Whispering

Et lig findes, hvor morderen efterlod bekseden "L. A. Academy". De to efterforskere, Lee Jinki og Kim Jonghyun, bliver sat på sagen for en hurtigst muligt opklaring. Men deres møde med L. A. Angels, seks individer der dominerer skolen, går ikke efter deres planer, og ender i en verden af skjulte masker. Men i takt med de kommer dybere ind i sagen, bliver deres hjerter også taget dybere ind.
Vil sandheden komme frem og kærligheden sejre, eller vil sagen gå tabt under kampen om magten?

12Likes
72Kommentarer
3289Visninger
AA

5. Advocatus diaboli?

"Rechisson, det ser ud til morderen findes et sted på L. A. Academy," sagde jeg træt. Jeg havde ikke lyst til at samle beviserne sammen. Jeg var bange. Bange for hvem liget var.

"Lee Jinki, hvis det er nogle unge piger der har bildt dig dét ind, over noget kylling, får du din røv på komedie!"

"Med al respekt, inspektør, så er tre elever sendt af sted i ambulance, efter de fandt et lig!"

"Omo.. Det her bliver en stor sag. Forældrene kommer sikkert til at lægge sag an, eller få det i glemmebogen.." sukkede han. Jeg var enig, denne elite skole ville få sagen til forsvinde, hvis det skolens omdømme tog skade. "Fotografer det hele, saml beviser ind og tag hen på hospitalet for at afhøre de elever. Jeg sender Dobbelt Lee til at hjælpe jer."

  Af alle skulle han sende Dobbelt Lee. Lee Eunhyuk og Lee Donghae. De var flinke nok, efter Jonghyun og jeg steg i rank. Men fordi de er vores sunbaes, har de med at give os, dongsaengs, de dårlige jobs. Som at skulle finde beviser i en affaldscontainer. Eller vade igennem kloakker. Hente mad, resultater fra analyser, og andre 'mindre vigtige' ting.

 

"Waow, og jeg troede de højere magter overdrev!" hørte jeg en stemme sige. Jeg kiggede rundt, da jeg fik øje på Eunhyuk og Donghae. "Skal vi komme i gang? Dongsaengs starter med at markere det hele."

  Selvfølgelig skulle vi tage os af det. Jeg kunne se Donghae allerede var i gang med at fortrylle de kvindelige elever, Eunhyuk stod bare og skrev notater. Jeg traskede langsomt mod Jonghyun og vores bil.

"Vi tager det i spiralform. Så vi kan overlappe hinanden, hvis vi skulle overse noget. Jeg tager venstre side."

Jonghyun nikkede, hvorefter han tog taske ud af bilen. Jeg tog min taske og lukkede bagagerummet til bilen. Jeg kiggede på åstedet, hvor Jonghyun var begyndt i venstre side.

"Pabo," mumlede jeg bare, hvor jeg begyndte at sætte de små, gule skilte op og fotograferede. Der var ikke så meget at markere. Jeg nærmede mig liget, som sendte kulde mod mig. Jeg stod og kiggede på hende. Jeg var lettet. Det var hverken Karorin eller Hannah.

 

"Eunhyuk! Er Doktor Kang på vej?"

"Nej, han er i gang med at undersøge liget, Onew. Du burde tale pænere til dine sunbaes."

"Åh, hold nu mund, Eunhyuk! Det er en mordsa-" Jeg vendte mig forskrækket til siden, bare for at blive mødt af en latter. Doktor Kang Hodong morede sig åbenbart over mig. Jeg gav ham et akavet smil tilbage.

"Lever temperaturen er 32,6 grader celsius, så hun døde for omkring 5-6 timer siden."

"Ved du hvordan hun døde?"

"Ingen forsvarsskader. Hvad jeg kan se er ante mortem skader i ansigt, post mortem skader på resten af kroppen. Jeg ved mere, når jeg lukker hende op," afsluttede han.

"Post mortem skaderne må stamme fra jernrørene."

"Det ville også være mit bud, Eunhyuk," nikkede Hodong eftertænksomt. Hvornår var Eunhyuk sneget sig herhen!?

"Lee Jinki og Kim Jonghyun, få de tre vidners forklaring, så afslutter Donghae og jeg her. Af sted!"

"Og få lige oversat hvad der menes med avocado djævelen," tilføjede Donghae. Avocado djævelen? Nåh, "Ad nauseam usque! L. A. 'Angels' advocatus diaboli!"-beskeden som stod skrevet. Ikke et sprog som jeg velkendt med. Græsk eller latin, måske?

  Jonghyun var allerede i bilen, i førersædet. Noget sagde han godt kunne lide at køre bilen. Jeg pakkede mine ting sammen og lagde dem i bagagerummet. Jeg satte mig ind på passagersædet. Spændte sikkerhedsbæltet og satte en cd i radioen. Jeg så hen på Jonghyun.

"Jeg testede beskeden for blod. Negativ for menneskeblod, positiv for dyreblod," sagde han kort, før han tændte motoren og kørte.

 

  Jonghyun og jeg stod stirrede tomt ud i luften. Den døde kvinde var ikke Karorin eller Hannah. Men hvem var det så? Mine tanker kørte i kreds, jeg brød mig ikke meget om hospitaler. Karorin, Kekirie og Hannah var ved at blive undersøgt. Taemin, ham jeg tog for at være en pige, sad og græd hos en fyr. Jeg ville tro det var Key-umma, som Hannah havde omtalt, Taemin sad og græd ud hos. Minho havde intet tilgengæld intet ansigtsudtryk, han stirrede bare ud i luften. Han lignede en statue, men også en frø. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kom til at tænke på frøer når jeg så på Minho.

Døren til deres værelse blev åbnet af en læge. Han kiggede hans papirer igennem, og sukkede. Han rømmede sig kort. Som ved et trylleslag, vågnede vi alle op fra vores trance.

"Er der sket noget med mine børn?!" udbrød Key skingert.

"De har det fint, alle tre. Hvis det ikke havde været for de to ældste, havde den yngste sikkert ligget i koma nu," svarede han, men hans kløede sin pande. Jeg kunne mærke stresset komme fra ham, som om han ikke vidste hvad han skulle gøre med dem. "De har ingen indre kvæstelser, og nægtede os at tage flere prøver. Deres hjernescanninger viste ingen trauma."

"Ka-Kan vi besøge dem?" spurgte Taemin, med en meget lille stemme. Lægen nikkede. Key tørrede Taemins øjne, og smilte opmuntrende til ham. Vi gik alle ind, selvom Key virkede som om han ikke ville have os med. Afhøres skulle de jo, så jeg forstod ikke hvorfor vi ikke måtte komme med.

  Vi gik et overraskende syn i møde. Kekirie sad og spiste budding, og dukkede sig ind i mellem for nogle puder. Karorin lå og sov. Hannah læste i en bog, og kastede puder efter Kekirie. Jeg var målløs. Havde de ikke været ude for en eller anden slem ulykke?!

"YAH! HVAD LAVER I DOG?!" skreg Key, og tog sig til hovedet. Kekirie og Hannah så straks over på os andre, og tyssede straks på os. De pegede så på Karorin, og viste tegn for at hun sov. Af nogle der lige var blevet indlagt, var da godt nok friske.

"Mmpfh.. Umma..." kom det ovrefra Karorin. Jeg så hvordan både Hannah og Kekirie stivnede, kiggede kort på hinanden og var ovre ved Karorins seng i løbet af ingen tid. Kekirie lagde sig ned ved siden af Karorin, mens Hannah sad og nussede hendes hår, mens hun nynnede en melodi. Hun kyssede også hendes øjne, men det så mere ud som om hun tørrede tårer væk fra hendes øjne. Jeg forstod det ikke, var der en grund til de opførte sig sådan? Bare fordi Karorin havde mumlet noget om sin mor. Det slog mig først, da jeg så hvor livløse og triste Hannahs øjne var. Ikke så klare og smilende som de var tidligere i dag.

"Er I okay," fløj det bare ud af munden på mig. Alles blik hvilede straks på mig. Jonghyun sukkede, Key himlede øjne, Kekirie og Hannah udvekslede blikke, men Taemin og Minho bare stod og betragtede mig.

"Siger 'Ad nauseam usque! L. A. 'Angels' advocatus diaboli!' jer noget?" spurgte jeg, og tog min notesbog frem. For at undgå at møde de andres øjne.

"Jeg har intet at gøre med avocadoer!" meddelte Kekirie, med et stort tryk på 'intet'. Jeg så hvordan Hannah plantede sit ansigt i hendes hænder, med et stort suk. Forstod hun mon beskeden?

"Han-Ban-Val, forstår du beskeden?" kom det fra Key. Han-Ban-Val? Det være i det mindste værre end Kyllinge-æderen. Der var stille fra Hannahs side, men det så ud som om hun tænkte hårdt.

"Noona, har den besked noget at gøre med Rin-Rin og Keki-appa?" spurgte Taemin, mens han lagde hovedet på skrå. Endelig så Hannah op, mens hendes blik landede på Taemin.

"Lige til at brække sig over. L. A. 'Angels' er fortaler for Djævelen," kom det fra hende. Hannah og Minho udvekslede blikke, mens Minhos blik forandrede sig gradvist. Det var vrede der kom frem i hans øjne, mens resten af ham råbte bekymring.

"Romeo, du har altså fundet din Juliette, så stop med at glo sådan på Hannah!" kom det koldt fra Kekirie. Taemin blev rød i hovedet, mens Key bare fik et forarget udtryk. Eh. Romeo og Juliette, Minho og Taemin!? Jeg skal altså have fået skrevet den gruppes forhold til hinanden ned!

"Elevrådet er blevet et mål, ikke sandt, Hannah?"

"Kun os tre, Rin."

Der var stille efter det. Som om tiden var gået i stå. Så målet var ikke hele skolen, men blot tre elever. Godwin Karorin, Godwin Kekirie og Hannah Valentine. Men hvor længe havde Karorin været vågen?

 

En leg var sat i gang, en leg der ville komme til at koste mange mennesker livet. Og for hvad? Ondskabens hjul var begyndt at dreje. Maskeraden begyndte først nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...