Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10011Visninger
AA

38. Forever making you smile!

“Siden hvornår er jeg blevet en del af din hukommelse, Rin?” sagde han igen. Jeg lukkede mine øjne stramt sammen. Ville den stemme bare ikke forsvinde?

”Når jeg åbner mine øjne, så vil du jo ikke være her,” hviskede jeg og trak dynen af mit hoved, men fortsat havde lukkede øjne. Han tog fat i min hånd, blidt, og flettede sine fingre med mine. Mit hjerte hamrede løs. Jeg var alligevel bange for, at åbne mine øjne. Jeg satte mig op, han lagde en hånd på min kind og kyssede mig helt kort. Det føltes for godt til at være en drøm. Jeg åbnede langsomt mine øjne op. Jeg håbede… Jeg håbede sådan at se ham, når jeg åbnede mine øjne!

Et par smukke, mørkebrune øjne med et gyldent skær mødte mig. Hans perfekte markeringer i ansigtet. Hans fyldige, perfekte læber. Hans mørke hår, der matchede perfekt til hans lidt mørke hud. Jeg fik tårer i øjnene. Han grinede.

”Du græder for meget, Rin,” sagde han. ”Men bare du græder for mig, så skal jeg ikke klage.” Han lænede sig mod mig og kyssede mine læber. Hans duft var tilbage. Det var ingen drøm. Det var for virkeligt.

”Jonghyun,” sagde jeg mellem vores kys. Han stoppede kort og så på mig.

”Det her er ikke endnu en drøm, vel?” mumlede jeg trist.

”Nej, Rin. Det her er virkelighed,” sagde han og kyssede mig igen. Jeg gengældte straks kysset. Jeg undrede mig dog lidt over, hvordan han var kommet herind. Min far ville aldrig tillade en fyr komme ind på mit værelse. Så fik jeg øje på vinduet der stod åbent, og kunne ikke lade være med at grine lidt. Jonghyun trak sine læber lidt væk.

”Jeg skulle sige fra Key, at han vil ud og shoppe med dig i morgen,” sagde han. ”Jeg sværger, han var helt umulig at få væk fra den butik der hedder Pink Lady, og nu vil han også have en mobiltelefon.” Han grinede. Så det var altså dem, jeg havde set! Jeg grinede og kyssede ham igen.

”Jonghyun, lov mig at vi aldrig skal skilles, okay?” sagde jeg og omfavnede ham. Han smilede.

”Det lover jeg,” hviskede han.

 

Næste morgen kom jeg, dansende ned ad trapperne ned til køkkenet imens jeg nynnede glad. Jeg tog et æble fra vores frugtskål og hoppede forbi min far som så mærkeligt på mig.

”Hvorfor er du så glad?” spurgte han så. Jeg grinede bare og hoppede videre. Kekirie grinede.

”Hun er forelsket, far. Kan du ikke se det?” sagde Kekirie og gik efter mig. Vi skulle jo i skole nu.

”Forelsket? Er hun ikke lidt for ung?” mumlede min far gnavent og bandt sit slips. Min far ejede to firmaer, og var meget kendt i Sydkorea. Han var ikke ligefrem fattig, men faktisk meget rig. Han kunne godt være lidt ond engang imellem. Især når det kom til drenge.

”Nå, hvem er det så?” spurgte Kekirie da vi lige var kommet ud af døren. Jeg grinede bare og gik videre.

”Vent og se,” nynnede jeg.

 

Da første time var startet, sad alle på deres pladser. Læren stod oppe ved tavlen. Alt var, som det plejede at være. Alligevel smilede jeg over hele ansigtet, da læreren præsenterede de nye elever. De ni nye, fejlfri, smukke, velkendte elever. Hele klassens piger blev mundlamme over de flotte fyre der trådte ind. De skulle bare vide. Ham den højeste var min skytsengel, ham der stod ved siden af ham elskede kylling, og ham der elskede bananmælk. Ham der havde en svaghed for pink, og ham der var min kæreste. Hende pigen, der dansede rundt i sneen første gang jeg mødte hende. Hende pigen der fik sin bamse stjålet af min kæreste, og hende pigen der vidste alt om alle… Og ham drengen der lige nu stod og så rundt på alle pigerne med et skævt smil.

Jonghyun så over på mig og smilede. Jeg smilede varmt tilbage. Det kunne helt sikkert ikke blive bedre end det her… Det var jeg helt sikker på. Dette var ingen drøm, det var virkelighed. En vidunderlig virkelighed, og det kunne ingen ændre på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...