Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10011Visninger
AA

32. Tårer

Da jeg slog øjnene op, gispede jeg straks. Jeg så på Minho, men mit syn var sløret. Meget. Jeg kunne intet høre, men han kaldte mit navn. Det blev langsomt tydeligere og tydeligere, imens mit blik blev skarpere.

”Rin! Rin! Du gjorde det!” sagde han og smilede stort. Jeg satte mig straks op og så omkring os. Vi var på fodboldbanen, jeg var ude af illusionen. Langt om længe. Kun Taemin stod her, sammen med Angelina. Duen sad endnu på min skulder, som den havde gjort hele tiden. Det var utroligt, at den faktisk ikke var bange for mig.

”Hvor lang tid?!” udbrød jeg pludselig, da det gik op for mig, hvad jeg lavede her. Taemin så på sit ur.

”Fem minutter!” sagde han. Det var som om et lyn slog ned i mig. Jeg rejste mig straks fra jorden, og begyndte at løbe.

Tårerne pressede på. Jonghyun, bliv nu ikke til støv! Vel?! Please…

 

Kim Kibum’s P.O.V.

 

”Aarh! Onew, pas nu på!” udbrød jeg, da Onew gik rundt med et stort fad med kylling på. Han så på mig og smilede.

”Bare rolig, Key! Jeg har styr på det hele,” sagde han og gik videre. BUMP. Nej, det havde han jo så tydeligvis ikke… Jeg så over på Jonghyun, der var meget urolig, men rolig på samme tid.

”Tror du, hun er okay?” spurgte han lavt. Jeg lagde en hånd på hans skulder og nikkede med et lille smil.

”Minho og hende er sikkert på vej over til festen nu, ikke?” sagde jeg opmuntrende. Jonghyun nikkede kort. Forårsballet var begyndt, og alle parrene dansede rundt. Det hele foregik udenfor, da blomsterne og bladene på træerne var ved at springe ud. Det var et smukt syn, men så var der os, der ingen partnere havde, fordi den vi helst ville gå med, allerede var taget. Saki havde spurgt mig, jeg ville gerne have gået med hende til ballet fordi hun jo var en af mine gode venner, men jeg følte ikke rigtigt for det. I stedet gik hun sammen med GD, fordi jeg spurgte ham, om han ikke ville invitere med, så hun ikke blev alene.

 

Karorin’s P.O.V.

 

Jeg kunne endelig se festen. Det hele så virkelig flot ud. Key havde virkelig gjort noget ud af det, men han var jo også en perfektionist, og vores mor. Jeg fik øje på Key. Han sad med en arm omkring Jonghyuns skuldre.

”Jjong!” råbte jeg. Han fik straks øje på mig og rejste sig. Min Jonghyun. Alle så på os, på mig, jeg var tilbage, efter fireogtyve timer. Præcist fireogtyve timer. Jonghyun løb mod mig, jeg smilede pludselig, med glædestårer, da jeg vidste at… Nu nåede jeg det! Jeg nåede at redde Jonghyun fra den forbandelse. Jeg rakte ud efter hans hånd, da vi kom løbende mod hinanden. Hans hånd blev rakt ud mod mig. Vi var så tætte på hinanden.

I fireogtyve timer havde jeg været væk. I hundrede år, havde Jonghyun haft den forbandelse. Præcist hundrede år…

”Jonghyun,” sagde jeg lavt, da min hånd var én centimeter fra hans. Han smilede varmt til mig, forelsket. Jeg tog fat i hans hånd, men en smerte blev spiddet gennem mit hjerte, som et lyn, da hans hånd blev til aske, derefter hele hans arm… Asken faldt mod jorden, langsomt og smukt, som hundrede diamanter glimtede det. Hans smukke krop. Og hans ansigt og hoved. Det hele… Forsvandt. Jeg faldt ned på knæ, med asken der landede i min kjole. Jeg stirrede bare tomt ud i luften. Mine glædestårer forvandlede sig langsomt, til tårer, der prøvede at slå mig ihjel. Slå mit hjerte ihjel.

”N-Nej,” hviskede jeg lavt, da asken landede i mine hænder. Min stemme gav ekko over alt, trods det bare var en hvisken. En stilhed samlede sig omkring mig. Folk havde svært ved ikke at græde. Key begyndte at græde. Derefter Minho, efterfulgt af alle mine andre venner. De faldt på knæ, hvor de stod. Ingen havde endnu fattet det.

”J-Jo-Jong… Hyun…” hviskede jeg, da min stemme hakkede. For sent. Ingen havde fattet det… Endnu. Jonghyun var væk. Kim Jonghyun var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...