Brændende Kærlighed

Karorin får besked på, at skrive til skoleavisen om den mystiske skole, der er ude i skoven. Da hun tager derud, finder hun hurtigt ud af, at skolen ikke er, som andre skoler. Hvad gør man så, når man er fanget? Når der er en bekendt person fra ens barndom, og når man bliver forelsket i ham, hvis skyld det hele er? (Dette er en af mine gamle historier som jeg lige fandt på min computer, som folk gerne ville have, at jeg lagde ud, så det gør jeg. :D)

120Likes
196Kommentarer
10047Visninger
AA

12. Dræberblikket

Jeg undgik Minho hele dagen. Til middagsmad. Til idrætstimerne som vi skulle have sammen, selvom de var meget sjove, da folk brugte deres kræfter på at snyde så meget de kunne gennem fodboldspillet. Det var nok en fordel at have Key på sin side, som jeg også havde, men alligevel var det lidt umuligt at undgå Minho gennem hele idrætstimen, men jeg turde alligevel ikke se på ham. Jeg var bange.

”Rin! Bolden kommer mod dig!” råbte Key, der kom løbende efter personen, der løb mod mig med bolden. Jeg gispede forskrækket og løb efter bolden, men pigens blik, hende der havde bolden, fik mit til at stivne, da hun fældede mig hårdt, og jeg landede på græsplænen. Jeg havde ikke engang bolden, og så fældede hun mig. Der blev fløjtet, men Key var allerede ovre ved mig.

”Rin-Rin, er du okay?!” sagde han bekymret, nærmest som min mor ville have reageret. Jeg satte mig forsigtigt op, pigen som havde fældet mig så bare over på mig, med et ondt blik. Key så over på pigen med et dræberblik, hvorefter han rejste sig og gik over mod hende.

”Åh nej! Du fældede bare ikke lige min lille pige! Du skal ikke tro, at du bare kan fælde Rin lige for øjnene af mig, tøs!” sagde Key bare, som en total diva eller snob. Jeg kunne næsten grine lidt af ham, men pigens blik fik mig til at sluge mit grin. Hendes øjne var kulsorte, hendes hår ligeså sort. Hendes hud var kridhvid. Jeg fik kuldegysninger da hun vendte ryggen til med dræberblikket, og gik sin vej.

”Rin er du okay?” spurgte Onew råbende, da han kom løbende mod mig. Jeg sad stadig ned.

”3… 2… 1…” mumlede Key, og så faldt Onew lige pludselig over ingenting. Der blev stille og folk sukkede opgivende.

”Lad mig hjælpe dig, Rin,” sagde Minho, som pludselig stod ved min side. Jeg gispede forskrækket og stirrede kort på ham med store øjne, og rejste mig så op.

”N-Nej! Jeg klarer mig! Se! Jeg kan stå!” sagde jeg og begyndte at gå væk, kun for at kollapse en halv meter væk.

Pludselig lettede jeg fra jorden, og svævede pludseligt i luften. Jeg fik øje på Taemin som stod på modstandernes banehalvdel, og fokuserede på mig. Minho så over på Taemin.

”Lad os tage hende til sit værelse,” sagde Minho. Jeg så på Key med et hjælp-mig-umma-blik. Key gik over til Minho.

”Hey! Du skal ikke tage min lille pige fra mig bare lige pludselig! Hun har brug for omsorg!” sagde Key, han vidste nok godt, at jeg ikke var så vild med det. Minho og Taemin begyndte at gå, folk kiggede lidt, jeg prøvede at gribe fat i ting, men Taemins telekinese forhindrede mig i det. Key gik alligevel med, sammen med Onew. Det skulle nok blive godt… Eller noget? Og det blev endnu bedre da Hannah, Saki og Angelina også kom.

 

”Okay, lad os se på benet,” sagde Minho, da jeg lå i min egen seng. Jeg havde idet mindste shorts på, så skulle ikke smide bukserne foran alle de mennesker… Hvis GD var her ville det dog alligevel ikke gøre nogen forskel. Heldigvis var den hyperaktive unge her ikke.

”Hvem fældede hende?” spurgte Hannah og så på Minho.

”Charlot,” svarede Minho da han så på mit ben.

”JEG SLÅR HENDE IHJEL FOR AT SKADE MIN LILLE PIGE!” udbrød Key, idet at Angelina holdt ham fast, så han ikke gik ud og gjorde, som han sagde han ville. Han kunne finde på det. Tro mig.

”Key umma!” sagde alle i kor, undtagen mig. Jeg grinede bare lidt, men skreg straks i smerte, da Minho prøvede at bøje mit ben. Alle omkring mig var stivnet i chok, da mit skrig pludselig kom frem.

”Du kan… Skrige højt…” sagde Saki bare med store øjne. Minho gav mit ben noget bandage på, da han havde fundet ud af, at det bare var vredt lidt om. Lidt. LIDT?! Det gjorde ondt som bare…! Minho så rundt på folk omkring os.

”Kan jeg lige være alene med Rin, bare for fem minutter?” spurgte han. Alle så på ham, og nikkede kort. Key var en krig at få ud af mit værelse, jeg ville heller ikke have ham til at gå. Han var min umma! Jeg var snart forladt alene med Minho… Uden af stand til at stå op eller gå… Hjælp… Umma!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...