Pageboy 3: Untill The End

Lige siden Taemin og Minho blev engle, og tog sammen til Himlen, har Yoogeun været helt nede i kulkælderen. Key og Jonghyun, som passer ham, er bekymrede. Taemin og Minho savner desuden deres venner, og Karorin og Onew har endnu ikke fundet sammen. Nyt kaos opstår, denne gang med Yoogeun, og hans hemmelighed varer ved.

174Likes
848Kommentarer
13109Visninger
AA

13. Tårer

Der var helt stille omkring os. Flammen omkring Hyos hånd forsvandt, imens han så på Onew med et koldt blik. Onew, der faldt til jorden, med blod ud af mundvigene. Da Onew ramte jorden, blev stilheden brudt. Stilheden blev brudt af Hyo, der ikke kunne holde det tilbage længere.

”HAHAHA! Sikken tåbe! Ved han ikke, hvad der nu vil ske med ham?!” grinede Hyo. Jeg svarede ikke Hyo, men satte mig straks ned ved siden af Onew, der blev ved med at hoste mere blod op.

”Onew,” hviskede jeg lavt og lagde min hånd på hans ene kind og lagde hans hoved på mit skød.

”Onew!” råbte Taemin og løb over til os. Hyo fortsatte blot med at grine, imens Minho, Taemin og jeg, sad omkring Onew. Taemin så koldt på Hyo, med et dræbende blik.

”Jeg slår dig ihjel for det her!” skreg Taemin med tårer ud af øjnene. Hyos blik blev alvorligt og koldt, idet han trådte nærmere Taemin.

”Lyset kan ikke gøre mørket noget, tåbe. En engel kan ikke såre en falden engel. Det er kun mørke, der kan såre mørke,” hvæsede Hyo. Jeg gav blidt slip på Onew og rejste mig op. Taemin tog sig af Onew, imens jeg gik hen foran Hyo. Jeg stirrede ondt og koldt på Hyo. Direkte i øjnene.

”Måske kan Taemin ikke gøre dig noget,” hviskede jeg, og greb hårdt fat om hans hage, så han ikke kunne sige noget, eller gøre modstand, uden at føle smerte.

”Men du ved godt, hvad jeg er i stand til, Hyo,” hviskede jeg koldt til ham. Han så på mig med store øjne, hvorefter jeg skubbede ham hårdt væk fra os. Han så over på mig med et skræmt blik.

”Det var ikke en engels øjne, Rin,” sagde han. Jeg vendte ryggen til ham uden at svare, og satte mig ned hos Onew igen. Han så op på mig med et lille smil. Jeg kunne mærke mine tårer presse på.

”De øjne havde mørke, Rin…” sagde Hyo igen. Jeg ignorerede ham. Han interesserede mig ikke, men Minho og Taemin så over på ham med uforstående blikke.

”Du har lavet aftalen med ham, ikke?” grinede Hyo. Jeg stirrede koldt over på ham, hvorefter han bare smilede ondt tilbage og forsvandt i den samme skikkelse, som han var kommet til syne i. Taemin og Minho så lidt på hinanden, derefter på mig.

”Hvad gør vi, Rin?” spurgte Minho bekymret for Onew.

”Der er ikke meget tid, I må tage af sted efter Yoogeun, så bliver jeg med Onew,” sagde jeg lavt, dog også lidt usikker. Kunne de selv finde derhen? Og kunne de klare sig mod Lucifer?

”Men… Rin…” sagde Taemin lavt.

”Jeg skal nok indhente jer på et tidspunkt, bare rolig,” sagde jeg med et lille smil, trods jeg vidste, at når den tid kom, ville Onew allerede være borte. Et menneske kunne ikke overleve slaget af en falden engel.

”Er du sikker, Rin?” spurgte Taemin lavt. Jeg nikkede forsigtigt, uden at fjerne mit blik fra Onew.

”Bare følg grotten, så skulle I gerne komme frem på et tidspunkt, men I må ikke se Lucifer i øjnene, hvis I skulle møde ham,” sagde jeg lavt. Taemin nikkede forstående og tog Minho i hånden.

”Lad os gå, Minho,” sagde Taemin. Minho nikkede og tog Taemin med sig videre ind i grotten. Jeg så kort efter dem og bad til, at de ville klare den, indtil jeg kom. Trods jeg vidste, at der ikke fandtes nogen ”kære mor” i Helvede.

”Rin,” hviskede Onew lavt. Jeg så ned på ham med et lille smil.

”Jeg elsker dig, Onew,” hviskede jeg tilbage til ham og kyssede blidt hans læber, trods der var blod omkring. Jeg var ligeglad. Han ville snart forlade mig. Der var intet at gøre.

”Omo, du græder, Rin,” sagde han med et lille grin. Jeg så på ham og tørrede straks mine øjne.

”Selvfølgelig græder jeg, Onew, jeg elsker dig jo,” hviskede jeg lavt og snøftede. Han ville dø meget snart.

”Jeg elsker også dig,” hviskede han tilbage, hvorefter der, endnu engang, kom nogle dråber med blod ud fra hans mundvige. Hans vejrtrækninger blev langsommere og langsommere. Jeg omfavnede ham trygt i mine arme, som et sidste farvel, før vi blev adskilt. For evigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...