Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18995Visninger
AA

17. Cursing

Da det blev frikvarter, sad jeg på en bænk i skolegården sammen med Hannah og Kekirie. Vi sad og spiste madpakker, selvom jeg ikke rigtigt kunne spise noget. Jeg tænkte på Ryosuke. Jeg var bekymret. Jeg brød mig slet ikke om Akabane. Overhovedet!

”Der er faktisk noget, jeg har tænkt meget over,” mumlede Hannah og tog en bid af sin sandwich.

”Hvad?” spurgte jeg imens jeg kørte min fod rundt nede i asfalten med et bekymret blik.

”Wataru, Ryosuke og Kiyama... De opfører sig mærkeligt,” fortsatte hun og så på mig og Kekirie.

”Wataru bliver aldrig sur på mig, Ryosuke gav mig sin jakke og Kiyama taler til mig,” mumlede jeg. Jeg syntes også det var virkelig sært. Kekirie stirrede på mig med store øjne, hvorefter hun pegede mig lige i ansigtet.

”Det er dig! Det er dig der gør det!” udbrød hun. Hun tabte endda sin vandflaske, da hun sagde det, fordi hun var så stolt over, at komme med en teori. Jeg rystede på hovedet.

”Det kan ikke være mig, hvad skulle jeg have gjort?” spurgte jeg og grinede fjollet. Hannah og Kekirie bakkede straks væk fra mig.

”Du har forbandet tre af de farligste drenge på skolen... Det er heksekunstner!” sagde Hannah, hvorefter hende og Kekirie gemte sig bag et træ. Jeg tog mig opgivende til panden.

 

Jeg så rundt i skolegården, og fik øje på Ryosuke! Jeg rejste mig straks fra bænken og gik over mod ham. Han var nok lige kommet. Han så ret så bedrøvet, trist ud.

”Ryosuke, er du okay?” spurgte jeg. Han svarede ikke men gik bare videre, forbi mig. Direkte forbi mig, uden at se på mig. Alligevel, så han virkelig trist ud. Gad vide hvad der var sket?

”Wataru, jeg skal snakke med dig,” sagde Ryosuke da han så Wataru, ikke så langt væk fra mig. Wataru stod med de andre fra drengenes tumblinghold.

”Godt at se dig, Ryosuke, men jeg har ikke tid lige nu,” sagde Wataru som havde travlt med tumblingplaner.

”Det er vigtigt, Wataru!” sagde Ryosuke alvorligt.

”Det må vente,” fortsatte Wataru. Ryosuke strammede grebet om sin skoletaske. Wataru og de andre gik lige forbi ham. Det var mærkeligt. Hvorfor gjorde Wataru ikke noget?!

”Wataru!” råbte jeg efter Wataru, rimelig irriteret. Han hørte det ikke, han snakkede med drengene. Det var godt, at han ikke var så meget sammen med hans bande længere, men hvad så med Ryosuke? De var jo bedste venner.

”Ryosuke, er du okay?” spurgte jeg, jeg turde ikke rigtigt nærme mig ham. Han svarede ikke, men gik bare sin vej i vrede.

”Hvad foregår der?” spurgte jeg lavt.

”De er ved at ændre sig,” sagde Hannah og stillede sig over ved siden af mig og betragtede Ryosuke og Wataru gå hver sin vej, hver for sig.

”Wataru har ændret sig lidt, han brænder for Tumbling, men desværre sidder Ryosuke stadig fast i bandelivet, og nu da Wataru ikke er der, så er det Akabane som er ved at overtage det hele, og det kan ikke blive godt,” sagde Hannah, og nærmest holdt foredrag, imens hun lød rigtig vis.

”Du får meget sladder fra dit træ, gør du ikke?” mumlede jeg.

”Bingo!” udbrød Hannah og grinede. Jeg sukkede opgivende, imens jeg tænkte på de ting, Akabane havde gang i.

”Akabane... Hvad gør han ved Ryosuke?” spurgte jeg lavt.

”Jeg aner det ikke, men du bør nok finde ud af det snart,” sagde hun og smilede, hvorefter hun pegede i en retning, over mod cykelstativerne

”Ryosuke gik den vej”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...