Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18977Visninger
AA

15. Judging

Der stod han, præcist som jeg havde forudset. Min far. Han stod med armene over kors og ventede på mig da jeg kom hjem.

”Hvorfor kommer du så sent igen?” spurgte han, da jeg var ved at tage mine drivvåde sko af.

”Der kom noget i vejen,” sagde jeg bare.

”Du følges heller aldrig mere med din storesøster hjem, hvorfor ikke?” spurgte han. Han var i gang med sit forhør. Det skete næsten hver aften.

”Fordi det ville være synd for Kekirie, hvis hun skulle vente på mig i så lang tid, når jeg trænede,” mumlede jeg lavt. Min far sukkede opgivende. Lige da jeg troede at forhøret var færdigt, fik han øje på Ryosukes jakke. Han tog hurtigt fat i den og rev den af.

”Hvis jakke er det her?!” udbrød han så, rasende imens han viftede jakken foran hovedet på mig. Jeg tog hurtigt fat i jakken og rev den ud af hånden på ham. Idet jeg gjorde det, faldt Ryosukes skolepas ud af jakkelommen. Lort! Min far samlede det op og så på det i nogle sekunder, hvorefter han sendte mig dræberblikket. Jeg holdt jakken ind til mig, jeg var ikke særlig tryg ved det blik.

”Fra nu af kommer John og henter dig efter skole, hver dag!” sagde han strengt. Det betød, at jeg ikke kunne træne efter skole længere, eller følges med Ryosuke eller endda Wataru! Jeg knyttede mine hænder, hev Ryosukes skolepas ud af hænderne på min far.

”Hvis det ikke havde været for de drenge, så ville jeg ikke stå her nu,” hvæsede jeg af min far, og løb derefter op på mit værelse på tredje etage, og smækkede døren hårdt efter mig og satte mig så på gulvet, klar til at græde... Hvis det ikke var fordi at Kekirie sad på min seng og så på mig.

”Sker det igen?” spurgte hun bekymret. Jeg tørrede mine øjne og nikkede så. Kekirie gik hen og omfavnede mig.

”Du skal ikke miste nogen igen, Rin, det lover jeg,” hviskede hun beskyttende, ”Du skal nok elske igen, og det skal vores far ikke ødelægge.”

 

Wataru og Ryosuke, de havde været i mit hoved hele natten. Jeg var bange for, at jeg var ved at blive forelsket. Jeg var stadig i tvivl.

”Tak fordi jeg måtte låne din jakke, Ryosuke,” sagde jeg til ham, da jeg kom i skole næste dag, og rakte ham jakken med et smil. Han sagde ikke rigtigt noget, men tog bare jakken. Idet mindste gik jeg stadig i skole, og blev ikke kørt, så nogle gange kunne jeg jo godt se dem alligevel. Jeg kunne bare ikke tage hjemmefra før tid, så ville det vække opsigt.

”Ryosuke, skynd dig nu!” råbte Akabane til ham, og ventede på ham sammen med nogle få af Watarus bande. Wataru var der ikke. Jeg så på Ryosuke.

”Der er time om fem minutter, hvad skal I?” spurgte jeg. Ryosuke så mig ikke i øjnene men gik bare over til Akabane, som han havde fået besked på. Jeg følte mig lidt utryg ved det, især da Akabane sendte mig det onde, kolde blik, efterfulgt af et ondt smil.

”Gad vide om Wataru ved det?” hviskede jeg til mig selv. Han var ikke ovre ved banden.

Akabane kom gående imod mig, med resten af banden, de gik lige forbi mig, men selvfølgelig ikke uden at Akabane stødte hårdt til mig, så jeg tabte min skoletaske og faldt bagover. Jeg ømmede mig straks, Ryosuke sagde intet, så ikke engang på mig. Der var noget helt galt.

Jeg fik øje på Kiyama, som stillede sig foran Akabane og stirrede på ham, med sit kolde blik, lige efter han havde stødt hårdt ind i mig. Der blev helt stille i skolegården, folk hviskede. Jeg hørte noget af det, de hviskede om. Ordet 'Morder' kom gentagende gange. De vidste det?! Alle sammen!

”Hvad vil du, morder?” spurgte Akabane koldt, og tog sine solbriller af, for at se endnu ondere på Kiyama. Kiyama sagde intet, men gik bare over til mig og rakte mig en hjælpende hånd. Jeg så overraskende på ham. Akabane grinede bare hånligt, helt kort, og gik videre, med resten af banden efter sig. Ud af skolegården. Hvor skulle de hen? Jeg var bekymret for Ryosuke.

”Kom du noget til?” spurgte Kiyama. Det første han nogen sinde havde sagt til mig. Jeg smilede til ham, og tog hans hånd. Det var sjovt, han mindede slet ikke om en morder. Var det mon bare et rygte?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...