Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10051Visninger
AA

13. Tilgivelse

Så var jeg ladt alene tilbage. Sammen med Minho. Kunne jeg ikke bare få lov til at sove? Minho vendte sig mod mig. Jeg rakte ud efter min hovedpude og kastede den efter ham. Derefter alle pyntepuderne. Efterfulgt af bamserne. Alt der var i sengen kastede jeg efter ham. Han kom bare nærmere og undveg alle de ting jeg kastede med.

”Hvorfor opfører du dig sådan?!” spurgte han, da han var ved at få en hjemmesko i hovedet.

”Hvad med dig selv?!” udbrød jeg, da jeg var ved at have tårerne i øjnene igen. Jeg stoppede med at kaste ting. Det nyttede alligevel ikke.

”Måske burde du bare ikke gå ind på andre folks værelser når de sover,” sagde Minho. Jeg sænkede mit blik lidt. Minho sukkede lavt og satte sig på kanten af min seng.

”Minho hyung… Hvordan kom du til skolen for tre år siden?” spurgte jeg lavt, ikke sikker på om jeg skulle spørge om det. Han knyttede sine hænder en smule, men kun ganske kort. Så tog han sin skolejakke af. Smed den på gulvet. Skoleslipset. Til sidst den hvide skjorte man havde under skolejakken. Jeg fik endnu engang øje på de to store ar på hans ryg. Kuldegysningerne var der igen.

”Hvordan har du fået de ar?” spurgte jeg lavt og lænede mig frem mig hans ryg, for at kunne se dem bedre.

”Jeg brød en regel,” mumlede han lavt. Jeg hævede et øjenbryn.

”Minho, hvad har der været på din ryg?” spurgte jeg forsigtigt.

”Englevinger,” sagde han. Idet sekund han sagde det, blev der nærmest skudt flere tusinde billeder gennem mit hoved. Flashbacks. Billeder. Ubehagelige billeder. De mange ulykker jeg var blevet reddet fra, af en ung fyr med englevinger. Billeder fra bilulykken, som jeg ikke husker, men nu var det som om, det var i går.

”Jeg kunne ikke klare det, jeg brød en regel, men alligevel, så kunne jeg intet have gjort for at undgå det!” udbrød han og tog sig til hovedet.

”Hvilken regel?” spurgte jeg lavt.

”Vi må ikke ændre naturens gang… Kun for det ene menneske vi beskytter… Men da jeg fandt ud af, at din mor ville dø i en bilulykke, og du ville græde sådan, så blev jeg nødt til at gøre noget,” mumlede han. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Forfærdeligt meget.

”Din mor døde få dage senere, selvom jeg havde reddet hende for et overfald. Det overfald som hun rigtigt ville være blevet dræbt af… Hun døde i bilulykken du ikke husker. Den bilulykke, jeg ikke var i stand til at beskytte dig fra, fordi mine vinger var blevet flået af, og du endte på hospitalet!” sagde Minho. Hans hænder rystede lidt. En tåre trillede ned ad min kind.

”Minho, du er min skytsengel… Er du ikke?” spurgte jeg helt stille. Minho svarede ikke, men sad bare med ryggen til.

”Undskyld jeg ikke kunne redde dig fra bilulykken, Rin,” sagde han lavt. Jeg satte mig om bag ham og lagde en hånd på hver af hans skuldre, og kyssede forsigtigt et af arrene på hans ryg, hvorefter jeg omfavnede ham bagfra. Jeg lagde mit hoved på hans ryg.

”Det gjorde ondt, gjorde det ikke?” spurgte jeg lavt. ”Og efter du fik flået vingerne af, blev du smidt ud af himlen og landede i den her skole, ikke?” Jeg strammede mit greb omkring hans bryst en lille smule.

”Undskyld, Minho,” sagde jeg helt lavt.

”Hvad undskylder du for? Det var ikke din skyld,” sagde han og så tilbage på mig. Jeg gav slip på ham, og han så mig ind i øjnene. Nogle få tårer løb ned ad kinderne på mig. Han tørrede dem forsigtigt væk og smilede varmt til mig.

”Undskyld jeg råbte af dig, Rin, din eksistens betyder meget for mig,” sagde han imens han så mig ind i øjnene med sine store, smukke, brune øjne. Jeg smilede til ham og nikkede, hvorefter jeg krammede ham, og han lagde sine arme omkring mig. Det var endnu ikke helt gået op for mig, at han var min skytsengel. Kun min. Ingen andens. Han havde fulgt mig hele mit liv, indtil han altså blev fanget på den her skole. Det mystiske var, at jeg faktisk havde set ham før jeg kom til den her skole… Så det var ikke kun skolen, der var magisk. Minho plejede jo at være sammen med mig. Hele tiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...