Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18974Visninger
AA

38. Planning

Vi var på vej tilbage til vores hytte, helt stille. Vi måtte ikke blive opdaget af nogle af trænerne, ellers fik vi virkelig ballade! Ryosuke gik et lille stykke væk fra mig, jeg havde dog undret mig over, hvordan han kunne finde mig, nede i det kulsorte vand. Jeg gik over ved siden af ham, tog fat i ham, og krammede ham så. Han var helt stille, dem omkring os stoppede op.

”Undskyld jeg slog dig, og tak fordi du reddede mig, Ryosuke,” hviskede jeg, for ikke at lave for meget larm. Jeg gav så slip på ham, og smilede kort til ham. Han så straks væk fra mig.

”D-det går nok,” mumlede han. Jeg grinede lidt. Wataru tog fat i mig.

”Vi må hellere se at komme tilbage, før vi bliver opdaget,” sagde Wataru, og vi gik så tilbage til hytten.

 

Den næste dag gik med, at pudse vinduer. Vi skulle helt op at stå på vores tæer, vinduerne var så høje! Selv Wataru og Ryosuke kunne knapt nå, når de stod på tæer. Der var utroligt mange vinduer. Man fik virkelig ondt i armene af det. Ikke nok med det, så skulle vi, endnu engang, bære alle de mange ting fra det ene hus til det andet. Denne gang skete der ingen uheld, men Mizusawa så ikke på Kiyama ét eneste sekund. Det bekymrede mig lidt, deres holdånd var ved at gå i opløsning. Mizusawa blev stadig mobbet med, at han var til drenge.

”Yosh! Jeg må få dem til at tale sammen! Hvis to ikke har det godt, har ingen det godt!” udbrød jeg, da jeg var ovre ved spanden med sæbevand, for at vride kluden.

”Mindre snak, mere knokleri,” sagde Hannah, som sad og læste i en bog. Jeg havde en ualmindelig stor trang til, at slå hende.

”Men Rin, ingen på holdet kan se på Mizusawa,” mumlede Kekirie lavt, bekymret.

”Først skal Mizusawa og Kiyama på plads, de andre kommer i anden række i dette tilfælde!” sagde jeg, fast besluttet.

”Held og lykke med det, Mizusawa kommer aldrig i nærheden af Kiyama,” sagde Hannah og læste videre i sin bog.

”Og Kiyama er nok heller ikke særlig vild med, at komme i nærheden af Mizusawa,” fortsatte Kekirie. Jeg slog dem begge to hårdt i hovedet.

”Tror I, at de selv får lov til at bestemme om de vil være sammen eller ej? Hvis ikke for deres egen skyld, så for holdets!” sagde jeg. Så kom det store spørgsmål bare; hvordan skulle jeg få dem bragt sammen, så de ikke kunne flygte igen?

Jeg begyndte så at smile lumsk.

”Jeg kan ikke li' din lillesøsters smil, Kekirie,” mumlede Hannah lavt, og gemte sig i sin bog.

”Det er et godt tegn, men det ender som regel skidt,” forklarede Kekirie og grinede.

”Ja, og I skal hjælpe mig,” sagde jeg med et smil. Kekirie og Hannah udvekslede bekymrende blikke.

”Hvad hvis vi nægter?” spurgte Hannah lavt.

”Så ryger I på den næste bus hjem, og så er jeres ferie forbi, og I skal i skole igen,” sagde jeg og smilede endnu mere. De sukkede opgivende.

 

”Er du sikker på, at Rin ville snakke med mig?” mumlede Mizusawa, da ham og Kekirie var på vej hen til søen. Mizusawa havde bind for øjnene. Jeg stod og gemte mig bag et af de mange træer, der var omkring søen. På den anden side af mig, kom Hannah og Kiyama gående.

”Hvad var det du sagde, at Rin ville mig?” sagde Kiyama lavt, som også havde bind for øjnene. Hannah holdt sig på afstand af ham, hun var lidt bange for ham. Jeg forstod hende nu ikke helt.

Så kom problemet; når Kiyama og Mizusawa så hinanden, ville de sikkert ignorere hinanden, og gå hver til sit, men min plan kunne ikke slå fejl!

Jeg stod og svingede lidt med et håndjern, imens jeg ventede på, at de blinde ofre skulle komme tæt nok på hinanden. Jeg grinede en lille smule, det skulle nok ende interessant. Meget mere interessant, end jeg troede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...