Yasmin og Mathilde (Selvmord 3)

Dette er 3'eren til en anden movella, som er slettet nu. Det handler om pigen Yasmin, som er lesbisk, men fordi ingen accepterer hende, begår hun selvmord. Men hvad med hendes venner, Sebastian og Mathilde? De er hos hende nu, så alting er godt. Eller, ikke alting...

5Likes
5Kommentarer
1565Visninger
AA

2. - 2

De ville være der om lidt, oppe ved Yasmin. Mathilde og Sebastian ventede, de ventede længe, det føltes som om det var flere timer. Men så lige pludselig hørte de en stemme, men ikke hvilken som helst stemme. Det var stemmen med den engelske accent, det var den stemme de havde ventet på at høre, Yasmins stemme! Hendes bløde stemme sagde "Hej." Mathilde blev så glad at hun råbte"Hej Smin!" imens hun hoppede op og krammede hende.

Pigerne stod i lang tid og snakkede, mens Sebastian i baggrunden stod lidt genert og observerede dem. "Hey," sagde han, da pigerne slap hinanden. De kiggede begge på ham. "Hej Sebastian," hviskede Yasmin, og gik hen mod ham. "Hvorfor er du her?" spurgte hun nervøst, og tog hans hånd op til sit bryst. "Du gjorde det ikke for mig, gjorde du vel?" spurgte hun, og fik tårer i øjnene. Han nikkede. "Jeg elsker sig, Smin. Selvfølgelig gjorde jeg det for dig!"

"Ååh-åhh-åh!" mumlede Yasmin, og trykkede Sebastian ind til sig, i et langt kram. "Hvorfor Sebastian? Jeg... jeg kan jo ikke forelske mig i dig, det ved du godt. Jeg er jo til piger!" Sebastian kiggede ned. Han rødmede. "Det ved jeg..." sagde han. "...men jeg kan stadig elske dig!"

Yasmin begyndte at græde. Hun kiggede på Mathilde, som stod bag hende. "Jeg var forelsket i dig, Thilde!" sagde Yasmin. Mathilde stod måbende med hovedet på skrå, og kiggede tomt på Yasmin. Yasmin gik hen til hende, og tog hendes hånd. "Jeg havde håbet, at du også ville elske mig!" sagde hun, og kiggede spørgende på Mathilde, som rystede på hovedet. "Undskyld, undskyld Yasmin. Men det kan jeg ikke! Jeg er... jeg er til drenge, og du er til piger! Det går ikke!" sagde Mathilde, og løsnede sin hånd fra Yasmin. "Men..."

Hun mærkede Sebastian kramme hende. Hun lagde hovedet på hans skulder, og begyndte at stortude. Hvorfor kunne Mathilde ikke elske hende? De passede jo perfekt sammen!

"Undskyld!" Mathilde forsvandt ud i det blå. "Hvor... hvor tog hun hen?" spurgte Sebastian, og kiggede rundt. "Det ved jeg ikke. Men hun kommer tilbage. Eller, det håber jeg i hvert fald!" hviskede Yasmin, og gav Sebastian et venskabskys på kinden, inden hun trak sig væk fra ham.

"Kommer du?" spurgte hun, og smilede til ham.

I himlen var der ikke meget at lave. Det hele bestod af et stort landskab af skyer. Man kunne ikke sove, man kunne ikke spise. Ikke foretage sig noget. Kun bevæge sig rundt mellem alle de andre engle, mens man talte. Der var millioner af engler, og hvis man fløj et stykke op fra mængen, kunne man se ud over det hele. ud over hele himlen. Kun engler og skyer. Intet andet.

Sebastian og Yasmin møvede sig igennem englerne, og fandt en lille englefri plet, hvor de satte sig ned. Sebastian var tavs. Det var Yasmin også. De tænkte begge på Mathilde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...