Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10037Visninger
AA

10. Jonghyuns tårer

Jeg gik udenfor. Sneen var der stadig, men her var ikke så mange elever. Jeg så ned på jorden og opdagede, at der nærmest var en hel sti, hvor sneen var smeltet. Jeg hævede et øjenbryn og fulgte stien. Hvorfor lå der ikke sne her, ligesom alle andre steder?

Så fandt jeg ud af det, da jeg gik omkring hjørnet på skolen, jeg havde faktisk allerede gået en del på det tidspunkt, skolen var jo enorm. Så fik jeg øje på ham! Det var Jonghyun. Han stod ovre under et træ, magen til det træ som Hannah plejede at sidde i. Al sneen omkring ham var helt smeltet, og der var græs under ham, men det var nærmest helt ligesom hø. Afdampet, næsten brændt helt af.

”Jonghyun hyung?” spurgte jeg forsigtigt da jeg trådte nærmere. Han fik straks øje på mig og smilede til mig, med sine flotte, hvide tænder.

”Rin, hvorfor er du ikke inde og spise morgenmad?” spurgte han og gik over foran mig, med hænderne i sine bukselommer. Jeg så lidt ned.

”Jeg er ikke sulten,” løj jeg. Jonghyun lagde sine arme over kors, men tog så min ene arm i armkrog. ”Eh?” Jeg så overraskende på ham.

”Det går ikke, du skal have morgenmad, Rin. Du kan ikke klare dig helt indtil middag,” sagde han.

”Hvorfor er du ikke selv inde og spise?” spurgte jeg så. Han stoppede op og så på mig. Han gav slip på mig og kløede sig lidt i nakken. Hans blik fløj rundt omkring mig, men så ikke på mig.

”Der er flere årsager,” sagde han så og smilede forsigtigt.

”For at være ærlig, så tror jeg at Minho er vred på mig,” sagde jeg lavt og så ned. Jonghyun virkede overrasket.

”Eh?! Minho kan ikke være sur på nogen, kun hvis man stjæler slik fra et barn, eller kører en kat over…” sagde Jonghyun og bukkede sig ned, for at fange mit sænkende blik. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige til det. Minho var sur på mig, jeg vidste det. Den måde han råbte til mig på… Bare jeg tænkte på det, fik jeg allerede tårer i øjnene.

”Aaah! Du skal ikke græde! Hør, vi finder på noget at lave så du tænker på noget andet, Minho skal nok tilgive dig, okay?” sagde Jonghyun og lagde en arm omkring skuldrene på mig. Hvordan kunne han være så varm, trods det var vinter?

Han var faktisk den første der havde trøstet mig, da jeg græd. Jeg smilede forsigtigt til ham, men det virkede ikke så godt, da mine kinder allerede var gennemblødt af tårer. Gad vide hvad Jonghyuns kræft var?

 

”Hvor længe har I været på den her skole?” spurgte jeg, da vi havde slået os ned på en bænk, ved en lille å et lille stykke inde i skoven. Vi skulle ikke være bange for at fare vild. Alle veje førte jo tilbage til skolen igen.

”Det er meget forskelligt,” sagde Jonghyun bare, uden at svare direkte på mit spørgsmål. Han stod og kastede sten i åen, af ren kedsomhed.

”Jonghyun, hvor gammel er du?” spurgte jeg så og så på ham. Han så på mig og smilede forsigtigt.

”Enogtyve,” svarede han bare.

”Hvor længe har du været enogtyve?” spurgte jeg. Hans arm stivnede i et stenkast. Han stirrede direkte ud i luften, og sænkede langsomt sin arm, og lod stenen falde til jorden.

”Jeg har slet ikke set nogen elektriske apparater på den her skole. Ingen mobiltelefoner, fjernsyn, musikafspillere, intet. Selv jeres lamper er olielamper eller stearinlys,” mumlede jeg lavt. ”Dog er jeres skoleuniformer lidt som de er i dag, men resten af skolen er ikke. I har svømmehal, bowlinghal, men ikke nogen apparater som har forbindelse til verdenen udenfor.” Jeg rejste mig fra bænken og gik over til Jonghyun, som stadig stod og stirrede ud i luften. Jeg så på ham, lidt trist.

”Hvor længe har din tid stået stille, Jjong?” spurgte jeg lavt. En enkelt tåre trillede ned ad hans kind, da jeg spurgte om det.

”Lige siden den dag jeg startede på skolen, og forbandelsen ramte os… Det er næsten hundrede år siden nu,” hviskede han. Han rettede sit blik mod mig, med de mest triste øjne jeg nogen sinde havde set. ”Der er ikke andre der ved det, men jeg er skyld i forbandelsen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...