Pageboy 3: Untill The End

Lige siden Taemin og Minho blev engle, og tog sammen til Himlen, har Yoogeun været helt nede i kulkælderen. Key og Jonghyun, som passer ham, er bekymrede. Taemin og Minho savner desuden deres venner, og Karorin og Onew har endnu ikke fundet sammen. Nyt kaos opstår, denne gang med Yoogeun, og hans hemmelighed varer ved.

174Likes
848Kommentarer
13039Visninger
AA

12. Hyos hævn

”Min appa… Er ikke dig.”

Yoogeuns ord og hans blik var fortsat i mit hoved. Jeg kunne ikke få det ud. Ordene sårede mig virkelig, og smerten i mit hjerte ville ikke gå væk. Den var som tusinde flammer, der langsomt og smertefuldt, brændte mit hjerte op indefra.

”Taemin-ah, er du okay?” spurgte Minho bekymret imens vi gik. Vi fulgte alle efter Karorin, som tydeligvis havde været her før. Hun kendte alle de grotter vi gik igennem, selvom der var mange. Vi var endnu ikke faret vild. Hun havde helt sikkert været her før.

”Jeg har det fint, Minho hyung,” svarede jeg roligt og smilede forsigtigt til ham. Jeg løj overfor ham, jeg var ked af det. Jeg havde aldrig tænkt mig, at lyve overfor ham. Især ikke, når han kørte sine blide fingre gennem mit hår helt roligt og dejligt, som han gjorde der, imens vi gik side om side.

Der var dog noget, der gjorde mig urolig. Rin så slet ikke glad ud, lige pludselig. Hun så nærmest… Bange ud. Det kom bare lige pludseligt.

”Rin, er du okay?” spurgte Onew og gik op på siden af hende. Hun gispede lavt og så på ham med et overrasket, bange blik. Hun nikkede forsigtigt og bed sig i underlæben. Hun var ikke okay, det var tydeligt, og Onew kunne også se det.

”HVAD tror I, I laver her?!” udbrød en stemme, da en sort skikkelse pludseligt stod to meter foran Onew og Rin. Rin stillede sig straks foran Onew, imens hun så koldt på skikkelsen, der langsomt forvandlede sig til en ung fyr. En ung fyr, med sorte vinger. Hans hår var kulsort, en smule pjusket. Hans øjne var lige så sorte, og hans hud hvid som sne. Han forsøgte, at få øjekontakt med Rin, men hun undgik dog hans blik, igen og igen, imens hun bakkede tilbage, for at beskytte Onew.

”Forsvind, Hyo, vi er her ikke, for at se dig,” sagde Rin koldt til ham. Han smilede skævt til hende og tog fat i hendes kinder, og tvang hende til at se på ham. Hans greb var tydeligvis stramt.

”Rin!” udbrød jeg og skulle lige til at løbe over mod hende.

”Taemin! Du skal ikke blande dig i det her!” sagde hun og så en smule tilbage på mig. Jeg stoppede op og sank en klump. Minho tog beskyttende fat omkring mig, idet Hyo så hen på os.

”Ah, er det jer, der er drengens forældre,” sagde Hyo og grinede koldt. Han kendte Yoogeun! Jeg havde lyst til at slå ham, bare for at nævne ham, men Rin havde sagt, at jeg skulle blande mig udenom. Hyo rettede da sit onde blik mod Rin igen.

”Hør her, skat, hvis nu vi to bare kunne være sammen en lille smule, så skal jeg nok sørge for, at dine venner kommer sikkert hen til den lille dreng, okay?” sagde Hyo og grinede koldt. Jeg opdagede, at Onew knyttede sine næver stramt.

 

Rin P.O.V.

 

”Forsvind, Hyo,” hviskede jeg koldt. Hyo trak mig bare tættere på ham, for at få et kys af mig. Jeg lukkede mine øjne stramt i, jeg turde ikke gøre modstand. Jeg kendte hans styrke alt for godt.

Alligevel skete det, at han fik en knytnæve lige i ansigtet, så han faldt en meter tilbage og gav slip på mig. Jeg gispede forskrækket og fik store øjne. Jeg så på Onew, hvis blik var iskoldt og vredt. Han tog sin næve til sig, imens han trådte lidt frem, imens Hyo fik sine kræfter tilbage. Han grinede hånligt af Onew. Jeg tog fat i Onews skuldre, bekymret. Hyo begyndte at grine højt.

”HAHAHA! DU TOG ET MENNESKE MED?! Ved han ikke, at hvis man dør i Helvede, så bliver man i helvede!” udbrød Hyo vredt, og alligevel med en latter.

”Du rører ham ikke!” råbte jeg. Hyo så koldt på mig.

”Er han din kæreste, Rin?” spurgte Hyo koldt og jaloux. Jeg stivnede ved spørgsmålet. Jeg vidste, hvad Hyo ville gøre, hvis jeg sagde ”Ja”, og jeg vidste, at jeg ville knuse Onews hjerte, hvis jeg sagde ”Nej.” Jeg håbede sådan, at Gud ville hjælpe mig, på det tidspunkt.

”J-Jeg elsker Onew, Hyo. Sådan er det,” sagde jeg lavt.

”Hvorfor?! Bare fordi, at mine vinger ikke længere er hvide?!” udbrød han rasende. Jeg blev endnu mere bange nu, og hårene på min ryg rejste sig.

”Hvis jeg ikke kan have dig, Rin, så er der ingen, der skal have dig,” hviskede Hyo koldt, idet en sort flamme samlede sig om hans hånd. Jeg gispede og så på ham med et bange blik. Jeg ville gerne løbe, men jeg kunne ikke bevæge mig. Den flamme, kunne selv slå en engel, som mig, ihjel. Selvom jeg allerede var død, vile jeg nu bare havne i Helvede.

”Farvel, Rin-Rin!” udbrød Hyo og skød flammen mod mig. Jeg skreg og holdt mig for mit ansigt, og ventede blot på, at flammen skulle ramme mig. Den ville langsomt slå mig ihjel. Langsomt og smertefuldt.

Flammen ramte mig ikke. Jeg følte ingen smerte, og jeg var der stadig. Jeg var bange, men åbnede langsomt mine øjne op, for at se et forfærdeligt syn. Ham der stod, mellem mig og Hyo, med en sort flamme i brystet. Han havde blokeret det.

Jeg bed mig selv hårdt i min finger, for ikke at skrige.

”Onew…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...