Pageboy 3: Untill The End

Lige siden Taemin og Minho blev engle, og tog sammen til Himlen, har Yoogeun været helt nede i kulkælderen. Key og Jonghyun, som passer ham, er bekymrede. Taemin og Minho savner desuden deres venner, og Karorin og Onew har endnu ikke fundet sammen. Nyt kaos opstår, denne gang med Yoogeun, og hans hemmelighed varer ved.

174Likes
848Kommentarer
13100Visninger
AA

20. Redningen!

”Jeg tror vi slap fra ham,” hviskede jeg lavt til Eunhyuk, idet vi gemte os bag en stor sten af størknet lava. Jeg så forsigtigt frem fra stenen, og så, at fangevogteren, som havde jagtet os. Han så forvirret ud, og havde helt sikkert tabt sporet af os.

”Perfekt… Hvordan kommer vi nu ud? Fangevogteren bevogter jo indgangen, Rin,” sagde Eunhyuk og så på mig med et irriteret blik. Jeg rakte tunge til ham og grinede kort.

”Vi skal ikke ud, ikke før vi har fundet Jinki,” sagde jeg og så ned fra den høje sti, som vi stadig gik på. Eunhyuk himlede med øjnene, men fulgte da mit blik, ned på alle de fanger, der blev pisket og arbejdede deres bagdele i laser. Nogen af dem havde endda fået så mange pisk, at deres trøjer var gået i stykker og røget af.

Jinki, Onew, var en af dem.

”Jinki…” hviskede jeg lavt, da jeg fik øje på ham. Han sad på sine knæ, med knyttede næver, imens en fangevogter piskede ham, med et skævt grin.

”De nye er altid de svageste,” sagde han og udstødte så et hæsligt, ondt grin, der kun gjorde mig rasende, imens Onew virkelig forsøgte på sit yderste, ikke at skrige af smerte, af alle de piskeslag.

”Jinki,” hviskede jeg igen og løb så mod kanten af den svævende sti og spredte mine hvide vinger, som straks fangede nogen af fangevogternes opmærksomhed.

”RIN!” udbrød Eunhyuk og fulgte efter mig, idet jeg fløj ned mod Onew. Han spredte også sine vinger, og jeg kunne have svoret på, at alle så på os, imens de råbte og bad til os om, at vi skulle tage dem med.

Jeg var ligeglad med dem alle, de fortjente at være der, de havde været onde. Den eneste, der ikke fortjente det, var Onew, som også så op på mig med store øjne.

”Rin…” mumlede han overrasket.

”Angel fire!” udbrød jeg, og fik et flammende sværd i mine hænder, imens mit kolde blik hvilede på fangevogteren, der tabte sin pisk af skræk, for min angel fire. Det eneste våben, som kunne dræbe alle væsner. Engle såvel som dæmoner.

”Du skal få det betalt! Du har pisket min Jinki!” råbte jeg, og svingede med mit flammende sværd, og var fuldstændig ligeglad med den fangevogter, der tiggede mig om nåde. Han havde såret en, jeg holdt af. Nej, ikke bare holdt af… En jeg elskede.

Jeg landede på mine fødder, samtidig med, at jeg skar sværdet lige gennem fangevogteren, og der blev fyldt med hvide fjer, fra mine vinger. Jeg knurrede koldt af fangevogteren, idet han blot blev til sort aske. Asken blæste ikke væk, der var ingen vind. Den lagde sig bare på jorden, i en ulækker klump, og var slet ikke smuk, ligesom aske kunne være.

”Rin…?” spurgte Onew. Jeg vendte mig straks mod ham med et bekymret blik, og omfavnede ham i mine arme. Han sad dog stadig på sine knæ, svag, ude af stand til at stå op.

”Jeg skal nok få dig ud herfra, Jinki, bare rolig,” lovede jeg og hjalp ham op at stå, imens han støttede sig til mig. Eunhyuk landede foran mig og så på os.

”Vi må se at komme ud, omgående! Ellers bliver vi fanget!” sagde han og så rundt på fangevogterne, der kom løbende mod os, med våben og net, klar til at fange os og gøre os faldne.

”Lad os komme af sted,” sagde jeg og spredte mine vinger ud, så meget de kunne, imens jeg tog fat omkring Onew. Jeg nikkede kort til Eunhyuk, som nikkede tilbage, og på samme tid, lettede vi fra jorden, og fløj op, så vi kunne komme væk fra det forfærdelige sted. De andre fanger råbte stadig til os, truede os, bønfaldt os, om at vi skulle tage dem med, imens de forsøgte at få tilgivet deres synder.

Bare ærgerligt, at jeg kun ville have min Jinki.

”Hurtigt, Rin!” sagde Eunhyuk, da porten, vores udgang, lukkede sig. Jeg nikkede og bed mig selv i min underlæbe. Jeg kunne ikke flyve i topfart, eftersom jeg bar på Onew.

Porten lukkede sig… Mere og mere… Bare jeg kunne nå det!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...