Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18945Visninger
AA

52. Kidnapping?!

”Wataru, stil dig lige over til sine holdkammerater!” sagde jeg og trådte lidt væk fra dem. Hele drengeholdet, inklusiv Hino, stod nu sammen med Kekirie, Hannah og Natsuko. Jeg tog mit kamera frem og smilede til dem.

”Smil, alle sammen!” sagde jeg. Først så de mærkeligt på mig, men gjorde så, som jeg havde bedt dem om. Jeg havde stadig intet minde tilbage af dem, det ville jeg gerne have, før det var for sent.

”Du skal også med på et!” sagde Natsuko da jeg havde taget billedet. Hun gik over til mig og tog kameraet. Hun skubbede mig blidt over til de andre imens hun smilede til mig.

Da jeg stod der, mellem Ryosuke og Wataru, kilede det endnu engang i min mave, som ti tusinde sommerfugle. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre, men mit blik var dog lidt trist endnu.

”Nogle gange er det i orden at smile,” hviskede Wataru til mig da han opdagede, at jeg ikke smilede til kameraet. Jeg smilede straks, bare af at høre hans stemme. Billedet blev taget, da det blitzede mig lige i ansigtet.

 

”Vinderne af gruppepigetumbling er Karasumori High School,” sagde speakeren, da første runde af gruppetumbling var forbi; nemlig pigegrupperne. Pigerne på vores skole havde altså vundet, men det var ingen overraskelse. Det var syvende år i træk. Alligevel var det første gang, at drengene på vores skole stillede op i tumbling.

Jeg kunne mærke, at de havde et stort pres på dem. De var de sidste, som skulle stille op. Yuta havde det nok hårdest, trods han var den bedste. Jeg smilede varmt og lagde en hånd på hans ene skulder.

”Held og lykke, Yuta. Jeg ved du kan klare det, ikke?” sagde jeg og smilede varmt. Yuta så på mig og smilede tilbage, med et ligeså varmt smil, som mit.

”Tak,” sagde han. Jeg tog min hånd væk fra hans skulder og drejede om på hælen, hvorefter jeg begyndte at gå.

”Hvor skal du hen?” spurgte Ryosuke, jeg så på ham og smilede lidt.

”Jeg skal ud og klæde om til min dragt, det kan jeg ligeså godt få gjort,” sagde jeg og fortsatte med at gå.

”Jeg skal nok skynde mig tilbage, så jeg kan se jeres tumbling!” råbte jeg til dem alle, før jeg forsvandt ud af synsvinkel.

 

”Kan du virkelig godt li', at hænge ud hos sådan nogle tabere som dem?” spurgte en høj, mystisk person. Stemmen var helt klart bekendt, den gav mig gåsehud. Jeg så mig omkring. Jeg stod inde i omklædningsrummet, jeg skulle lige til at klæde om, men så stod han der pludselig, med et mindre gruppe af andre fyre. Han havde sorte bukser, sorte sko, mørkeblå skjorte og mørkt, glat hår, ned over sine øjne. Jeg havde aldrig set ham før, havde jeg? Han virkede bekendt.

”Vi havde nu egentlig tænkt os, at smadre hele den her konkurrence, for vores gamle venner, Wataru og Ryosuke,” sagde han. ”Men at fange dig, lige før de skal optræde, vil være meget sjovere, ikke?” Han begyndte at grine.

”Fange mig?” hviskede jeg helt lavt og bakkede en lille smule væk fra dem. Ham med det sorte, glatte hår kom bare nærmere, jo mere jeg bakkede væk.

”Hvordan tror du, Wataru og Ryosuke vil være i stand til at optræde, når du er væk?” sagde han bare, da han var helt tæt på mig. Jeg kunne ikke bakke længere væk, jeg havde allerede ramt en mur. Da han stod og stirrede mig direkte ind i øjnene, kunne jeg se det. Jeg kunne se, hvem han var.

”Ikke dig,” hviskede jeg lavt imens jeg søgte efter en mulig udgang fra det mareridt. Mine tårer pressede på, meget.

”Har du ikke lyst til at gå med os lidt? Ellers kommer det ikke til at gå godt for dine venner. Hvad siger du? Dit liv, og så gør vi dem ikke noget... I dag,” sagde han. Det var et udmærket forslag. Jeg lukkede mine øjne stramt i, og knyttede mine hænder.

”Du lover, at du ikke gør dem noget?” sagde jeg lavt og åbnede mine øjne imens jeg så tomt ud i luften.

”Sværg at du ikke gør dem noget,” græd jeg nærmest. ”Sværg det, Akabane.” Jeg så ham direkte ind i hans mørke, onde, kolde øjne. Det var ham, ingen tvivl om det. Han grinede ondt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...