Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18998Visninger
AA

59. Stopping!

”Wataru, hvad sker der!? I kommer for sent!” råbte Yuta, da han stødte ind i Wataru og Ryosuke i skolegården. Wataru stoppede op og så på sin holdkaptajn.

”Rin er på vej til Amerika! Hun er i lufthavnen!” sagde Wataru, en smule forpustet, men ikke meget. Yuta fik store øjne og så sig straks omkring, på de andre medlemmer på Tumblingholdet. De var der alle. Han rettede da sit blik mod Wataru igen.

 

Larmen af travle mennesker lød i mine ører. De gik alle lynhurtigt, for at komme væk fra landet. De var alle på vej et sted hen, som de på én eller anden måde, hellere ville være. Jeg derimod, jeg ville ønske, at flyet aldrig lettede. Jeg ville ikke forlade Japan. Kekirie ville ikke forlade Japan. Det var kun vores far, som ville af sted.

”Kom nu, Rin,” sagde Kekirie, da jeg endnu engang var stoppet op i lufthavnen. Jeg så på hende og strammede mit greb om min håndbagage. Jeg sank en klump og nikkede så, da Kekirie gik igennem sikkerhedskontrollen.

Nu var det snart ved at være sidste udkald. Efter sikkerhedskontrollen, kunne det ikke blive nået længere. Jeg ville aldrig kunne se Wataru igen, efter sikkerhedskontrollen.

”Lad os gå,” mumlede jeg til mig selv, og tvang mig nærmest til at gå gennem den bippende tingest. Den lyste grønt. Der var ingen fare ved mig, kun mit knuste hjerte.

”Karorin! Vi har travlt!” sagde min far strengt, der stod og ventede sammen med Kekirie. Jeg nikkede forsigtigt og skyndte mig hen til dem. Jeg stoppede dog brat op med et gisp, da noget stoppede mig. Noget indeni mig selv, stoppede mig. Som et lyn, der susede gennem min krop.

Jeg så mig langsomt tilbage, da sommerfuglene i min mave lettede endnu engang, og den samme kilde begyndte. Jeg fik øje på hans røde hår blandt mængden.

”Wataru,” hviskede jeg overrasket med store øjne, da han bremsede hårdt op ved spærringen til sikkerhedskontrollen. Han så på mig.

”Rin! Du kan ikke bare forlade os uden at sige farvel!” råbte han, og forsøgte, at overdøve larmen omkring os. Jeg bed mig selv i min underlæbe, da resten af holdet også kom til syne. De var der alle. Hver og én.

”Karorin, vi skal gå nu!” sagde min far strengt og tog hårdt fat i min arm for at trække mig med sig. Jeg kæmpede straks imod, selvom hans greb omkring min arm var meget stramt. Det gjorde ondt!

”Slip mig!” udbrød jeg og så på Wataru.

”Wataru!” råbte jeg. Han bed tænderne sammen i vrede over min far, og så gjorde han det. Han sprang over spærringen, som man ikke måtte i en lufthavn. Sikkerhedsvagterne fik straks øje på ham og jagtede ham, men det var han jo så vant til efterhånden.

”Rin!” råbte han og løb mod mig, med vagterne lige i hælene. Vi rakte ud efter hindanden, men vores hænder mødtes aldrig.

Vagterne fik fat i ham og tvang ham ned på jorden med sine arme bag sig, og min far trak min endnu hårdere med sig. Mit blik var dog fortsat på Wataru, som hans var på mit.

”Vi skal nok mødes igen, Wataru,” sagde jeg med et lille, tvunget smil på mine læber. Han smilede tilbage med et ligeså tvunget smil.

”Vi ses, Rin!” råbte de andre fra holdet på den anden side af spærringen. Jeg så på dem og smilede varmt til dem. Jeg kunne mærke tårerene presse på. Jeg ville helt sikkert ikke græde foran nogen! Overhovedet.

Alligevel, græd jeg.

”Farvel,” hviskede jeg stille, da min far trak mig med videre. Jeg så tilbage på Wataru og de andre. Jeg blev ved med at se på dem, indtil hans røde hår forsvandt ud af min synsvinkel.

Han var nu væk. Ude af mit liv.

Wataru.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...