Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18962Visninger
AA

58. Running

“Wataru!” råbte Natsuko for syttende gang, da Wataru endnu lå i sin seng. Han vendte sig blot en enkelt gang, hvorefter han sov videre. Han havde den værste hovedpine, som han havde haft længe.

”Wataru,” sagde hans mor så koldt, da hun stod i døren til hans værelse. Hun lagde sine arme over kors og så på den halvsovende Wataru med et iskoldt blik.

”Du kunne bare have ladet være med, at drikke på en hverdag, du skal i skole nu!” sagde hun og trak dynen af ham. Wataru begravede da sit ansigt i sin hovedpude.

”Mmmh, bare fem minutter mere,” mumlede han. ”Jeg havde lige en perfekt drøm,” sagde han, halvsovende imens han havde et lille smil på sine læber.

”Wataru, er Rin ikke i skolen?” spurgte Natsuko med et lumsk smil. Wataru kom da straks i tanke om kysset han fik, aftenen før. Han fór op af sengen og skyndte sig i bad, imens hans mor stod og grinede med et vindersmil på læberne.

”Åh, forelskelsen er sådan en dejlig ting, man må huske at sætte pris på den,” mumlede hans mor, men gik så langsomt i stå og rettede sit blik mod himlen på den anden side af vinduet, hvor skyerne roligt svævede hen over. Hun var stille i noget tid, imens Wataru var i bad. Hun tænkte sådan på sine unge dage og sin første kærlighed.

”Vil du ikke nok snart møde din søn?” hviskede hun stille med et bedende blik.

 

Det var endnu en skoledag, og Akabane var der heldigvis ikke, trods de andre elever, og lærere, stadig var bare en anelse bange for Wataru og Ryosuke. Stadigvæk.

”Mystisk,” mumlede Wataru, da han havde sat sig på sin plads i klassen. Hans blik hvilede på pladsen ved siden af ham.

”Hvilket?” spurgte Ryosuke som sad ved pladsen foran ham. Han så tilbage på sin bedste ven, som bare undrede sig over, hvorfor hans sidekammerat ikke var der.

”Rin plejer aldrig at komme så sent, hun plejer altid at være her i god tid,” sagde Wataru og så ud af vinduet, for at se på de elever, der gik ude i skolegården.

”Du siger noget,” sagde Ryosuke, imens han også rettede sit blik ud af vinduet. ”Kekirie er her heller ikke,” tilføjede han. Da kom Hannah ind i klassen med et ulæseligt ansigt. Hun var trist, men skjulte det perfekt.

”Hannah, har du set Rin?” spurgte Wataru. Hannah gik direkte over mod hans bord, imens hendes blik hvilede på ham. Hun så ingen andre steder hen, men stoppede op foran ham.

”Rin vil ikke have, at jeg fortæller det her til jer, men hun er på vej til Amerika med sin far og storesøster lige nu,” sagde Hannah. Wataru stivnede fuldstændigt og Ryosukes øjne blev store.

”Hvad?!” udbrød Ryosuke og rejste sig fra sin plads.

”I kender Rin, hun vil ikke græde foran andre,” sagde Hannah og så fortsat på Wataru, nu med et alvorligt blik.

”Hvornår letter hendes fly?” spurgte Wataru. Hannah så på sit armbåndsur og talte lidt i sit hoved.

”Om en halv time,” forklarede hun og så igen på Wataru. Ryosuke og Wataru så på hinanden ude at stand til at vide, hvad de skulle gøre. Hannah drejede om på hælen og så væk fra dem.

”Du må hellere skynde dig, Romeo,” sagde hun og så sig tilbage. Hun begyndte da at smile, da Wataru og Ryosuke for længst var væk.

”Jeg håber I når det,” hviskede hun stille, hvorefter læreren kom ind i klassen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...