Harry Potter og Emilia (Flammernes Pokal)

Dette er en omskrivning af:
Harry Potter og Flammernes Pokal.

Harry potter skal til at starte sit fjerde år på Hogwarts, men inden da skal han møde sin tvillingesøster, Emilia, for første gang. Emilia tager med tilbage til Hogwarts hvor der skal afholdes en stor turnering. Nemlig, Trekampsturneringen om Trekampspokalen.
Men alt forandre sig, da Harry pludselig skal deltage.

7Likes
14Kommentarer
2620Visninger
AA

3. Hr. Ludomand

Emilia følte sig en smule vindblæst og svimmel, så hun støttede sig let til Cedric. Hun holdte godt øje med Harry, mens han skubbede Ron til side, for at kunne komme op. Så hun trådte væk fra Cedric og rakte ham hånden. Han kiggede lidt tøvende på hendes hånd, men tog den og lod hende hjælpe ham på benene igen.

De var ankommet til et sted, der umiddelbart lignede et øde, diset markområde. Solen var på vej op over træerne i horisonten. Emilia stod lidt og bare stirrede på Harrys profil, ind til nogen rømmede sig.

Foran dem stod et par udkørte og gnavent udseende troldmænd. Hvor af den ene holdt et stort guldur og den anden en tyk rulle pergament, samt en fjerpen. De var begge klædt som Mugglere, dog temmelig ubehjælpsomt.

Manden med gulduret var iført et jakkesæt af tweed og dertil et par store galocher, mens hans kollega havde valgt kilt og poncho. ”Godmorgen. Basil," sagde hr. Weasley og samlede gummistøvlen op. Han rakte den til den kiltklædte toldmand. Der kastede den i en stor kasse med transitnøgler ved siden af sig.

 

”Halløjsa, Arthur," sagde Basil træt. „Ikke på arbejde, hva’? Ja, visse folk er heldige ... vi har stået her hele natten ... du må hellere komme af vejen, for vi venter et større selskab fra Sorteskov klokken kvart over fem. Lige et øjeblik. så skal jeg finde ud af, hvor I kan slå lejr... Weasley ... Weasley ..." Han så ned på sit pergament. ”Jeres pladser er en halv kilometer i den retning. Det er den første mark. I kommer til. Områdechefen hedder hr. Roberts." ”Tak skal du have, Basil," sagde hr. Weasley og gjorde tegn til de andre, at de skufle følge ham.

Emilia kiggede spørgerne på Hr. Diggory, der bare sagde: ”Kom så unger!”

De begav sig af sted over de øde marker, Emilia og Cedric holdte sig bagerst. ”Jeg vidste ikke vi skulle dele plads med dem.” Hviskede hun uroligt til ham. Han lo bare og hviskede tilbage: ”Det er faktisk for jeres skyld vi gør det, Så i måske havde lidt letter ved at lære hinanden at kende, inden skolen.” ”Når,” ordet blev hængende i mellem dem som de gik hen over det disede landskab. Det var svært at se noget, der røbede en stor begivenhed var under opsejling.

 

Efter tyve minutter dukkede et lille stenhus og ved siden af en låge, som førte ind til en stor mark. Emilia kunne netop lige skimte aftegninger af hundredvis af telte, der var rejst på den store, skrånende mark i læ af den mørke skov. En mand stod i døråbningen og spejdede ud mod teltene. Emilia vidste ved første øjekast, at dette måtte være den eneste ægte Muggler i miles omkreds.

Da han hørte dem komme, drejede han hovedet mod dem.

”Godmorgen," sagde hr. Weasley muntert.

”Godmorgen" sagde Muggleren.

”Hr. Roberts, går jeg ud fra?"

”Det kan du have ret i," sagde Muggleren.

"Og hvem er så du?"

”Weasley - træ teltpladser bestilt for et par dage siden?"

”Javel." sagde hr. Roberts og rådførte sig med en liste, der var sat op på døren. Emilia bemærkede den dybe rynke han fik, da han trak øjenbrynene sammen. "I har fået pladser helt oppe ved skoven dér. Kun for én nat?" Spurgte han.

"Ja, det stemmer," sagde hr. Weasley.

"Og du betaler med det samme?" sagde hr. Roberts. "Åh - ja - naturligvis ..." sagde hr. Weasley.

 

Han trak sig lidt tilbage fra huset og vinkede Harry over til sig. Emilia fulgte nysgerrigt med I hvad de lavede, mens alle andre forsøgte at se helt ligeglade ud.

"Hjælp mig, Harry." sagde han lavmælt. Han fiskede et bundt Mugglerpengesedler frem fra sin lomme og begyndte at sortere sedlerne. Emilia kiggede nysgerrigt på sedlerne, det var første gang hun så Mugglerpenge så tæt på.

„Her er en - en – en tier?" Harry nikkede. 

"Ja, nu kan jeg se de små tal på den ... så må dét være en femmer?"

„En tyver," rettede Harry ham hviskende; han var overbevidst om, at hr. Roberts lyttede til hvert et ord, de sagde. „Åh. ja, det er også rigtigt... det er sandelig ikke let... alle de små stykker papir..." Emilia kiggede med, men kunne heller ikke forstå systemet i de små sedler.

„Er I udlænding?" spurgte hr. Roberts, da hr. Weasley vendte tilbage med de rigtige sedler.

„Udlænding?" gentog hr. Weasley forundret,

„Du er i hvert fald ikke den første, der har haft svært ved at tælle penge op," sagde hr. Roberts og kiggede undersøgende på hr. Weasley og de andre bag ham „Der var to, som forsøgte at betale mig med kæmpestore guldmønter for ti minutter siden." 

"Er det virkeligt rigtigt?" sagde hr. Weasley nervøst og skævede til Hr. Diggory, som bare smilede roligt.

Hr. Roberts rodede i en dåse efter byttepenge. „Her har aldrig været sådan en trængsel," sagde han med et og kiggede endnu en gang ud over den disede mark. „Hundredvis forudbestillinger. Folk plejer bare at dukke op ..."

"Det må jeg sige," sagde hr. Weasley og rakte hånden frem for få sine byttepenge, men hr. Roberts lagde ikke mærke til det. „Jah," sagde han tankefuldt. „Rejsende fra nær og fjern. Massevis af udlændinge. Og ikke nok med, at de er udlændinge, de er også underlige. Der er for eksempel en fyr, der spadserer omkring i kilt og en poncho."

"Er det da forkert?" spurgte hr. Weasley nervøst.

"Det ligner et... hvad skal jeg sige ... et stævne af en art," sagde hr. Roberts. „Det lader til, at alle kender hinanden. Som ét stort rejseselskab."

 

I samme øjeblik kom en troldmand i plusfours til syne lige foran hr. Roberts' hoveddør - som springet ud af den blå luft. ”Obliviater” sagde han skarpt med tryllestaven rettet mod hr. Roberts. Hr. Roberts' øjne blev med det samme slørede, og hans ansigt faldt i afslappede, drømmende folder. Emilia kendte besvarelsen og vidste, at han lige have fået sin hukommelse modificeret.

”Et kort over lejren til fri afbenyttelse." sagde hr. Roberts fredsommeligt til hr. Weasley. „Og her er byttepenge."

”Tusind tak." sagde hr. Weasley og vente sig mod de andre. ”Kom så.”

De gik mod lågen, Emilia lyttede til Hr. Weasley mens han forklare Harry: ”Vi er nød til at slette deres hukommelse engang i mellem, ellers ville de opdage os.”

 

Troldmanden der havde slettede Hr. Roberts hukommelse fulgte dem hen til lejrens låge. Han så udmattet ud; han havde skægstubbe på hagen og mørke rande under øjnene.

”Ja, vi har haft en del bøvl med ham. Der skal en Forglemmelsesbesværgelse til mindst ti gange om dagen for at holde ham i godt humør. Og Ludo Ludomand er ingen hjælp. Han går glad omkring og taler højlydt om tromlere og smashere i ét væk uden at bekymre sig om sikkerhedsreglerne. Du godeste, jeg er glad, når alt dette er ovre. Vi ses senere. Arthur." Sagde han hurtigt før han forsvandt i den blå luft.

„Jeg troede, at hr. Ludomand var chef for Afdelingen for Magiske Spil og Sportsgrene?" hviskede Ginny forbavset til Emilia, mens de gik ind af lågen. ”Han burde da vide bedre end at snakke om smashere i nærheden af Mugglere. Burde han ikke?"

Emilia mødte Ginnys spørgende blik og sagde: ”Jo det burde han, men efter hvad jeg ved om ham, så går han ikke så meget op i reglerne.” Ginny smilede og nikkede. De to piger kiggede lidt på hinanden og lo så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...