Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10041Visninger
AA

22. Glad, og dog trist

Jonghyun trak mig med sig. Eleverne omkring os sendte os mange blikke. Jeg prøvede at undgå så mange af dem som muligt. Især pigerne sendte mig blikke. Hvorfor mig, hvorfor mig? Da vi var kommet et godt stykke væk fra skolen, væk fra alle, gav Jonghyun slip på mig, og så på mig, med et alvorligt blik.

”Rin,” startede han og tog en dyb indånding. Jeg viste, at det ikke ville være godt. Blikket i hans øjne afslørede ham.

”Jjong, er du okay?” spurgte jeg bekymret. Han smilede forsigtigt og nikkede kort.

”J-Ja, jeg ville bare spørge dig om noget,” sagde han og tog en dyb indånding. ”Rin, vil du følges med mig til forårsballet?” Han smilede forsigtigt. Var han genert.

”Hvornår er det?” spurgte jeg, og kunne ikke lade være med at smile.

”Om to dage,” sagde Jonghyun. Mit hjerte blev spiddet igen. Hans sidste dag.

”Jeg ved, at det er den sidste dag jeg har, før jeg bliver støv, så jeg vil gerne nyde den så meget som muligt, derfor vil jeg gerne have dig med,” sagde han. Tårerne pressede på, kunne jeg mærke. Han ville have mig med sig, til sin sidste dag på skolen. Jeg så ned i jorden, pandehåret dækkede så Jonghyun ikke kunne se, at jeg græd.

”Det vil jeg gerne, Jjong,” sagde jeg lavt, og smilede med tårerne på kinderne. Jonghyun tog fat i mine kinder og vippede mit hoved op, til at se på ham.

”Hvorfor græder du så?” spurgte han, og troede at det var noget med ham at gøre. Jeg rystede på hovedet.

”Fordi om to dage, vil du… Dø,” det sidste ord kom ud som en hvisken, da jeg ikke kunne få mig selv til at sige det højere. Jonghyun tog fat omkring mig, og krammede mit tæt ind til ham. Jeg slog mine øjne op i overraskelse. Det havde jeg ikke forventet.

”Bedre?” spurgte han. Jeg nikkede forsigtigt, da vi gav slip på hinanden igen. Jeg smilede forsigtigt, da mine kinder brændte svagt. Jeg kunne mærke et blik på mig, et koldt blik. Det var ikke Jonghyun, det var Charlot, som stod og holdt øje med os. Jeg så hende kun i et splitsekund, og så var hun væk.

 

”Eh, Jjong vil følges med dig til forårsballet?” spurgte Saki og smilede stort. Key og Onew sang af glæde.

”Måske er det hende der kan få os ud herfra,” mumlede Taemin lavt.

”Bliv nu ikke for glad, det er ikke alle der kan nå at forelske sig på så kort tid. Hvis Jonghyun ikke allerede er forelsket i Rin, så kan han ikke nå at blive det, før det er for sent,” sagde Minho og rejste sig fra sin plads, og gik.

”Han har faktisk fat i noget. Der er to former for forelskelser,” sagde Hannah og tog en bid af sin småkage. ”Der er dem, hvor man forelsker sig ved første blik, og dem hvor man ’lærer’ at elske personen, men som tager meget lang tid.” Hun proppede hele småkagen i munden.

”Du har kun kendt Jonghyun i lang tid. Det kan godt være at du er blevet forelsket i ham ved første blik, men Jonghyun kan ikke bare sådan forelske sig, Rin. Selvom han siger, at han gerne vil gå til ballet med dig, så kan det være at han bare håber,” mumlede Angelina og lænede sig over bordet. Taemin klappede hende trøstende på ryggen. Jeg sænkede mit blik.

”Han må bare ikke blive til aske,” hviskede jeg lavt.

”Du kan ikke narre forbandelsen, Rin. I kan forfalske en forelskelse overfor os alle, men ikke overfor Aissa,” sagde Onew og så omkring sig, på eleverne omkring os.

 

De havde ret. Alle sammen. Jeg anede jo ikke, om Jonghyun kunne lide mig, eller bare satsede på at blive forelsket i mig i sidste øjeblik. Jeg var jo intet i forhold til alle de andre piger på skolen. Jeg vidste jo heller ikke, om jeg var forelsket i ham. Men alligevel… Det faktum at han spurgte mig, og ikke en af de smukkeste piger på skolen, gjorde mig… Så glad!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...