Jumping, Dancing, Tumbling, Loving

Hun var rigmandsdatter, han var bandeleder af byens mest berygtede bande. Hendes drøm var, at nå sin mor i himlen, springe så højt, at hun kunne nå hende - gennem Tumbling! Han, derimod, havde ingen drømme. Det vil sige, han havde ingen drømme, indtil han gik til den samme sport som hende, blot for at få hendes opmærksomhed. Han fik en drøm. Den samme drøm. (Denne historie er 6 måneder gammel, hvis ikke mere, tilgiv mig, hvis det ikke er ligeså godt skrevet, som mine nyere historier, da jeg er blevet meget bedre med tiden).

157Likes
1127Kommentarer
18970Visninger
AA

57. Celebrating

Min tumbling gik i gang. Jeg svingede blødt, perfekt med min ribbon. Publikum tog billeder med blitz. Det skar mig i øjnene, men jeg havde lært af min mor, at man aldrig skulle lade noget forstyrre én, når man viste hvad man havde i sit hjerte af tumbling.

Jeg lavede de spring, som jeg havde lært. Saltoerne var intet problem for mig, Hino havde lært mig det hele! Han havde lært mig alt det man behøvede at vide, som solotumbler.

Jeg standsede i samme sekund, som musikken stoppede. Min position var som den skulle være. Jeg håbede, at dommerne kunne se, at jeg virkelig brændte for Tumbling!

Der blev klappet og jeg bukkede, hvorefter jeg trådte ned fra måtten, og mine venner kom løbende hen til mig. Jeg så på dem og smilede forsigtigt, imens dommerne talte pointene sammen til mig.

”Det var fantastisk, Rin!” sagde Wataru til mig. Jeg smilede forsigtigt til ham og takkede ham.

”Karorin True Godwin. 18.500 points!” sagde dommerne i dommerpanelet højt. Jeg stivnede og rettede da mit blik mod pointtavlen. Jeg måbede.

”Jeg kom med,” hviskede jeg lavt. Jeg kom på andenpladsen, ligesom Watarus hold var! Jeg kunne ikke lade være med at smile stort over hele ansigtet, trods jeg vidste, at jeg ikke ville være i stand til, at deltage i den videregående konkurrence, da jeg ville være i Amerika på det tidspunkt.

”Tillykke, Rin!” råbte Kekirie og Hannah i kor og kastede deres arme omkring mig i et kram. Jeg grinede.

”Tak!” sagde jeg lykkeligt. Wataru så på mig med et blidt smil. Jeg så tilbage på ham, med et gengældt smil. Han var stolt af mig, det kunne jeg se på ham, trods det var min første solotumbling.

 

”En stor skål for drengenes andenplads, og Rins andenplads i konkurrencen!” råbte Wataru og stillede sig op på sin stol i hans mors restaurant. Vi var alle samlet omkring ham. Han hævede sit glas, med hvad end der var i. Sikkert sake.

”Og selvfølgelig pigernes førsteplads!” tilføjede han, da pigeholdet også var til stede.

”Tillykke, Rin,” sagde Mari og smilede til mig. Jeg smilede tilbage til hende.

”I lige måde,” sagde jeg og Mari og jeg skålede, dog bare med den vand, som vi begge drak, imens drengene drak sig i hegnet. Det vil sige, Wataru, Ryosuke og Nippori. Resten drak sodavand eller vand.

”Du må hellere fortælle ham det, før han bliver alt for fuld,” hviskede Kekirie til mig, hvorefter vi begge rettede vores blikke mod Wataru, som allerede var godt på vej til at blive fuld.

”Wataru-san! Kan jeg ikke lige snakke med dig?” spurgte jeg, da jeg stillede mig ved siden af ham. Han så på mig og smilede, imens han pludselig virkede uhyggeligt ædru.

”Jo, Rin,” sagde han og fulgte med mig udenfor. De andre sendte os mistænksomme blikke, da vi pludselig forlod festen sammen.

Jeg havde egentligt ikke lyst til, at fortælle Wataru at jeg tog af sted til Amerika næste morgen, så derfor…

”Wataru,” sagde jeg da vi var kommet udenfor, og var alene. Han så på mig og lagde så sit hoved på skrå.

”Hvad ville du tale med mig om?” spurgte han. Jeg bed mig selv blidt i min underlæbe imens jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige. Jeg ville ikke fortælle ham det.

”Tak for alt, Wataru,” sagde jeg med et smil, og kyssede da blidt hans læber straks bagefter. Han fik store øjne, da jeg trak mig væk igen. Han havde nok ikke ligefrem regnet med et kys.

”Jeg må gå nu, Wataru,” sagde jeg og smilede forsigtigt, da Kekirie kom ud til os. Wataru var stadig stivnet en lille smule efter kysset, så Kekirie tog mig i armen og trak mig med sig. Jeg vinkede en sidste gang til Wataru, før jeg gik.

Farvel, Wataru Azuma. Jeg vil aldrig glemme dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...