Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18943Visninger
AA

6. Kicking

”Det er nu stadig lidt sært, at Wataru Azuma, lederen af Kara Gang, er gået med i Tumbling, og ikke noget som karate eller amerikansk fodbold, som også er på skolen,” mumlede Hannah imens hun funderede over det. Kekirie sad og smilede til hende.

”Er det ikke indlysende?” smilede min storesøster. Hannah lignede et spørgsmålstegn, hun forstod ikke hvad Kekirie mente.

”Den måde han ikke gjorde Rin noget, den måde han udfordrede Hino som Rin var så imponeret over… Jeg tror det her bliver interessant,” grinede Kekirie imens hende og Hannah sad ovre i kanten af gymnastiksalen og så på, imens vi trænede. Jeg havde dog lidt svært ved, at koncentrere mig, jeg fokuserede på drengeholdet som trænede ovre i kanten af gymnastiksalen. De havde ingen lærer til at sponsere dem, så de kunne ikke bruge særlig meget plads af gymnastiksalen eller måtterne i skoletiden.

Der var en dreng med briller og var helt karseklippet, han hed Kaneko Atsushi, han var rimelig klodset eftersom han faldt op til flere gange. Så var der den stille dreng, Taku Mizusawa, som bare blev kaldt Mizu. Han var en sød dreng med glat, sort hår og et smalt ansigt. Der var også Satoshi Tsuchiya, som var det nyeste medlem af holdet. Han var også halvt professionel, havde jeg hørt. Lederen, Yuta Takenaka, var også virkelig interessant. Han var den, der tog det hele mest alvorligt. Han havde også glat, sort hår, men i forhold til Mizu, som havde halvejs midterskilning og halvejs sideskilning, havde Yuta pandehår og de sødeste øjne og kært smil.

”Rin, koncentrér dig,” hviskede Mari, hun trænede lige ved siden af mig. Jeg rystede hurtigt på hovedet og fortsatte træningen.

 

Jeg blev der lidt længere end de andre. Hannah var taget hjem, det samme var Kekirie. De troede nok ikke, at det blev så sent. Det gjorde det, desværre. Tiden løb fra mig. Jeg var den sidste tilbage i gymnastiksalen, Solen var gået ned. Jeg havde dog fået finpudset mine spring, det var jeg glad for!

Jeg så ud af loftvinduerne, og sukkede, ”Jeg troede ikke at det ville blive så sent,” mumlede jeg lavt til mig selv og så på klokken; den var snart halv ni.

”Ah, min far bliver sur på mig, hvis jeg ikke skynder mig hjem,” sagde jeg, som om jeg var bekymret for ham og hvad han mente om mig.

”Så går turen hjemad, Rin,” sagde jeg til mig selv, da jeg havde fået klædt om. Jeg var virkelig taknemmelig over, at Shoko havde givet mig lov til at låne salen til at træne lidt mere.

 

Gaderne var mørklagte, da jeg gik hjemad. Der var lige godt to kilometer, heldigvis gik jeg meget hurtigt, det havde jeg altid gjort. Det var meget mørkt, og jeg var mørkeræd. Jeg gik hurtigere og hurtigere, jeg vidste, at jeg ikke skulle have trænet til så sent!

To skikkelser trådte ind foran mig, og blokerede min vej. Det var to fyre, omkring min alder, måske lidt ældre. De havde skoleuniformer på, men de var ikke fra Karasumori, min skole.

”Jeg har brug for lidt penge, har du nogen?” spurgte den ene og lagde en arm omkring mine skuldre, jeg kunne næsten ikke se deres ansigter, det var for mørkt. Jeg var bange, mit hjerte hamrede af frygt.

”Undskyld mig! Jeg har travlt!” udbrød jeg og vred mig fri fra hans greb. Da han skulle lige til at tage fat i mig igen, gav jeg ham en lussing, som gav ekko i hele kvarteret. Der gik to sekunder, hvor vi alle var stille, men så sparkede den anden dreng mig over skinnebenet, som straks fik mig til at falde sammen.

Det gjorde ondt! Jeg kunne ikke se, om jeg blødte, men det troede jeg, jeg gjorde. Jeg kunne i hvert fald mærke en kulde, som man plejer at kunne mærke når man har et åbent sår.

”Din dumme tøs!” råbte ham fyren, der havde sparket mig, imens han knyttede en næve, og trak den tilbage for hvorefter at slå den mod mig. Lige mod mit ansigt. Jeg skreg kort og lukkede mine øjne stramt i, og ventede blot på slaget… Jeg ventede længe, hvorfor mærkede jeg ikke smerte? Var jeg død?! I himlen?! Da jeg åbnede mine øjne, så jeg i hvert fald en engel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...