trak straks mine arme op foran mit hoved, for at beskytte mig. Jeg lukkede mine øjne stramt i, det ville helt sikkert gøre ondt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...