Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18983Visninger
AA

31. Chocking?

Vi troede, at det ville blive den bedste uge nogen sinde! Men det ændrede sig straks, da de stod overfor os. Nogle piger, fra en anden skole. De havde hvide og røde træningsdragter på.

”Kan yankeer godt dyrke tumbling?” spurgte en af dem, og hentydede til Wataru og Ryosuke, som skilte sig ret så meget ud.

”Vil du noget?!” udbrød Wataru straks vredt. Jeg holdt ham tilbage, og så mærkeligt på den pige, der sagde det. Jeg hævede et øjenbryn en lille smule.

”Lena?” mumlede jeg lavt. Pigen så straks på mig, hun havde langt, mørkt hår og mørke øjne.

”Rin? Hvad laver du her?!” udbrød hun straks, og løb over og omfavnede mig. Drengene fra min skole så mærkeligt på os. Jeg grinede en lille smule.

”Jeg er flyttet til Japan,” sagde jeg. Lena grinede lidt. Ryosuke prikkede mig på skulderen, jeg så tilbage på ham.

”Burde vi vide, hvem de er?” spurgte han så.

”Det er faktisk min penneveninde, som jeg havde dengang jeg boede i Amerika. Vi mødte hinanden på en hjemmeside, og vi var begge to besat af Tumbling, så vi blev rimelig gode veninder,” fortalte jeg og smilede.

”Men at møde dig her, havde jeg nu ikke lige regnet med,” sagde Lena og smilede lidt til mig. Jeg nikkede.

”Hrm hrm! Er I klar til rundvisningen?” spurgte Mizuki, vores guide. Jeg så på hende, jeg havde nær glemt det.

”Ja, det er vi,” sagde Yuta, som holdkaptajn. Jeg vinkede farvel til Lena for tiden, hun gjorde det samme. Kekirie stod og lignede et spørgsmålstegn, hun vidste ikke noget til nogen penneveninde fra Japan. Jeg stod og betragtede Lenas hold gå, da en af pigerne, med kort, mørkt hår og kolde øjne, så på mig, med et ondt blik. Det gjorde mig en lille smule bange.

 

Mizuki gav os en god rundvisning. Der var så mange ting! Der var ti forskellige tumblingmåtter fordelt i fire haller. Der var en stor svømmehal, løbebaner, og alle mulige former for sportspladser. Det kunne jeg virkelig godt li'! Der var selvfølgelig også noget afslapning, som sauna og en varm kilde.

”Her er jeres værelse,” sagde Mizuki, da vi stod inde i en hyggelig, hvid hytte. Her var rimelig stort, men vi var jo også mange. Jeg så på hende.

”Eh, Mizuki? Hvor skal pigerne sove?” spurgte jeg. Hun så på mig, og bladrede gennem sine papirer, som hun havde i favnen. Ryosuke og Wataru stod og krydsede så mange fingre, de kunne.

”Pigerne skal også sove her, der er kun reserveret ét hus,” fortalte Mizuki og smilede til mig, ”Men det klarer I nok, tror I ikke?” Hun lukkede sin mappe med papirer.

”Det skal vi nok klare, helt fint,” sagde Wataru og lagde en arm omkring skuldrene på mig. Kekirie var der straks, og tog fat i hans ene øre, og trak ham væk fra mig, imens han ømmede sig.

”Okay så,” mumlede jeg lidt lavt og så på de drenge, jeg skulle bo på værelse med i en hel uge. Mizusawa så dog stadig meget nedtrykt ud.

”Når I har pakket jeres ting, skal I møde jeres træner,” sagde Mizuki og gik ud af vores hus. Vi begyndte så straks at pakke ud. Jeg havde mest med. Kekirie og Hannah havde ikke så meget, de havde jo delt kuffert, og der var næsten kun plads til en Hannah i den, og ikke andet.

 

”Rin-chan, kan jeg lige snakke med dig?” spurgte Mizusawa, som stod ovre ved min kuffert og så på mig. Jeg smed straks hvad jeg havde i hænderne og nikkede. Mizusawa var en lille smule højere end mig, men ikke meget.

Vi gik udenfor huset, han ville ikke have at andre skulle høre det. Han vendte sig mod mig, og åbnede sin mund.

”Så du billedet i min pung?” spurgte han så pludselig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, men jeg ville jo ikke lyve for ham.

”Jeg så lidt af det,” mumlede jeg og undgik hans blik. Han bukkede dybt for mig.

”Du må ikke sige det til nogen, hvis nogen af drengene på holdet finder ud af at jeg er forelsket i Kiyama, så vil de undgå mig, fordi jeg er til drenge!” udbrød han, rimelig lavt, så ingen andre hørte det.

Desværre stod der nogen lige rundt om hjørnet, og hørte hvert eneste ord, med et ondt smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...