Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10047Visninger
AA

2. Under krystaltræet

Da vi red nærmere på skolen, blev den bare endnu smukkere. Hvid som en masse snekrystaller. Vinduerne havde et lyseblåt skær, og der var nogle store, runde tårne lidt rundt omkring. Det var utroligt. I forhold til min skole, var det jo et eventyrslot. Jeg måtte indrømme at det var begyndt at blive en lille smule koldt, og sneen faldt stadig. Der sad nogle få elever ude i deres skolegård, som var en enorm stor græsplæne, med et enkelt, stort træ med hvid bark, med isblå blade. Stedet forvirrede mig endnu mere nu. De blomstrede kun om foråret. Jeg kunne mærke at eleverne sendte mig blikke, jeg hadede at have opmærksomhed.

”Hvad for en skole er det her, Minho? Jeg har aldrig set nogen her i byen før,” sagde jeg lavt. Alle eleverne var ufatteligt smukke! Som om de alle lige var trådt ud af et blad af supermodeller. Hvis jeg havde set nogen af dem, havde jeg husket det.

”Hvad er dit ærinde her, Rin?” spurgte han. Han kendte faktisk mit kælenavn? Det var mærkeligt. Måske havde jeg nævnt det.

”Eh, jeg går på gymnasiet ikke så langt herfra, Seoul High School, og… Jeg arbejder for skolens avis, og skulle skrive en artikel om den her skole,” sagde jeg genert og smilede forsigtigt. Mon jeg havde sagt noget forkert. Minho smilede til mig.

”Okay så, Karorin True Loveless fra Seoul High School, så skal jeg nok vise dig rundt,” sagde han, idet vi kom hen til staldene, og kom ned fra hesten. Hesten skubbede blidt sin mule mod min kind. Jeg smilede og klappede den, imens Minho betragtede os en smule.

”Du er den første person udefra, som hun kan lide,” sagde Minho og tog sadlen af hesten. Jeg så på ham imens jeg klappede dens mule.

”Virkelig? Har der været andre udefra?” spurgte jeg. Det svarede Minho ikke på. Han så på mig.

”Jeg skal lige snakke med forstanderen, så får du en rundvisning,” sagde han og smilede. Han fulgte mig hen til en bænk i skolegården og lånte mig sin skolejakke, imens jeg ventede på at han skulle komme tilbage. Jeg sad på bænken under træet. Det var virkelig smukt. Bladene var isblå, og nærmest gennemsigtige.

”Hvor er det smukt,” sagde jeg lavt og smilede stort.

”Key! Key! Hvor er du, Key?!” råbte en fyr, som kom løbende. Han havde kort mørkt hår, og skråt pandehår. Endnu en af de fyre, der lignede supermodeller! Han havde et virkelig kønt ansigt og flotte, mørke øjne, selvom de var smallere end Minhos. Han stoppede op da han så mig. Der gik nogle sekunder hvor han bare stirrede mærkeligt på mig.

”Hvad laver du her?” spurgte han, ikke ligefrem særlig imødekommende, hans tonegang kunne godt lyde lidt som de ’populære’ piger på min skole, dem vi kaldte for snobber. Var han en snob?

”J-Jeg er her som journalist fra Seoul High School!” sagde jeg og rejste mig op af høflighed. Han så lidt op og ned på mig.

”Så du kommer altså… Udefra? Ikke fra denne skole?” spurgte han og så mere forvirret ud, end jeg nogen sinde havde gjort. Jeg nikkede kort.

”Går de virkelig i sådan nogle skoleuniformer nu?” spurgte han og lagde armene over kors og skar grimasser af min skoleuniform, som jeg havde på under Minhos skolejakke.

”Er det Minhos skolejakke?” spurgte fyren så. Jeg nikkede forsigtigt. ”Hvor længe har du siddet her?” Han så lidt rundt, som om han ledte efter nogen, men han havde jo også kaldt på denne ’Key’.

”Jeg har siddet her i nogle minutter, tror jeg,” sagde jeg uden nogen tidsfornemmelse. ”Minho skulle bare snakke med forstanderen, så kom han tilbage.”

”Ah, okay. Mit navn er Kim Kibum, men kald mig endelig Key,” sagde han. Det gjorde mig bare endnu mere forvirret? Han havde jo lige kaldt på Key. Havde han kaldt på sig selv?

”Eh…? Mit navn er Karorin True Loveless, men kald mig Rin,” sagde jeg og smilede forsigtigt. Gad vide om han fejlede noget, var han blevet væk for sig selv?

”Okay, Rin, du har flot hår,” sagde han hurtigt. ”Har du set en person der ligner mig på en prik?” Han pegede på sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...