Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10004Visninger
AA

29. Sammenbrudet

Karorin’s P.O.V.

 

Tingene begyndte pludselig at gå hurtigt. Nu var jeg ude på en vej. Den vej, der var mit mareridt. Jeg så det hele, én gang til. Så ond var Charlot. Jeg skulle nu endnu engang se, hvordan min mor blev dræbt.

”Hvor vil du hen med det her, Charlot? Du kan ikke knække mig, hvis det er det du tror,” mumlede jeg lavt. Charlot grinede.

”Tror du ikke? Har du set nogen indtil videre, som du vil stikke kniven i? Så siger du bare til,” sagde hendes kolde, onde stemme.

Det skete. Biluheldet. Min mor døde, og jeg blev kørt på hospitalet. Charlot tog billederne fra min hukommelse, så der skete ikke så meget, eftersom jeg nærmest intet kunne huske, men Minho stod i vejkanten og så på. Hans vinger var væk, og hans ryg blødte kraftigt.

Det hele blev sort. Igen.

”Det nytter ikke noget,” hviskede jeg lavt. ”Jeg aner ikke hvem det er, der er personen.” Jeg så rundt. Minho, min mor, forbryderne, legekammeraterne. Jeg havde ingen anelse. Så stod der pludselig en person foran mig, da jeg pludselig var tilbage på mit værelse. Det var Jonghyun, der var ved at klatre ind af mit vindue, ligesom første gang jeg mødte ham. Det var stadig en illusion, men da jeg så Jonghyuns smukke øjne og søde smil, og tænkte på den tid han havde tilbage… Så kunne jeg ikke holde tårerne væk.

”Tiden går, Karorin,” nynnede Charlot. Duen på min skulder så omkring sig, derefter på Jonghyun, som kom nærmere med sit varme smil.

”Jonghyun,” hviskede jeg lavt, da han omfavnede mig. Det skete altså ikke den første dag, men jeg havde intet imod det. Gid han aldrig ville give slip. Mit hjerte bankede løs.

”Fire timer, Karorin,” sagde Charlot. Jeg gispede. Var der allerede gået så lang tid? Charlot gjorde helt sikkert kun det her, for at forsinke mig! Jeg så på Jonghyun, hvis ansigt nærmede sig mit. Jeg tog fat i hans arme, og skubbede ham lidt væk fra min. Det var bare en illusion, det var ikke den rigtige Jonghyun. Jeg måtte ikke kysse ham, jeg måtte ikke kysse nogen! Jonghyun så mærkeligt på mig, hans blik blev koldt, så ondt. Han gik imod mig igen. Alt omkring mig forsvandt og blev sort. Jonghyun blev her. Minho, min mor, og alle mine venner fra skolen gik sammen med Jonghyun. Imod mig. Jeg bakkede mere og mere væk.

”Hvad er der galt, Rin?” sagde Jonghyun og gik nærmere, med et ondt smil. Tiden gik, imens jeg bare flygtede fra dem. Charlot grinede. Lige meget hvor meget jeg løb, så følte jeg, at de kom tættere på.

”Ja, hvad er der galt, Karorin? Det her er den sidste del af spillet!” Grinede Charlot. Den sidste del? Jeg stoppede op og så tilbage på mine venner, med deres onde, kolde blikke. En af dem, skulle jeg altså… Stikke den kniv i? Det kunne jeg ikke… Jeg kunne ikke gøre det ved nogen af dem.

 

Minho’s P.O.V.

 

Jeg var ved at give op. Der var mindre end fire timer tilbage før det ville være for sent. Vi havde ledt over alt. Inde på Charlots værelse især.

”Hvor er du, Rin?” mumlede jeg lavt og satte mig på min seng. Jeg lukkede mine øjne sammen og prøvede på at koncentrere mig. Jeg plejede godt at kunne finde ud af, hvor hun befandt sig, jeg var jo hendes Skytsengel. Men efter jeg havde mistet mine vinger, var det blevet sværere og sværere for mig.

”Nara, jeg ved du er hos hende. Hvor er I?” mumlede jeg lavt. Pludselig blev der sendt mange billeder gennem mit hoved. Mørke. Rin der var fanget i det. Hendes venner, og mig, der kom mod hende, med onde blikke. Den hvide due der sad på hendes skulder. Rin faldt sammen, holdt på sit hoved og græd.

”M-Minho! Hjælp mig!” græd hun. ”Du er min skytsengel.” Hun var ved at bryde sammen. Selv hun kunne ikke klare Charlots illusioner. Jeg slog straks mine øjne op, da Jonghyun kom ind på mit værelse, med Taemin og armen.

”Jeg ved hvor hun er,” sagde jeg og trak Jonghyun med mig, ud af mit værelse. Jonghyun gik frivilligt med. Han var ligeså opsat på at finde Rin, som jeg var. Hvis ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...