Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18962Visninger
AA

27. Discovering

”Jeg kan ikke tro, at du ikke kom med!” sagde Hannah og ruskede hårdt i mig, ”Tag dig sammen, kvinde!” udbrød hun. Jeg sukkede lavt, og trak mig lidt væk fra hende.

”Jeg var bare ikke god nok,” mumlede jeg og trak på skuldrene. Hannah sukkede, det samme gjorde Kekirie.

”Der er altid næste gang,” mumlede Hannah.

”Næste gang?! Rin skal med den her gang! Jeg finder og truer Shoko!” udbrød Kekirie og skulle til at gå. Jeg holdt hende fast i sin skoleuniform.

”Jeg tror jeg finder Wataru, han er sikkert hos de andre på holdet, måske i deres hus,” sagde jeg og gav slip på Kekirie som straks faldt ned på græsplænen med ansigtet først.

”Okay, vi ses Rin!” sagde Hannah og prøvede at rejse Kekirie op igen.

 

”Wataru? Er du her?!” råbte jeg, da jeg trådte ind i deres hus. Wataru var her ikke, den eneste der var her var Mizusawa. Jeg så på ham og smilede.

”Hej Mizu-kun, har du set Wataru?” spurgte jeg. Han rystede på hovedet, men smilede en lille smule til mig. Mizusawa var jo også en del af drengenes tumblinghold.

”Hej Rin. Wataru og de andre gik for ikke så lang tid siden, jeg var også lige på vej ud,” sagde han, og prøvede på at lukke sit træningsskab, hvor han havde sine Tumbling ting i.

”Lad mig hjælpe!” sagde jeg straks, og gik over til hans skab for at hjælpe ham med at lukke det proppede skab. Vi kæmpede i noget tid, men det lykkedes os endelig, at få det lukket! Næsten, i hvert fald. Mizusawas pung faldt ud fra hans taske, som han var ved at putte ind i skabet. Jeg så ned på den.

”Lad mig samle det op,” sagde jeg hjælpsomt, og rakte ud efter hans sorte pung, som lå på gulvet lige foran mig.

”N-nej! Det kan jeg godt!” sagde han, og rakte ud efter den. Jeg stivnede lidt, da jeg så et lille stykke af et billede, som var lagt ind i pungen, som var åbnet en lille smule ved faldet. Jeg kunne se, at det var en person, men hvem det var, kunne jeg ikke lige gennemskue. Det var i hvert fald en fyr, med sort hår. Jeg kunne kun se hans ene øje. Han så bekendt ud! Hvorfor kunne jeg ikke lige huske, hvem det var?

”Hvem er det, du har et billede af i din pung?” spurgte jeg. Mizusawa tog straks fat i billedet, sammen med pungen, proppede det ind i sit skab og smækkede det straks, hvorefter han låste det. Han så kort på mig, skulle sikkert til at sige noget, men så derefter straks væk igen, i skam. Han gik med hastige skridt, ud af lokalet. Jeg så bare efter ham, imens jeg lignede et spørgsmålstegn.

”Hvem var det, i hans pung?” mumlede jeg lavt til mig selv, og tænkte. Det var nu lidt sært.

 

Min søgen fortsatte, jeg havde ikke så lang tid, før klokken ringede ind til time, men jeg ville gerne lige finde Wataru eller Ryosuke. Jeg kunne dog ikke lade være med at tænke på billedet, som var lagt løst ind i Mizusawas pung. Hvorfor virkede det så bekendt?! Jeg kunne ikke huske, hvem det var. Hvorfor skulle jeg dog også være så nysgerrig?!

Jeg kiggede rundt omkring mig, Hannah sad oppe i sit træ, og lyttede og holdt øje. Måske havde hun set Wataru? Jeg overvejede kort, om jeg skulle gå over til hende. Jeg havde stadig lidt svært ved at tro, at hun var elevrådsformand, når hun bare sad i sit træ hele dagen. Folk kaldte træet for 'Ønsketræet'. Hvis man stod der, og klagede om noget på skolen, blev det ændret den næste dag. Ingen vidste dog, at Hannah sad oppe i træet.

”Undskyld!” gispede jeg straks, da jeg kom til at støde min skulder mod en anden elevs. Jeg så på ham, det var bare Kiyama. Han smilede helt svagt til mig, hvorefter han gik videre.

Det var sært... Jeg stod og stirrede tomt ud i luften, i nogle sekunder. Selv da klokken ringede ind, blev jeg stående, lignede et spørgsmålstegn.

”Kiyama? Hvorfor har Mizusawa et billede af Kiyama i sin pung?” spurgte jeg mig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...