Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10043Visninger
AA

15. Jonghyuns skæbne

”Jongie!” sagde Key, da han straks kom ind. Han stirrede bare på Jonghyun, som sad på min sengekant, med papirer spredt ud over sengen, idet jeg hjalp ham med lektierne. Key så på mig, derefter på Jonghyun igen.

”Hvis du har gjort min lille pige noget, så…” sagde Key da han kom nærmere.

”Ah! Rolig nu, Key, jeg har ikke gjort hende noget,” sagde Jonghyun og samlede sine papirer sammen, måske en smule bange for Key umma.

Key jagede Jonghyun ud gennem døren med sine hænder. Han viftede ham nærmest af sted. Jonghyun vinkede til mig, Key skubbede ham ud af mit værelse. Jonghyun så en enkelt gang ind på mig. ”Tak for hjælpen, Rin!” sagde han og rakte tunge til Key. Merong. Key kastede en pude efter Jjongs hoved. Jonghyun flygtede hurtigt. Key så på mig.

”Hvad hjalp du ham da med?” spurgte han nysgerrigt.

”Lektier,” sagde jeg bare og drak min varme kakao uden at se på Key. Key så lidt rundt og opdagede, at alle lysene var tændt. Key satte sig på sengekanten og kløede sig i nakken.

”Lidt utroligt,” mumlede Key efter noget tid.

”Hvilket?” spurgte jeg.

”Jeg har ikke set Jonghyun så glad længe,” sagde Key og lagde sig på min seng. Jeg så på ham.

”Ikke? Han er altid glad når jeg ser ham,” sagde jeg. Key stirrede straks på mig.

”Virkelig?!” udbrød han glad, satte sig op og stirrede mig direkte ind i øjnene med et stort smil.

”K-Key umma… Du er skræmmende når du smiler sådan,” sagde jeg lavt. ”Hvorfor skulle han ikke være glad?” Jeg drak noget mere varm kakao. Key trak sig væk og tænkte lidt.

”Det er snart hundrede år siden at skolen blev forbandet,” mumlede Key lavt og sænkede sit blik. Jeg lagde hovedet på skrå.

”Og hvad så?” spurgte jeg. Key så på mig med et trist blik.

”Jonghyun har ikke længe igen, og jeg vil gerne have at han er glad indtil da, men det ser ikke ud til at lykkedes,” sagde han lavt. Måske fordi han kastede en pude efter ham…

”V-Vent… Har Jjong ikke længe igen?!” udbrød jeg. Key rystede på hovedet.

”Om ikke så længe, så er det hundrede år siden at han blev forbandet. Hvis han ikke har brudt forbandelsen før da, så brænder han op, og bliver til aske,” mumlede jeg. ”Alle kræfterne har bivirkninger. Jjongs er, at hans kræfter vil dræbe ham.” Da Key sagde det, kunne jeg mærke, at jeg stivnede fuldstændigt. Jeg så på mine hænder, jeg rystede faktisk. ”Hvordan bryder man den forbandelse?” spurgte jeg lavt. Key trak på skuldrene uden at sige noget.

”Det ved jeg ikke, det er der ingen der ved, men hvis forbandelsen ikke bliver brudt, så er vi fanget på den her skole i al evighed,” sagde Key og omfavnede sine ben med utryghed i øjnene.

”Det var derfor, at vi alle var så glade, da du kom til skolen,” sagde Key. Jeg lagde hovedet på skrå.

”Hvorfor?” spurgte jeg. Key rettede sit blik mod mig.

”Fordi vi fik håb, da en person uden nogle kræfter kom til skolen. En person, som måske kunne hjælpe os ud herfra, og en person, som måske kunne bryde forbandelsen over Kim Jonghyun,” fortalte Key, og lød nærmest helt alvorlig. Jeg nikkede og så lidt ned.

”Jeg vil forfærdeligt gerne hjælpe jer, men jeg aner ikke hvordan,” hviskede jeg, lige højt nok til at Key kunne høre det. Key smilede til mig og klappede mig på hovedet.

”Få dig noget søvn, så ser vi om du kan gå i morgen,” sagde han, tog bakken med mad med sig, og forlod mit værelse.

Gud, hjælp mig…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...