Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18978Visninger
AA

48. Showing

De tre timer var gået, afslutningskonkurrencen skulle til at begynde. Alle holdene der gik på lejrskolen var stillet op, holdvis. Lenas hold var de første der skulle vise, hvad de havde nået på lejren.

”Rin!” hviskede Hannah da hun pludselig stod bag mig. Jeg fik et chok, men stirrede så straks på hende.

”Hannah, hvor har du været?” spurgte jeg lavt, overrasket.

”Jeg har siddet i et træ, der er også ønsketræer her!” sagde hun og smilede stort. ”En hund tissede på træet.” Hun så lidt ned. Jeg klappede kort hendes skulder.

”Sig frem, Hannah, hvad har du på hjerte?” spurgte jeg igen.

”Lena er forelsket i dig, Rin,” hviskede Hannah helt lavt til mig. Jeg blev rimelig meget overrasket. Jeg stirrede straks mærkeligt på Hannah.

”Seriøst?! Men hun har jo så meget imod Mizusawa og Kiyama,” mumlede jeg. Lena var til piger?! Jeg havde lidt svært ved at tro på det.

”Hun sagde det til ønsketræet,” sagde Hannah. Hvordan vidste Lena overhovedet at der var et ønsketræ?

 

Da Lenas hold var færdige, klappede vi en smule. Vores træner, Haku, så ikke specielt begejstret ud. Han havde nok set en del bedre, selvom jeg syntes at de var gode.

Det var min tur, jeg skulle lave min solotumbling. Jeg havde kun haft tre timer at øve mig i. Ligesom Hino brugte ringe til at fremhæve sin tumbling, brugte jeg bolde og ribbons. Jeg følte, at det hele pludselig var så nemt.

Utroligt. Mine spring var præcise, i takt med musikken, havde lejren gjort det ved mig? Det kunne den da ikke, vi havde jo kun gjort rent hele ugen.

”Wow, du er blevet god på tre timer, Rin,” sagde Wataru da jeg var færdig, rimelig overrasket så det ud til. Jeg smilede varmt til ham.

”Tak, Wataru. Held og lykke,” sagde jeg. Lena stod og så på mig, konstant, jeg kunne ikke rigtigt klare hendes blik. Nok var hun forelsket i mig, men alligevel.

”Det er jeres tur næste gang,” sagde jeg til Yuta. Yuta nikkede straks. Jeg så på Wataru og Ryosuke, jeg håbede bare, at de kunne enes, imens de var i gang.

”Yuta, vi har et problem!” sagde Kaneko, og kom gående med Satoshis arm over skulderen.

”Satoshi vred om på sin fod, han kan næsten ikke gå. Han er ikke i stand til at lave tumbling,” sagde han. Det var ikke godt. Uden Satoshi var de kun fem! Mizusawa, Yuta, Wataru, Ryosuke og Kaneko. Kiyama var ikke klar til at lave noget endnu. Det var virkelig et problem.

Haku ventede på, at de gik ind på tumblingmåtten.

”Jeg gør det,” sagde Hino så, lige pludselig og trådte frem. Jeg så på ham, overrasket. Han smilede svagt til mig. Han ville altså lave tumbling med de andre?

”Jeg kan hele jeres koreografi i hovedet, der er ingen problemer,” sagde han. Selvfølgelig; han var jo den bedste til tumbling af os alle. Yuta nikkede til Hino med et smil. Hino havde allerede vist, hvad han kunne af solotumbling.

 

Drengene gik ind på måtten, og det hele begyndte. De var utrolig meget i takt med hinanden. Jeg havde aldrig set noget lignende. De var ligesom spejlbilleder af hinanden, så præcise var de. Deres balanceevne, styrke, det hele var forbedret siden vi tog på lejr.

”Hvordan kan det gå til?” mumlede jeg lavt, helt overrasket.

”Det var alt sammen en del af deres træning,” sagde Haku så, som stod ved siden af mig. Træning? Vi udførte jo bare arbejde, vi trænede ikke.

”Det hele var en del af træningen; pudse de høje vinduer for at få balance, flytte på tingene for at blive stærkere og bedre til at samarbejde,” forklarede han, imens drengene stadig tumblede.

”Hvad så med poolfliserne?” spurgte jeg.

”Rengøringsdamen var syg,” sagde han bare. Jeg sukkede dybt, jeg vidste, at det ikke kunne have hjulpet på noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...