Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18961Visninger
AA

14. Protecting

”Er de over alt?” hviskede jeg lavt, en lille smule bange. Jeg ville ikke komme til skade, det måtte Ryosuke heller ikke!

”Jeg klarer dem nemt,” sagde Ryosuke frygtløst og skulle lige til at vende sig mod dem, de var kun tyve meter væk. Jeg tog hurtigt fat i Ryosuke og vendte ham mod mig.

”Nej, du får ikke lov til at kæmpe mod dem, du må ikke komme til skade!” sagde jeg, lavt, men alligevel strengt. Det var ved at blive for sent til at gå den anden vej. Ryosuke tænkte ganske kort over, hvad han skulle gøre. Banden ville jo kunne genkende hans ansigt, han var jo trods alt fra Kara Gang.

Da banden kun var omkring syv meter væk, tog Ryosuke hurtigt fat i mig og pressede mig helt blidt op ad en af murstensmurene nede i undergrundsbanen. Han stillede sig helt tæt op ad mig, min krop mod hans, og hans mod min. Jeg kunne straks mærke mine kinder brænde. Hans pande var på min, og vores læber var virkelig tætte på hinanden. Han havde lukkede øjne og tunge vejrtrækninger. Han bad nok til, at banden ikke lagde mærke til os, det gjorde jeg i hvert fald. Vi stod, så de kun ville kunne se os, hvis de så bagud, og så var lampen over os også gået ud, så her var en smule mørkt.

Jeg kunne ikke lukke mine øjne, selvom jeg prøvede. Selv tæt på, var Ryosuke helt uimodståelig. Hans smukke, lyse hår kildede mig lidt i ansigtet. Jeg kunne mærke mit hjerte slå. Det slog ufatteligt hurtigt. Ryosuke kunne sikkert mærke det, det ville være så pinligt!

Jeg opdagede så noget, jeg kunne også mærke Ryosukes hjerte, det slog mindst ligeså hurtigt som mit, hvis ikke hurtigere. Jeg kunne mærke mine kinder brænde ganske svagt. Gudskelov havde Ryosuke lukkede øjne, så han så ikke mine røde kinder.

 

De opdagede os ikke! Banden ignorerede os, og gik direkte forbi. Ryosuke trak sig lidt væk, da banden var ude af synsvinkel igen. Mit hjerte lagde sig til ro igen, jeg tog en dyb indånding.

”Hvorfor opdagede de os ikke?” spurgte jeg og så på Ryosuke. Jeg lagde mit hoved på skrå. Ryosuke grinede lidt og smilede så til mig.

”Jeg tror ikke, de havde den store lyst til at forstyrre et elskende par, tror du?” sagde han, med sit søde smil.

”Nårh... Elskende par... Eh?!” udbrød jeg med en mærkelig grimasse. Ryosuke grinede bare lidt. Han var sikkert vant til den slags. 'Skørtejæger' havde Hannah kaldt ham. Passede det? Var han den slags som bare legede med pigers følelser og havde flere piger på én gang? Gad vide om hans hjerte bankede ligeså hurtigt ved alle hans piger, som det gjorde ved mig.

”Skal vi gå videre?” spurgte han, da jeg var gået i stå. Han var allerede fem meter foran mig. Jeg nikkede og løb så efter ham. Nej, jeg kedede mig helt bestemt ikke, efter jeg var startet på den her skole.

 

Da vi kom op af undergrundsbanen, fordi den ikke gik længere, stod regnen ned i stænger. Jeg sukkede irriteret. Det var stadig et lille stykke vej hjem til mig.

”Jeg skal den anden vej, så vi ses i skolen i morgen, Rin. Det sidste stykke til dit hus er ikke farligt,” sagde han. Det var sandt nok, jeg boede i et rigmandskvarter, der var ikke bander fordi der konstant gik betjente på aften- og natpatrulje rundt.

”Tak fordi du ville følge mig hjem, Ryosuke,” sagde jeg og smilede til ham. Han smilede tilbage. Han lagde pludselig sin skoleuniformsjakke over mine skuldre, for at jeg ikke skulle blive mere våd end nødvendigt. Jeg stirrede på ham, mine kinder begyndte at brænde en lille smule igen.

”Du skal ikke takke mig, tak Wataru, han bad mig om det,” fortalte han. Jeg kunne mærke mine kinder brænde endnu mere end før, og mit hjerte begyndte at hamre løs, mod indersiden af mit bryst. Ryosuke var allerede på vej væk igen.

Jeg var så forvirret, men Ryosukes jakke var dejlig varm.

 

Jeg fortsatte med at gå hjemad, dog vidste jeg ikke at derhjemme ventede min far, som sikkert ville give mig en stor straf for at komme hjem... Med en drengs jakke over skuldrene, og røde kinder. Wataru og Ryosuke... De bekymrede sig begge om mig. Det gjorde mig så inderligt glad!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...